Frikirkernes kamp for at undgå ry som sekter

Frikirkepræster finder mediernes dækning af deres kirker alt for fordomsfuld. Det kan blandt andet skyldes, at frikirkerne i forvejen ikke tages særlig seriøst i Danmark, vurderer eksperter

KKR/TV – Københavns Kristne TV – var de første til at bryde DR's monopol, da de begyndte at sende tv fra gudstjenester. Her dækker KKR/TV en pinsegudstjeneste. –
KKR/TV – Københavns Kristne TV – var de første til at bryde DR's monopol, da de begyndte at sende tv fra gudstjenester. Her dækker KKR/TV en pinsegudstjeneste. –. Foto: Kristian Djurhuus.

Når frikirken Faderhuset tager kampen op mod Nørrebros unge, eller når den religiøse bevægelse Evangelist uddriver dæmoner, er medierne på pletten. Men når Frelsens Hær i Rudkøbing barsler med et nyt projekt, eller når et menighedscenter gerne vil fortælle om sin teologi, er interessen straks mere behersket.

De danske medier beskæftiger sig alt for lidt med frikirkerne, og når de endelig gør det, er dækningen forudindtaget. I hvert fald hvis man spørger frikirkepræsterne, og det har Kristeligt Dagblad gjort i en undersøgelse blandt 161 af slagsen. 86 procent mener, at medierne dækker frikirkerne for lidt, og 65 procent mener, at dækningen er fordomsfuld.

Og selvom kritik ikke altid er lige objektiv, så går der som bekendt ikke røg af en brand uden ild, fastslår Hans Raun Iversen, lektor ved Det Teologiske Fakultet i København. Det gælder også i dette tilfælde, hvor han vurderer, at der faktisk er noget om frikirkernes anklage.

Når frikirkepræsterne føler sig underrepræsenteret og misforstået, så afspejler det den generelle situation, hvor de i almindelighed er marginaliserede og ikke er anerkendte, forklarer Hans Raun Iversen.

Rent procentuelt får frikirkerne nu nok deres bid af medieopmærksomheden, anslår han. Men ifølge lektoren er kernen i kritikken ikke så meget omfanget, men måden, frikirkestoffet behandles på.

I den almindelige sprogbrug ligger der en mainstreaming, en ensretning, som ikke er særlig inkluderende. Frikirkerne er uden for folkekirken. Samtidig bliver de ofte sat i bås med Faderhuset og Evangelist, og det svarer til at lade Hizb-ut-Tahrir tegne hele islam. Langt størstedelen af alle danske frikirker ligger milevidt fra Faderhuset og Evangelist, og det er klart, at sammenligningen er ubehagelig, siger Hans Raun Iversen.

Den oplevelse kan Ib Vorm nikke genkendende til. Han er løjtnant, det vil sige præst, hos Frelsens Hær i Rudkøbing. Han mener, at medierne dækker frikirker for lidt og for fordomsfuldt.

Umiddelbart synes jeg, at journalister bærer præg af overhovedet ikke at vide, hvad frikirker står for. Det gælder også mange af de mennesker, jeg møder til daglig. Så snart man siger "kristen" og "frikirke", kommer der et billede i folks hoveder af noget yderligtgående og højreorienteret. Det skyldes måske, at grupper som Evangelist gennem medierne får stor indflydelse på folks associationer. Det er jeg personligt ikke glad for, for det er ikke den kristendom, vi fremfører, siger Ib Vorm, der ligeledes ofte må forklare, at han ikke hører til folkekirken.

Årsagen er nok, at folkekirken sidder så tungt på kristendommen i Danmark og på én eller anden måde definerer, hvad "rigtig" kristendom er, mener han.

Mediernes fordomme kommer klarest til udtryk, når pressen stort set kun beskæftiger sig med Frelsens Hær i forbindelse med jul og salg af genbrugstøj, påpeger Ib Vorm.

Vi bliver også meget nemt sat i bås i medierne, og når der bliver skrevet om os, er det tit fastlåst i nogle skabeloner, der blev skabt for 100 år siden. På trods af at vi har gennemgået en enorm udvikling de seneste mange år, siger han.

Ib Vorm oplever også ofte at blive forvekslet med Jehovas Vidner. Den erfaring er han langtfra alene med: Undersøgelsen blandt frikirkepræsterne viser, at 58 procent af dem har haft lignende oplevelser. Det er bare endnu et eksempel på en klar tendens, påpeger Hans Raun Iversen.

Det understreger endnu tydeligere, at folk er meget dårlige til at skelne. Det skyldes nok mest, at vi ikke ved særlig meget om kristendom i Danmark, siger han.

Den analyse er Svend Løbner Madsen enig i. Han er pressekoordinator i FrikirkeNet, der organiserer cirka 100 frikirker i Danmark.

I medierne er der helt tydeligt nogle stereotyper, og frikirkerne bliver ofte portrætteret som de vilde kirker, siger han og peger på, at mange journalister samtidig generelt er for uvidende om såvel frikirker som kristendom.

På Københavns Universitet har cand.mag. i medievidenskab Mattias Pape Rosenfeldt i forbindelse med sit speciale kigget nærmere på mediernes dækning af islam og kristendom. Og selvom han påpeger, at der nok ikke findes den organisation i Danmark, som ikke ønsker sig mere positiv omtale i medierne, så mener han alligevel, at det er nærliggende at sammenligne den diskrimination, som frikirkesamfundene giver udtryk for at opleve, med det, danske muslimer udsættes for i medierne:

Muslimer generelt får en temmelig rå behandling i danske medier, siger han og peger på, at det især er danske mainstreammedier, de store gamle omnibusaviser og DR og TV 2, som ikke har været særlig gode til at tackle kulturel og religiøs forskellighed.

I disse år, hvor religion er blevet et nyt fascinationsfokus i nyhedsbranchen på linje med vold og sex er der gode betingelser for, at især unormale minoritetsreligioner, givetvis også nogle frikirkesamfund, bliver udstillet i sensationshistorier eller historier, hvor "vi" med en god, sund, folkekirkelig "normalindstilling" til tro kan korse os over, hvor sært, provokerende eller ligefrem truende de anderledes troende opfører sig, forklarer Mattias Pape Rosenfeldt.

Det var blandt andet holdninger som dem, Mattias Pape Rosenfeldt ridser op, der var medvirkende til, at Baptisternes Skoler i Tølløse på Midtsjælland for tre år siden valgte at skifte navn. Efter nogle år med træghed i elevtilslutningen begyndte ledelsen at diskutere, hvorvidt årsagen kunne være skolens navn, fortæller daværende forstander Leif Nielsen.

Vi talte med en masse forældre om deres valg af skolen. Nogle gav klart udtryk for, at hvis de ikke lige havde fået os anbefalet af andre, ville de aldrig have drømt om at henvende sig hos baptisterne. Nogle havde endda været usikre på, hvorvidt baptister er sådan et mystisk, sekterisk foretagende, fortæller han.

Skolen endte med at skifte navn til Tølløse Privat- og Efterskole, fordi den ikke ønskede at skræmme potentielle elever væk, før de havde sat sig ind i stedets værdigrundlag. Men det satte samtidig gang i en moralsk balancegang, husker Leif Nielsen: Det skulle nemlig stadig klart fremgå, at her var tale om en baptistskole.

Vi ville meget nødig skabe en fornemmelse af, at vi snød kunder ind i butikken og lod dem starte på skolen, før de opdagede, at de var havnet i fjendens land, understreger den pensionerede forstander.

Løsningen blev at tilføje "Baptisternes Skoler" på både brevpapir og hjemmeside, og at tage en grundig indledende snak med forældrene. Og strategien virkede: Elevtilgangen steg, og i løbet af de seneste år har skolerne endda haft adskillige elever med muslimsk baggrund.

Men skal frikirkerne i højere grad undgå følelsen af eksklusion i fremtiden, så kræver det mere end nye strategier fra deres side. Det kræver også en politisk omstilling, mener Hans Raun Iversen.

Hvis der var politisk anstændighed i dette land, så fik frikirker og andre trossamfund status som anerkendte og mulighed for samarbejdskontrakter med staten om eksempelvis opkrævning af deres kirkeskat via skattebilletten, som katolikkerne netop har foreslået. Men det vigtigste er stadig, at frikirkerne får anerkendelsen og kan være normale kristne på lige fod med alle andre, siger han.

freya@kristeligt-dagblad.dk