Er menighedsrådsarbejde ikke længere for almindelige mennesker med interesse for det kirkelige liv?
I dag er kravene til at forstå regnskab, personaleledelse og bygningsvedligeholdelse så høje, at menighedsråd giver udtryk for, at de gerne overlader både ansvar og kompetencer til specialister, påpeger cand. theol. og ph.d.-studerende på Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet Karen Marie Leth-Nissen.
På kort tid er der kommet tre undersøgelser i folkekirken, som sætter fokus på sognene og menighedsrådenes arbejde. Et gennemgående træk er, at en del menighedsråd gerne ser, at andre tager sig af de administrative opgaver, fordi de er for tunge, siger Karen Marie Leth-Nissen.
”Som folkekirken er indrettet i dag, er det dem, der har pengene, som bestemmer. Hvis et menighedsråd synes, de administrative opgaver er for tunge og besværlige, og vil have mere tid til at beskæftige sig med det, de egentlig brænder for, de kirkelige aktiviteter, så overvejer de måske at lade andre om at overtage dem, for eksempel provstiudvalget. Men derved risikerer menighedsrådet at miste indflydelse og på længere sigt afvikle sig selv,” siger hun.
En af undersøgelserne er ”Menighedsråd på jeres måde”, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, har gennemført for Kirkeministeriet.
”I rapporten er der menighedsråd, som foreslår at flytte administration af personale, økonomi og bygninger til provstiet eller stiftet. Man kan næsten kun læse det sådan, at der er menighedsråd, som er så pressede, at de hellere end gerne afgiver ansvar og kompetence og dermed også retten til at tage beslutninger. Det kræver en lovændring, men kommer den, bliver det meget let for sogne at blive endegyldigt lagt ind under provstiet. I så fald bliver menighedsrådet reduceret til det, man kunne kalde sognets aktivitetsudvalg,” siger Karen Marie Leth-Nissen og tilføjer:
”Det er ikke, fordi jeg mener, at vi skal afvikle de svagest stillede sogne, vi skal bare se problemet i øjnene og diskutere i det åbne, om det er den vej, folkekirken er ved at betræde,” siger hun.
Formandfor Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, mener, at det blandt andet skal være nemmere at etablere samarbejde mellem menighedsråd, så de tunge administrative opgaver kan løftes af flere.
”Jeg ser nogle strukturelle udfordringer i dag i folkekirken, som gør det vanskeligt at være menighedsråd, og de barrierer skal vi så vidt muligt have fjernet. Det afgørende er, at et menighedsrådsarbejde ikke skal være afhængig af, om man har adgang til personer, som har en faglig professionel tilgang til at håndtere økonomi og personaleledelse. Det skal ikke være en forudsætning. Men vi kan se en tendens til, at flere administrative opgaver går fra menighedsrådene til provstiet. Derfor skal vi fremover overveje, hvordan vi fortsat sikrer den demokratiske forankring og indflydelse, som vi altid har været vant til ligger fuldt ud i menighedsrådet,” siger Søren Abildgaard.
Forhenværende rektor for Pastoralseminariet i København, i dag teologisk medarbejder ved Københavns Stift Mogens Lindhardt, har sammen med Erling Andersen skrevet bogen ”Ledelse af tro. Folkekirken som virksomhed og netværk.” Han mener ikke, at man kan forlange, at et menighedsråd nødvendigvis skal kunne løse alle administrative opgaver.
”Et menighedsråd er grundlæggende set et demokratisk organ, før det er en forvaltningsmæssig enhed. Man kan ikke forlange af et menighedsråd på fem medlemmer, at de skal kunne både mødeledelse, regnskabsføring og personaleledelse. En løsning kan derfor være, at menighedsrådet køber sig til den ekspertise ude i byen. En anden model er, at provstiudvalget hjælper de menighedsråd, som har problemer i forvaltningen, men uden at rådets medlemmer mister demokratisk indflydelse,” siger Mogens Lindhardt.
Formand for Danmarks Provsteforening, provst i Skanderborg Provsti, Jette Marie Bundgaard-Nielsen, erkender, at kravene til menighedsrådsmedlemmer i det administrative arbejde er steget på linje med kravene i det øvrige samfunds forvaltning. Men billedet af menighedsrådenes forhold til det administrative er meget mangfoldigt, siger hun.
”Jeg kender menighedsråd, som siger 'kan vi bare få en pose penge, så sørger vi for at holde bygningen ved lige, og at der er gudstjenester og aktiviteter'. Andre vil være fuldstændig herre over alle deres penge og deres personaleforhold. Jeg tror, at det også er vigtigt, at der er indhold og mening i et menighedsråds opgaver med forskelligartede opgaver. Mange udfolder de evner og kompetencer, de har brugt i deres arbejdsliv. Derfor er det en balancegang. Men jeg kan godt forestille mig, at der er menighedsråd, som har sværere ved at få de nødvendige ressourcepersoner ind i menighedsrådet end andre,” siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen, som mener, at provstiudvalget har en formidlingsopgave i forhold til at hjælpe menighedsråd med at finde løsninger på de administrative opgaver, de har det svært med, men uden at tage ansvarligheden fra dem.