Få homoseksuelle efterspørger kirkelige vielser

Biskopperne kender kun til meget få nygifte par af samme køn i stifterne. Debatten om homovielser har gjort, at par holder sig tilbage, mener ekspert

Biskopperne kender kun til meget få nygifte par af samme køn i stifterne. Debatten om homovielser har gjort, at par holder sig tilbage, mener ekspert
Biskopperne kender kun til meget få nygifte par af samme køn i stifterne. Debatten om homovielser har gjort, at par holder sig tilbage, mener ekspert. Foto: colourbox.com.

En rundringning til de danske stifter viser, at homoseksuelle par næppe har gjort den store brug af muligheden for at blive gift i en kirke, siden Folketinget gjorde det lovligt den 15. juni i år.

Kristeligt Dagblad har talt med biskopperne i 9 af landets 10 stifter, og tilsammen har de kun kendskab til fem tilfælde, hvor et par af samme køn er blevet viet i kirken denne sommer. Københavns Stift oplyser, at der er viet homoseksuelle par i perioden, men har ikke noget præcist tal.

LÆS OGSÅ: Hvad må man sige om homoseksuelle vielser?

Lise-Lotte Rebel, biskop i Helsingør Stift, er i øjeblikket ved at besøge provstierne i stiftet, og i den forbindelse spørger hun også til antallet af vielser af homoseksuelle. Hendes indtryk er, at provstier og sogne ikke oplever store ændringer i søgningen.

Min fornemmelse er, at det ikke er det store tilløbsstykke, siger hun og fortsætter:

Vi diskuterer det da. Nogle siger, at måske er det, fordi folk holder sig lidt tilbage, men alt i alt har jeg kun hørt om et enkelt tilfælde.

Samme oplevelse har Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift:

Vi har haft et par velsignelser i løbet af de sidste år, men de kan tælles på en hånd, og jeg har ikke hørt om nogen vielser, efter at den nye lovgivning trådte i kraft. Jeg tror, jeg ville have hørt om det, hvis de var der, selvom jeg ikke kan være 100 procent sikker, siger hun.

Der findes ikke statistik for vielser af homoseksuelle i folkekirken. Præsterne har ingen pligt til at indberette til biskopperne, når et homoseksuelt par vies, og biskoppernes tal er udelukkende et udtryk for, hvor mange vielser de har kendskab til.

Fuldmægtig Annemette Olsen fra Danmarks Statistik har heller ikke sikre tal, men kan berette, at 81 homoseksuelle par blev gift i perioden 15. juni-16. juli 2012. De 81 par inkluderer både borgerlige og kirkelige vielser, og hun gør opmærksom på, at langt flere par generelt vies om sommeren, både når det gælder heteroseksuelle og homoseksuelle.

Hvis det viser sig, at homoseksuelle i høj grad vælger kirken fra, når de giver hinanden deres ja, skyldes det dels en generel sekularisering i samfundet, dels den hårde tone i debatten, mener lektor i sociologi ved Roskilde Universitet Christel Stormhøj, der har forsket i relationen mellem køn, seksualitet og retfærdighed:

Debatten afspejler en uligeværdiggørelse, hvor man gradbøjer det menneskelige. Jeg tror, det har påvirket både homo- og heteroseksuelles lyst til at blive gift i kirken.

Hun mener, at der er lang vej igen, før homoseksuelle vil føle tryghed ved at henvende sig til kirken for at blive gift, selvom ændringen er et skridt i den rigtige retning:

Den accept og anerkendelse, man kunne få ved muligheden for at blive gift i en kirke, findes ikke reelt, fordi det er en beslutning, der er blevet trumfet igennem af et forholdsvist snævert flertal.

Men debattonen er ikke forklaringen, mener Ivan Olsen, tidligere sognepræst ved Stefanskirken og forkæmper for homoseksuelles rettigheder:

Når der ikke har været så megen efterspørgsel, hænger det sammen med, at mange homoseksuelle par ligesom jeg selv er gift i forvejen og har valgt den løsning blot at ændre ægteskabsstatus fra registreret partner til gift.