Forsoningens forkæmper har mødt sin overmand i Islamisk Stat: De er lige så onde som Hitler

Andrew White har i årevis været et symbol på forsoning i Mellemøsten, og han er eksempelvis kendt for at få ekstreme sunni- og shiamuslimske ledere til at anerkende hinanden. Men efter at truslen fra Islamisk Stat sidste år tvang ham til at forlade sin kirke i Bagdad, siger han nu, at dialog har sine grænser

51-årige Andrew White blev for et år siden nødt til at forlade sin kirke i Irak. I dag bor han på skift mellem sine hjem i Israel, England og Jordan.
51-årige Andrew White blev for et år siden nødt til at forlade sin kirke i Irak. I dag bor han på skift mellem sine hjem i Israel, England og Jordan. . Foto: Nikolaj Krak.

Få har som Andrew White formået at gøre sig selv til symbolet på forsoning og dialog i Mellemøstens utallige konflikter.

I sine snart 10 år som anglikansk præst i Sankt Georgs Kirke i Irak uden for den sikre, grønne zone i Bagdad er det blevet hans kendetegn at stå med åbne arme og omfavne de ellers mest uløselige konflikter.

Han er blevet kendt for at få ekstreme sunni- og shiamuslimske ledere til at anerkende hinanden. Han har fået israelske rabbinere og grundlæggere af den palæstinensiske, militante bevægelse Hamas til at tale sammen. Og det er lykkedes ham at få adgang til gidsler i fastlåste kidnapningssager.

Derfor var det naturligt for den 51-årige præst at sende en invitation ud, da militante fundamentalister fra Islamisk Stat (IS) sidste år stod ved grænsen til Iraks hovedstad, Bagdad, og truede med at indtage området, hans kirke lå i.

”Jeg har stor tiltro til, at man kan opnå noget ved at mødes med sine fjender og ganske enkelt forsøge at blive venner med dem,” siger han.

Den strategi var lykkedes med andre terrorbevægelser, ligesom han også blev nære venner med Iraks tidligere diktator Saddam Husseins søn. Men med IS kom Andrew Whites afvæbnende gæstfrihed til kort:

”Jeg har set forhærdede ekstremister forvandle sig til de rene fredsduer. Jeg ved, hvad det her handler om. IS svarede blot, at de gerne ville komme, men at jeg kunne være sikker på, at de ville skære hovedet af mig, når de kom,” siger han.

Andrew White flyttede til Bagdad i år 2005, blot et par år efter at landet sank ned i kaos i kølvandet på USA's invasion. I al den tid, han har boet i byen, har den været præget af vold og uroligheder. Men efter at IS nærmede sig området, blev situationen tydeligt forværret. Flere tusinde mennesker fra hans menighed flygtede eller blev dræbt, fortæller Andrew White.

”De begyndte at dræbe folk og skære dem i stykker. Det var ikke det mest behagelige,” lyder det underspillet fra den karismatiske præst, hvis elegante accent og højstemte talemåde får ham til at lyde som en britisk adelsmand.

Efter nogen tid fandt han ud af, at IS havde sat en dusør på hans hoved. I begyndelsen lød den på nogle få millioner kroner til Andrew Whites tydelige utilfredshed.

”Er det alt, jeg er værd?”, beklager han sig ironisk.

Der gik dog ikke lang tid, inden han fik sin forfængelighed tilfredsstillet langt over det ønskelige. Dusøren blev gradvist sat op, og til sidst var der ifølge ham selv næsten en milliard kroner på højkant for at kunne tage livet af den mediekendte præst i Bagdad.

Andrew White afviser, at truslen imod hans person påvirkede ham.

”Hvis du tjener i et område med intens konflikt, er det den slags ting, du må forvente, der sker,” siger han.

Situationen blev dog for meget for hans biskop i Canterbury i England, Justin Welby. Han beordrede White ud af Irak, selvom denne havde svoret, at han ville blive hos sin kirke uanset hvad.

”Der var ikke andet at gøre end at sige 'javel, Deres nåde'. Jeg fik at vide af biskoppen, at jeg ville gøre mere gavn i live end død,” siger han.

Det seneste år har han boet på skift mellem sine tre hjem i Jerusalem, Jordan og England og tager jævnligt på besøg hos sin menighed i Irak. Erfaringerne med IS har ikke fået ham til at opgive troen på forsoningsarbejdet, men det er gået op for ham, at også forsoning har sine grænser.

I sidste måned udgav han sin selvbiografi i Storbritannien under titlen ”My Journey So Far” (Min rejse indtil videre). I forbindelse med udgivelsen vakte han opsigt i den britiske presse ved at sige i en række interview, at han ikke ser andre muligheder end en regulær krig imod IS.

”IS er lige så ond som Hitler. Derfor er der kun én måde at gribe det an på, og det er fysisk at fjerne dem,” siger han.

Det er en udtalelse, der i mange sammenhænge ville blive betragtet som banal, hvis det ikke var, fordi den kom fra en af Mellemøstens religiøse fortalere for fred og dialog.

”Det kan ikke være anderledes. Hvad andet er der at stille op med nogen, der konsekvent afviser forsoning?”, fastholder Andrew White.

Han har i årevis brugt religion som en vigtig indgang til at skabe forsoning og forståelse. Men med IS er det lige så tydeligt, at religion også kan bruges til at ødelægge enhver tanke om dialog.

”Når religion går galt, går det virkelig galt,” konstaterer han.

På trods af alle konflikterne og volden ser han dog også visse positive tendenser i det krigshærgede Irak. Efter at IS dukkede op, har han oplevet en hidtil uset enhed blandt kristne i landet.

”Folk er holdt op med at være katolikker, ortodokse, assyrere og protestanter. Nu er alle bare kristne. Det er absurd, men det er det bedste, der er sket for kirkens enhed. Når du prøver at slå de kristne ihjel, bliver forskellen udvisket. Det er, hvad der er sket i Irak,” siger han.

Sikkerhedsstyrker står vagt uden for en kirke i Bagdad, hvor kristne samledes til julegudstjeneste. Flere tusinde kristne fra Andrew Whites menighed har måttet flygte fra Bagdad, efter Islamisk Stat nærmede sig byen.
Sikkerhedsstyrker står vagt uden for en kirke i Bagdad, hvor kristne samledes til julegudstjeneste. Flere tusinde kristne fra Andrew Whites menighed har måttet flygte fra Bagdad, efter Islamisk Stat nærmede sig byen. Foto: Ahmed Saad/Reuters/Scanpix