Historien er fyldt med eksempler på magthavere, der i kølvandet på en opslidende krig eller krise har benyttet lejligheden til at sætte én styreform ud af spillet og erstatte den af en anden med sig selv i centrum. I Frankrig husker man Napoleons magtovertagelse efter adskillige års revolution i slutningen af 1700-tallet. Russerne glemmer næppe dengang Lenin mod slutningen af den alt-ødelæggende Første Verdenskrig gjorde sig selv til magthaver i en ny stat kaldet Sovjetunionen. Og i det 20. århundrede har statskup spillet en rolle i en lang række sydamerikanske og afrikanske landes historie.
Danmarkshistorien byder også på et sådan magtovertagelse. Et statskup hvis centrale kupmager var den regerende konge, som udnyttede, at riget var svækket. Og kuppet mundede ud i, at han avancerede fra at være valgt konge med adelens accept til at være enevældig konge af Guds nåde i et arvekongedømme.
På Undervisningsministeriets historieudvalgs kanonliste indgår Frederik III's statskup, som førte til indførelse af enevælde i Danmark. Ifølge Keld Grinder-Hansen, historiker og medlem af udvalget er denne begivenhed nemlig et perfekt afsæt til generelt at lære skoleelever om begrebet magt.
– Begivenheden markerer, at adelens magt blev brudt, og i stedet kom kongemagten til at stå i centrum. Det førte de tanker ud i livet, som statsteoretikeren Macchiavelli havde fremført om den stærke magt koncentreret om én fyrste eller konge. Men i Danmark var der tale om en stærk kongemagt i en svækket nation, siger Keld Grinder-Hansen.
Svækkelsen skyldtes det militære nederlag til svenskerne i 1658, som resulterede i tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Under svenskekrigen havde den danske adel vist sig militært uduelig, og kun København havde holdt stand takket være byens borgerskab. Omvæltningen kom i stand efter en serie af stænderforsamlinger og forhandlinger, hvor adelens repræsentanter fik armen vredet om på ryggen. Det siges, at da rigsrådet tøvede med at give afkald på magten, lukkede Københavns kongetro borgere byportene og tog opstilling på voldene bevæbnet med musketter. Så skrev adelsfolkene under.
Den store mærkedag i 1660 blev den 18. oktober, hvor en kæmpe forsamling var trommet sammen på pladsen foran Københavns Slot til arvehyldningen af kongen. Her var både konge, adel, gejstlighed og borgerskab til stede. Bondestanden havde man nær glemt, men i al hast blev en lille gruppe bønder fra Amager tilkaldt.
Herefter svor alle samfundets stænder troskab over for Frederik III, der allerede havde regeret siden faderen Christian IV's død i 1648, men nu fik langt videre beføjelser. I 1665 skrev statsmanden Peder Griffenfeld så kongeloven, der er blevet fremhævet som verdenshistoriens eneste nedskrevne enevoldsforfatning, og som satte dagsordenen for styreformen i Danmark frem til junigrundloven 1849.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
HISTORIENS KANON
Undervisningsministeriets historieudvalg har udvalgt 29 centrale personer og begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning. I 29 artikler gennemgår Kristeligt Dagblad i løbet af skoleåret samtlige punkter. Dette er den 12 artikel i serien.
Læs alle artikler i serien på
kristeligt-dagblad.dk