I domkirken stod vi oppe i koret bag englen Gabriel. Kirken var fyldt med ældre mennesker. Vi var i vores fineste puds, sømandstrøjerne, og sang vesper i anledning af påsken.
Niels Møller var skolens sanginspektør og dirigerede koret. Han stod med ryggen til englen og menigheden. Vi sang af hjertets lyst og med hvert sit næb, da han pludselig begyndte at lave fis og grimasser, mens han dirigerede.
Vi sang, holdt vores masker, alt imens han skar ansigter og lavede mærkværdige bevægelser med kroppen. Det måtte han ikke – eller måtte man?
Jeg forstod intet, men pludselig kunne jeg mærke en direkte forbindelse mellem barnets legesyge lyst til at gøre det, man ikke måtte, og til voksenverdenen. Livet hang sammen i et splitsekund.
Et fælleskab var opstået mellem voksenverdenen og vores verden, og bagefter blev det hele forseglet med karameller og andet godt.
Ingen talte om episoden, det forblev blot vores lille hemmelighed – det øjeblik, hvor der ikke var et dem og os, men et vi.
En dag skulle koret afholde den store jubilæumskoncert. Alle sejl blev sat til. Allerede et år før koncerten skulle foregå, begyndte vi at øve på det store værk, Skabelsen af Haydn.
Korarbejdet havde antaget, som så meget andet i mit liv, en dobbelthed. På den ene side elskede jeg musikken og det at være den lille brik i noget, der var meget større end mig selv, på den anden side var der nervøsiteten, som fulgte med.
Der havde nemlig indsneget sig en meget uheldig tradition med, at fru Christensen, også kaldet Chrissemor, som øvede og varmede vores stemmer op før alle koncerter, havde fået den dårlige vane altid at foretage en stikprøve med fast deltager – og det var tilfældigvis mig.
Det var et skæbneøjeblik, som jeg frygtede over alt på jorden, og som altid endte med, at Chrissemor sagde:
»Har du aldrig lært at synge – det må vi gøre noget ved,« hvorefter hun glemte alt om det, og så gentog historien sig til næste koncert. Som sagt øvede vi et helt år på den store koncert.
Først stemme for stemme, hver for sig, så drengestemmerne samlet, så drenge- og mandsstemmerne sammen, og da vi nærmede os koncerten, blev symfoniorkesteret lagt til, og til sidst øvede vi i koncertsalen med solister og hele pivtøjet.
Mine forældre havde købt billet til forestillingen, og jeg havde været så heldig at blive placeret på den forreste scenevinge til højre, så jeg både kunne blive set og samtidig selv se direkte ind på hele orkesteret med solister og kor.
Dertil kom, at jeg tilfældigvis havde fået fingrene i en af de »fine« matrostrøjer med mange striber og stjerner på, hvad kunne man ønske sig mere – der var lagt op til mit livs aften, et skabelsens øjeblik af de helt store.
Teksten fortsætter under billedet
Jeg skulle blot overleve opvarmningen, og derfor gemte jeg mig bag en af de store kraftige drenge på bagerste række, så fru Chrissemor ikke havde en chance for at få øje på mig.
Opvarmningen begyndte, skalaer og vejtrækningsøvelser, og snart kom turen til, at Chrissemor lod sit blik vandre ned gennem de mange rækker af drenge. Jeg var ganske usynlig, pressede mig så
langt ned mod gulvet som muligt, da jeg hørte hendes stemme sige:
»Hvor er Poul?«
Der gik et gys gennem min spinkle krop, alles øjne rettede deres blikke mod mit skjulested, og jeg måtte træde frem fra mængden – dengang som nu var der ikke mange, der lød navnet Poul.
Jeg begyndte at synge skalaer, halsen snørede sig sammen, og Chrissemor sagde sin faste replik:
»Har du da aldrig lært at synge?« – »Kom herop!«
Hvordan jeg kom op på skafottet og pludselig stod foran alle mine drengekammerater og det store mandskor, har jeg ingen anelse om.
Men kroppen lystrede trods angsten, og jeg stod nu ved det store flygel og Chrissemor:
»Tag det nu roligt og syng tredjesatsen!«
Hun slog akkorden an, luften forsvandt fra mellemgulvet, stemmebåndende snørede sig ekstra sammen, og resultatet var givet på forhånd, der kom stort set ikke en lyd ud.
Chrissemor sagde:
»Det skal du ikke være ked af, her får du en billet, så kan du nyde koncerten nede fra salen.«
Et års arbejde, samt den størst tænkelige ydmygelse over for alle ens kammerater – tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne, jeg kunne ikke bevæge mig, alt blev stille.
Chrissemor forbarmede sig:
»Nej, nu tager jeg billetten igen, og så stiller du dig bare helt bagerst, så er der ingen, der kan høre dig.«
Jeg gav billetten tilbage og gik tilbage til min plads. Kort efter var vi inde på scenen, jeg stillede mig bagerst, de første spæde toner hørtes fra orkesteret, først meget afdæmpet, senere med stor voldsomhed – koret satte ind på tegn fra Wøldike, den berømte dirigent, og efter få øjeblikke havde musikken med sine toners vingefang løftet mig op i skaberens umådelige rige – jeg sang af hjertets lyst.
Da vi nåede til pausen efter en god times tid og skulle forlade scenen i gåsegang, stod Chissemor som altid med en pose bolsjer.
Jeg så hende – der gik små rystelser gennem min krop, og magien og glædesrusen forsvandt ud i den store intethed, Jeg havde også godt registret hende siddende nede blandt publikum på den bagerste række under koncerten, »min plads«.
Jeg mærkede angstens rislende kulde tage over, tog et bolsje fra posen, mens jeg kikkede direkte ned i gulvet.
»Hvor sang du smukt, Poul!« Hørte jeg Chrissemor sige!
Jeg vidste, det var løgn, hvad hun sagde, for hun havde ikke en djævelsk chance for at høre min stemme iblandet hele koret og orkesteret.
Men jeg forstod pludselig også, at selvom det ikke var sandt, så virkede det – lykkefølelsen vendte tilbage, som når morgensolens første stråler rammer ens krop, jeg var genskabt på ny, og anden del af koncerten var en frydefuld oplevelse, al himmelens herlighed kom ned på jorden i al dens pragt og ramte mig lige i sjælen – hvor den så end sidder, og øjeblikket føltes som en bibelsk evighed.