Fortidens fordømmende syn på selvmord klæber til kirken

Meget er sket, siden kirken begravede selvmordere i uindviet jord for at markere fordømmelsen af den ultimative synd. Men efterladte kan stadig have det svært med præsten og præster tilhører den faggruppe, der er mindst forstående over for selvmord

Saften fra træet Boswellia sacra bruges både til røgelse og til parfume med røgelsesduft, som ses på dette foto fra Oman.
Saften fra træet Boswellia sacra bruges både til røgelse og til parfume med røgelsesduft, som ses på dette foto fra Oman.

Stemningen blev pludselig noget anstrengt. Præsten havde ellers handlet i bedste hensigt.

Han skulle denne dag begrave nummer to fra samme familie. Dermed havde han begravet to voksne søskende, som begge inden for cirka et års tid havde taget deres eget liv. Begge efterlod de sig teenagebørn. Præsten var med egne ord ved at gå i stykker indeni. De to voksne mennesker havde jo fraskrevet sig ansvaret for børnene, mente han. Under begravelsesprædikenen talte han derfor om, at man har et ansvar, når man sætter børn i verden. Det faldt ikke heldigt ud. Familien rejste sig fra kirkebænkene og protesterede.

LÆS OGSÅ: Selvmordsramte familier undgår kirken af frygt for fordømmelse

Selvom begravelsen blev gennemført med både præst og familie til stede, var præsten mærket af oplevelsen og søgte rådgivning hos Nefos Netværket for selvmordsramte.

Præst og familie var ikke på bølgelængde. Han ville egentlig bare gerne sige, at man har et ansvar, men familien hørte det, som om den person, de havde mistet, ikke fik tilgivelse, fortæller Nefos forkvinde, Elene Fleischer.

Hun rådgiver ofte præster, når det gælder forholdet til efterladte efter selvmord. Og ifølge hende er det ret normalt, at pårørende hører noget andet end det, præsten siger.

Familien hørte den gamle kirkes fordømmelse af folk, der begår selvmord, siger hun og tilføjer:

Præster skal derfor være meget klare i forhold til omsorgen for de efterladte, selvom de også skal have lov til at have forskellige holdninger til selvmord. Ellers kan det hurtigt gå galt.

Selvom flere kirker forsøger at bryde med de folkelige fordomme for eksempel ved at arrangere støttegudstjenester for efterladte er der lang vej igen. Kirken har nemlig en lang tradition for at fordømme selvmordere, og den tradition hænger ved i menneskers bevidsthed. Det fortæller Ingeborg Kastberg Nielsen, præst på Hospice Sønderjylland og kontaktpræst i Haderslev Stift vedrørende selvmordsforebyggelse.

Folk flest kobler kirken til den middelalderlige fordømmelse af selvmord som en synd og til forestillingen om, at man kommer i Helvede, hvis man tager sit eget liv. De efterladte kan derfor ofte stå tilbage med en skam, som om den dødes synd klistrer til familien, siger hun.

Fordømmelsen af selvmordere hænger sammen med, at kirken fra gammel tid har betragtet det at begå selvmord som den ultimative synd. Tanken var, at livet er givet af Gud, og ingen synd er større end at gå imod hans skaberværk. I senantikken og middelalderen var det derfor skik at begrave selvmordere uden for indviet jord for at markere, at de havde sat sig uden for kirkens fællesskab. Det fortæller Carsten Selch Jensen, lektor og afdelingsleder ved Afdeling for Kirkehistorie, Københavns Universitet.

Det havde også at gøre med en anden opfattelse af døden og døde mennesker, end vi er vant til. Det er en ret moderne tanke at betragte de døde som ikkeeksisterende.

Af samme grund førte det også til voldsomme optøjer, når man af forskellige grunde valgte at flytte byernes kirkegårde uden for bymurene. Det, mente man, var et helt uacceptabelt overgreb imod de døde, der på den måde så at sige blev skubbet ud af fællesskabet af levende og døde inden for bymurene, fortæller han.

Det fik fatale følger, atfolk ikke kunne få kirkens tilgivelse for den synd, det var at tage sit eget liv.

Ulykkelige mennesker, som ikke ville leve længere, begyndte ganske enkelt at slå andre ihjel. Modsat selvmord kunne en dødsdom for mord nemlig udløse tilgivelse fra kirkens side. Det fortæller seniorforsker Tyge Krogh fra Rigsarkivet.

Forklaringen er denne: Dødsstraf var også udbredt før Reformationen, men den katolske kirke begrundede ikke dødsstraf med henvisning til Bibelen. Med Reformationen satte Luther en ny teologisk dagsorden med den tanke, at Gud kræver henrettelse, hvis man tager et andet menneskes liv. Desuden sagde Luther, at vi alle er syndere og kun kan komme i Himlen ved at angre og tro på Gud.

Dermed fik den dødsdømte morder samme mulighed for at angre og tro som alle andre, påpeger Tyge Krogh.

Den fortælling kombineret med et henrettelsesritual, hvor den dødsdømte sammen med præster bad og bekendte deres synder, lige indtil hovedet blev hugget af, gav almindelige mennesker en forestilling om, at der ikke var en sikrere vej til Himlen end ved at blive henrettet, siger han.

Folk begyndte derfor at slå andre ihjel for at kunne angre inden hængningen eller halshugningen og dermed blive begravet på kirkegården.

Derfor steg antallet af såkaldte selvmorder-mordere. I 1700-tallet var der flere selvmords-mord i København, end der er mord i Danmark i dag, når man tager højde for befolkningens størrelse. Alene i år 1750 var 70-80 procent af alle henrettede i København selvmorder-mordere. Staten indså, at den havde skabt en mordmaskine, og Danmark fik som det første sted i verden indført livsvarig straf for mord i stedet for en dødsdom når mordet vel at mærke var motiveret af, at man selv ville dø.

Nogle formåede at lyve sig til en dødsstraf. Men alligevel fik man problemet bremset, siger Tyge Krogh.

Ændringerne skyldtes også en erkendelse af, at selvmord ikke først og fremmest er en krænkelse af Gud, men handler om mennesker, der er dybt ulykkelige. Alligevel er selvmord langt op i det 20. århundrede blevet opfattet som noget skamfuldt i brede kredse i samfundet, fortæller kirkehistoriker Carsten Selch Jensen.

Jeg har personligt talt med præster, som ikke ved begravelsessamtaler fik at vide, at der var tale om selvmord. Det, syntes familien, var for skamfuldt. Det var altså ikke kirkens eller præstens syn på sagen, understreger han.

Det er snarere samfundet som helhed end kirken, der har et anstrengt forhold til selvmord, mener han.

Jeg tror ikke, at tabuet omkring selvmord i dag har noget med folkekirken at gøre. Det handler derimod stadig om en generel berøringsangst over for de her ting i samfundet.

Tabu eller ej, det i hvert fald er en udbredt opfattelse blandt præster, at livet er ukrænkeligt, og at selvmord derfor ikke er acceptabelt.

Sammenligner man med andre faggrupper, der har selvmord tæt inde på livet, er præsterne den gruppe, der er mindst forstående over for selvmord eller selvmordsforsøg. Det viser rapporten Holdninger til selvmordsadfærd samt viden og værdier blandt udvalgte faggrupper, som blev udgivet af Center for Selvmordsforskning i 2010 og er baseret på svar fra 341 præster.

Ifølge rapporten ved præster mindst om selvmordsadfærd af en række faggrupper, der i særlig grad er i kontakt med selvmordstruede. Præster skiller sig også ud som de mindst accepterende i forhold til udsagnet selvmord er en menneskeret 9 procent af præsterne svarer ja mod 22,5 procent af sygeplejerskerne og 37,8 procent af politiet. Samme tendens gør sig gældende i spørgsmålene, om selvmord kan retfærdiggøres under visse omstændigheder, og om selvmord er en acceptabel handling for at afslutte en uhelbredelig sygdom.

Rapporten forklarer præsternes generelt negative holdning med, at troende fagpersoner uanset profession generelt er mindre enige om, at selvmord er en menneskeret.

Det ser ud til, at de mere negative holdninger hos religiøse fagpersoner afspejler religionens misbilligelse af selvmord, skriver medforfatter, cand.scient. Agnieszka Konieczna.

Kirken og præsterne har en hel del at arbejde på, mener formand for Livslinien Morten Thomsen. Livslinien taler årligt med 13.000 mennesker, hvoraf 5-10 procent har et forhold til kirken eller troen.

Derfor giver det også mening at henvise dem til præsterne som led i det selvmordsforebyggende arbejde, siger han, men tilføjer:

Hvis folkekirken ønsker at spille en rolle for dem, som er selvmordstruede, og deres pårørende samt for efterladte, skal det nok gøres endnu mere tydeligt, at præsterne står til rådighed. Præster bør tilbydes mere efteruddannelse i sjælesorg for at sikre en god faglighed. Spørgsmålet om skyld og skam fylder meget, og her kan præsterne lette folks frygt for, at deres nærtstående, som har begået selvmord, kommer i Helvede.