En svag brummen fra den turkise krematoriumovn breder sig og når ud i alle kroge og kanter af krematoriet på Nordre Kirkegård i Vejle. Selvom der kan blive 1175 grader inde i ovnen, er der ikke specielt varmt i krematoriet. For der er flere meter højt til loftet, og døren til ovnen åbnes kun et kort øjeblik, når en kiste skal ind, eller asken skal samles og ud af den anden ende af ovnen.
57-årige John Hansen gør sig klar til at føre endnu en kiste ind i den store ovn. Gennem et stort vindue fra sit kontor, kan han se ned til ovnen, og på sin computer kan han hele tiden følge med i, hvor lang tid kisten har været inde, og hvor mange grader der er. Det dagens fjerde kiste. Inden den bliver omsluttet af de glohede sten, skal asken fra den forrige afdøde ud af ovnen og ned i et lille efterbrændingskammer. John Hansen slår en lille luge til side og kigger ind for at se, om kremeringen er færdig. Det er den. Så han åbner ovndøren og skraber aske og glødende knoglerester ud med et stort metal-skrabejern, der er fire gange så stort og langt som det skuffejern, man bruger i urtehaven. Forinden har han taget efterbrændingskammeret med asken fra den forrige kremering og sat det over i et turkist nedkølingsskab ved siden af ovnen. Her står dagens kremeringer og bliver først dagen efter kørt igennem en knogleknuser, der pulveriserer alle knoglerester til en konsistens så fint som groft mel.
Se billedserie med John Hansen på arbejde her
John Hansen finder en platte af brændt ler på størrelse med en lille overskåret avokado frem. I leret er der brændt et nummer, 22961, og det følger afdøde fra det kommer ind i ovnen, ned i efterbrændingskammeret, hen i nedkølingsskabet, over i knogleknuseren for til sidst at ende i en urne. På den måde er John Hansen og hans kollega sikre på, at der ikke bliver byttet om på asken fra forskellige mennesker.
Han går hen til ovnens indgang, hvor kisten med nummer 22961 står klar. En buket mørkerøde roser ligger på kistelåget, og rosernes halvvisne tilstand afslører, at det er et par dage siden, de efterladte har lagt blomsterne på låget. Fra en lille computerskærm, der er tilkoblet ovnen, kan han åbne og lukke ovnen. Døren ryger op, og den metalskinne, som båren står på, kører kisten ind i varmen, hvor den straks går i flammer.
– Selve kremeringen tager normalt 60 til 80 minutter. Men det kan tage op til tre timer – afhængig af størrelsen på afdøde. Men de skal nok blive brændt, siger John Hansen med et skjult smil på læberne.
Ovnen er den krematorieovn i Danmark, der har den største dør. Så krematoriet modtager også overvægtige danskere i kæmpekister fra andre dele af landet, fordi de er for store til at komme ind i andre ovne. Der kommer flere og flere overvægtige danskere:
– Nogle er endda så store, at de ikke kan komme ind i ovnen. Så bliver de nødt til at blive jordbegravet og løftet ned i jorden med en kran, fortæller John Hansen.
I syv år har han haft sin daglige gang på krematoriet. Før det arbejdede han i 30 år som smed og værkfører, men han blev træt af at gå inden døre hele tiden. Så han fik arbejde på kirkegården. Der gik dog ikke længe, inden hans tekniske snilde fik flere på kirkegården til at opfordre ham til at lægge billet ind på et ledigt job i krematoriet. I det daglige tænker han slet ikke over, at har med døde mennesker at gøre.
– Jeg tænker ikke på, om det er en mand med skæg eller en gammel dame med gråt hår. Jeg ser dem jo ikke. Når de er kremeret, er der kun aske og nogle knoglerester tilbage. Det er næsten som at skrabe bunden i brændeovnen. Her er også kun aske og rester. Det er svært at forestille sig, at det er et rigtigt menneske. Min kollega kan godt blive påvirket, når der kommer en lille barnekiste. Men jeg forholder mig slet ikke til det, siger John Hansen.
Han er godt klar over, at nogen synes, det er et makabert arbejde. Men han er selv glad for at være krematoriemedarbejder.
– Det er ikke et uhyggeligt arbejde. Det er et stille og roligt – og varierende arbejde, siger han.
Når der kommer konfirmationsklasser forbi til rundvisning, har eleverne ofte en masse fordomme omkring arbejdet. Men fordommene bliver afmystificeret, når eleverne ser, at kisterne og de afdøde bliver behandlet med ære og respekt.
– Mange har ofte grimme tanker om, hvad der sker på et krematorium. Er man nu også død, når man kommer ind i ovnen? Og er det nu også farmor, der kommer ud igen? Men det er jo ikke sådan, at når vi har kremeret seks på en dag, så skraber vi det hele ud i en balje og giver en slat til hver af de seks efterladte familier. Det ér farmor, man får med hjem. Det kan man være sikker på. Der er et nummer, når man indleverer, og det er samme nummer, man får, når man henter, siger Johan Hansen.
Netop denne uvished, om det nu også den rigtige aske, der er i urnen, får også flere til at følge urnen helt "til dørs". Mange henter selv urnen, mens andre er med, når kisten kører ind i ovnen, og nogen er endda med under hele kremeringen – blandt andre tamilske hinduer. For mange hinduer er vant til bisættelser i Indien, hvor de afbrænder liget på et bål og derefter spreder asken i helligt vand – typisk Ganges-floden. De starter som regel med en fire timer lang ceremoni i kirkegårdens kapel, hvorefter de bærer kisten over til kapellet. Der er typisk 5-10 kremeringer af tamiler om året, og nogle gange kan der være flere hundrede med til begravelsen og selve kremeringen.
– Den, der er overhovedet og normalt ville tænde bålet i Indien, er også den, der trykker på ovnens knap, siger John Hansen.
Han tager en lille papkasse frem, som der engang har været Lux-håndsæbe i. Det er der ikke længere. Nu er sæben byttet ud med gamle proteser, som de afdøde har haft i kroppen. De bliver sorteret fra, når den døde er blevet brændt. Der er både gamle hofter, nye hofter, gamle knæ, nye knæ og hjerteklapper i gammel og ny version. Der er også enkelte pacemakere, men de skal sorteres fra før kremeringen, da de risikerer at eksplodere inde i ovnen og ødelægge den. På et helt år, hvor omkring 800 bliver kremeret, bliver der indsamlet, hvad der svarer til en fuld skraldecontainer. Og bunken af proteser giver krematoriet til et hollandsk firma, der kører rundt til danske krematorier, fordi de genbruger de kostbare proteser.
Det er ikke kun proteser, som de finder efter kremeringen. Nogle gange kan man også se spor af gammelt porcelæn – eksempelvis en halv kop, hvor der står "mormors kop". Alt andet end porcelæn forsvinder i flammerne. Andre gange kan John Hansen se, at den døde har haft glas med sig i kisten – måske en billedramme, som de efterladte har lagt i kisten. Men der må ikke komme glas med ind, for når det smelter, sætter det sig fast i bunden af ovnen. Og så er det svært at køre kisten ind og få skrabet al aske ud med skrabejernet.
Selvom John Hansen og hans kolleger aldrig kigger ned i kisten, inden den kører ind, så ved de godt, at de efterladte lægger mange forskellige ting med i kisten. Der er endda eksempler på, at folk har villet have deres kæledyr med. For et par år siden, fik en ældre dame aflivet sin gamle hund til formålet. Men bedemanden nåede at stoppe det, inden kisten blev lukket, og hunden blev begravet på en dyrekirkegård.
– Vi ved ikke, om der er en hund eller en kat i kisten. Det kan sagtens ske, men det er bedemandens ansvar at sørge for, at det ikke sker. Vi åbner ikke låget og kigger. Det gør de i Tyskland. Her åbner de hver kiste, inden den ryger ind i ovnen, siger John Hansen.
Han går hen til den flere meter høje ovn og slår den lille luge til side. Flammerne genspejler sig i hans ansigt. Kigger man ind i ovnen, får man øje på et glødende kranie og resterne af et glødende skelet. Der er stadig lidt tid, inden asken skal ud.
Under kremeringen slår han flere gange lugen til side for at se, hvor langt processen er fremme. Det er meningen, at der skal kremeres seks kister i dag. Men det er ikke sikkert, de når det, for der er også ceremoni i det lille kapel ved siden af krematoriet, og her skiftes John Hansen og hans kollega til at være kirketjener. Lige før ceremonien smider de krematoriumtøjet og trækker i stedet i sort jakkesæt og butterfly og frisker sig op med lidt parfume. Det passer John Hansen godt, at der er lidt afveksling, så han ikke kun skal skubbe kister ind i ovnen og samle aske op, men også skal stå for at sætte kisten ind i kapellet, pynte den med blomster, hænge salmenumre op, tage imod pårørende og rydde det hele væk igen, når ceremonien er ovre. Hvis den afdøde skal kremeres, kommer kisten direkte ind i et kølerum mellem kapellet og krematoriet. Her må kisterne være i 14 dage, inden ligene bliver kremeret. I dag står der syv kister, hvor de to øverste er nummeret med en sort spritpen med nummer fem og nummer seks. Men John Hansen kan allerede nu se, at de kun når den femte kiste.
– Så tager vi bare den sjette med i morgen, siger han og lukker døren til det fire grader kolde kølerum.
Ved siden af er der et endnu koldere rum – frostrummet. Det bliver brugt en gang om ugen, hvis de efterladte eksempelvis er på den anden side af jordkloden og skal hjem inden ceremonien.
På computerskærmen kan man se, at kisten har været inde i ovnen i 64 minutter. Det er tid til, at asken skal ud.
– Nu tror jeg, den er færdig, siger John Hansen og tager det store lange skrabejern frem igen.
Da han åbner ind til ovnen, ser det for et utrænet øje ikke ud til, at kremeringen er færdig. Men med det samme han begynder at skrabe ud, pulveriseres resterne af det glødende skelet til aske.
Han finder en ny kiste frem og fører den ind i ovnen. Når den er færdig, kommer den også over i skabet sammen med asken fra de fire andre kister. Og efter at de hver især har været igennem knogleknuseren, kommer asken fra de fem afdøde i hver sin urne. Lige nu står fire urner fra gårsdagens afbrændinger allerede klar i små papkasser på et bord i hjørnet af krematoriet. De venter på, at en bedemand eller en pårørende kommer og henter dem, så de kan blive sænket i jorden, spredt over havet eller komme i en urnevæg.