30. september 2005 blev dagen, der markerede et nyt Danmark.
Selvforståelsen af at bo i det Danmark, hvor politibetjente følger ællinger over gaden, forsvandt. Det samme gjorde det Danmark, hvor et Dannebrog på rygsækken kaldte på venlige smil i udlandet. Også det Danmark forsvandt, hvor vi bare hygger os i alt fra kolonihaver til strandvejsvillaer.
Lidet anede befolkning, presse eller politikere, at det Danmark på grund af nogle satiriske tegninger ville blive udsat for en verdens vrede, ny terrorlovgivning, kamp om ytringsfrihed og hadefuld debat om religionens berettigelse i samfundet.
En udbredt holdning blandt analytikere dengang i 2005 var, at hele sagen nok hang sammen med Fogh-regeringens værdidebat. Sagen blev med andre ord opfattet som et indenrigspolitisk spørgsmål.
Ingen kunne dengang forudsige, at denne interne debat om ytringsfrihed og religiøse minoriteter passede ind i en række dagsordener både nationalt og internationalt, der tilsammen resulterede i den største krise i danmarkshistorien siden Anden Verdenskrig.
Danmark blev budt velkommen til globaliseringen.
Imens kunne befolkningen se målløst til, mens Dannebrog og billeder af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev brændt og trampet på, tusinder måtte finde andre steder end Mellemøsten at holde ferie, og mejerigiganten Arla tabte millioner. Her havde danskerne ellers boykottet mejeriet, fordi det trynede de små, så i Danmark steg salget igen, mens mælk og smør blev fjernet fra hylderne i mellemøstlige supermarkeder.
Mens opbakningen fra EU og USA først kom, da ambassaderne stod i brand. Det var også afbrændingen af de danske ambassader i Syrien og Libanon, der vækkede danskerne til situationens alvor.
Og det er ikke slut endnu. Gårsdagens melding om nye trusler mod Jyllands-Posten er sammen med sagen om den etbenede tjetjenske bokser og bombemand blot de seneste eksempler på attentatforsøg mod Morgenavisen Jyllands-Posten. Indtil videre er de alle mislykkedes.
I morgen er det fem år siden, Jyllands-Posten bragte en række satiriske tegninger med udgangspunkt i deres opfattelse af muslimernes profet Muhammed. Tegningerne var blandt andet en protest mod, at forfatteren Kåre Bluitgen angiveligt ikke kunne få en tegner til at illustrere en bog om Muhammed.
I første omgang skete der ingenting, men stilheden før stormen tog fart i en kædereaktion, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen nægtede at mødes med 11 ambassadører fra de muslimske lande, da de 57 repræsentanter fra Organisationen af Islamiske Stater fordømte tegningerne, og da det kom frem, at en række danske imamer havde rejst Mellemøsten rundt for at vise tegningerne – inklusive tegninger, som aldrig havde været trykt af Jyllands-Posten. For eksempel af en mand med en grisetryne.
Der var med andre ord rigtig mange dagsordener på spil, nationalt og internationalt.
I Danmark var der højrøstede og uforsonlige diskussioner mellem dem, som mente, at ytringsfriheden var tæt på ubegrænset, og dem, som mente, at ytringsfrihed altid har grænser. Eller med Paulus? ord: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Den krig er ikke endt.
En status anno 2010: Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose og tegner Kurt Westergaard, der skabte den mest kendte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, er stadig terrormål – indtil nu har ingen haft held med deres forehavende.
Men Jyllands-Posten er hegnet ind, og Westergaard har sikkerhedsvagter boende i haven døgnet rundt. Det samme har adskillige andre ansatte i mediebranchen som en direkte konsekvens af Muhammed-sagen.
Internationalt trak Muhammed-krisen flere spor. I 2006 var der for eksempel valg i Egypten, hvor forskellige konservative og mere moderate måder at forstå islam på var et vigtigt tema. Et religiøst opgør vendt mod magthaverne truede fra neden.
Samtidig tillod eller arrangerede flere mellemøstlige lande demonstrationer og afbrænding af danske ambassader for at tækkes de mere radikale kræfter. Kunne vreden vendes mod Danmark i stedet for mod magthaverne selv, ville det jo ikke gøre noget. Og samtidig forsøgte USA med præsident George Bushs nye værdiladede udenrigspolitik at fremme demokrati i Mellemøsten. Første mål: Egypten.
Den dansk-amerikanske forfatter og professor på Brandeis Universitet i Boston, Jytte Klausen, har tidligere til Kristeligt Dagblad sagt, at de egyptiske demonstrationer var den egyptiske præsident Hosni Mubaraks lektion til Bush om, hvad vestligt demokrati vil kunne føre med sig: "Så kan du lære, hvad der sker, når man slipper masserne løs!"
Og så hjalp det heller ikke, at de muslimske ambassadører blev afvist af den danske statsminister, for det aktiverede, ifølge Jytte Klausen, de muslimske regeringer.
Hun mener også, at de danske imamer næppe var nået så langt ind i magtens rækker i Mellemøsten, hvis projektet ikke passede som hånd i handske med en i forvejen eksisterende dagsorden.
"I udlandet handlede det aldrig om Danmark," siger hun.
Hun var ikke den eneste, der så det billede tegne sig.
Terrorforsker Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier, er på samme linje.
"Jeg tror ikke, at vi foreløbig kommer til at se en sag, der overgår Muhammed-sagen i omfang og udvidelse. Den overgår Rushdie-sagen. Muhammed-sagen faldt ned i alle dagsordener, og jeg havde i hvert fald ikke set det komme, da jeg så tegningerne i Jyllands-Posten i 2005."
Lars Erslev Andersen mener, at lige præcis Muhammed kan samle alle muslimer. Og at parterne i Mellemøsten – blandt andet det shia-muslimske Hizbollah og det sunni-muslimske Al Qaeda – kæmpede om samme publikum, med profeten i front.
"Muhammed er ikke shia eller sunni, han er ikke golf-araber eller palæstinenser, han er alles Muhammed. Og det er der en enorm symbolværdi i," siger Lars Erslev Andersen.
Men han mener også, at da Muhammed-tegningerne blev genoptrykt i 2008 i en avisprotest mod et attentat mod Kurt Westergaard, så overgik sagen fra "den muslimske mand på gaden" og de mellemøstlige regeringer til de hellige krigeres hjemmesider. Og derfor er Danmark i stigende grad et terrormål.
Det farligste potentielle attentat var i efteråret 2009, hvor to i USA bosiddende mænd, der sandsynligvis var medplanlæggere af terrorangrebet mod et hotel i den indiske by Mumbai, havde tilsvarende planer i Danmark. Den ene har erklæret sig skyldig.
Heller ikke Jytte Klausen, hvis bog om krisen, "The Cartoons that Shook the World", udkom sidste år, tror på en konflikt af samme størrelse igen.
"Det er kun marginale muslimske grupperinger, der genbruger Muhammed-krisen til protester og klager. For vi vil ikke igen se en teaterproduktion eller en kunstgenstand, der fører til, at muslimske lande starter en boykot, fordømmer et lands regering og udsteder interstatslige resolutioner mod et land, der prøver."
"Muhammed-krisen viste, at risiko-unddragelse er mere effektivt end politisk korrekthed, hvis man vil lukke en kunstnerisk produktion eller blokere retten til at tale frit," siger Jytte Klausen, hvis bog, som ellers var planlagt og købt til udgivelse i Spanien, er trukket tilbage af forlaget af "sikkerhedsmæssige årsager". Da bogen udkom i USA, var det uden Muhammed-tegninger, dem havde Yale Univerity Press krævet fjernet, til Jytte Klausens frustration.
Professor og islamekspert, dr.phil. Jørgen Bæk Simonsen på Carsten Niebuhr Afdelingen på Københavns Universitet, mener som Jytte Klausen, at der skal mange sammenfald i nationale og internationale dagsordener til, før en lignende krise kan opstå.
"Der gik et stykke tid, fra tegningerne blev trykt, til virakken i Mellemøsten for alvor begyndte i 2006. I min forståelse var karikatur-krisen indenrigspolitisk forankret i Danmark, men forandredes internationalt og indgik i en anden sammenhæng, som intet havde med en dansk indenrigspolitisk kontekst at gøre. Så den blev også løsrevet fra Jyllands-Postens indenrigspolitiske dagsorden," siger han.
Og tilføjer, at den hollandske partileder Gerd Wilders? film om Koranen, "Fitna", som havde samme potentiale, blev meget omtalt, inden den blev lagt på internettet, men ikke har skabt nævneværdigt røre siden.
Fra Center for Europæisk Islamisk Tænkning på Københavns Universitet ser professor Jørgen S. Nielsen en anden konsekvens af den internationale reaktion på Muhammed-tegningerne: At Organisationen af Islamiske Stater nu i over halvandet år har forsøgt at få FN til at vedtage en resolution, som fordømmer religionsfornærmelse på samme niveau som racisme.
Indenrigspolitisk har Muhammed-sagen i de seneste fem år udløst en krig på ord. Især om ytringsfrihedens status.
Her er fronterne trukket skarpt op. Forfatter Kåre Bluitgen, der blandt andet har oversat og kommenteret Koranen, mener, at de, som ikke er for den fuldstændige ytringsfrihed, er en fare for samme ytringsfrihed.
Jytte Klausen er på samme linje. "Man må tegne de satiriske tegninger, man vil, men skal vogte sig for, at det ikke kammer over i racisme."
Dansk Folkeparti står også vagt om den ultimative ytringsfrihed.
"Man begynder først at tale om et emne, når der er problemer. Det gælder både danskheden og ytringsfriheden. Begge dele er truet," siger partiets udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen.
"Læren af Muhammed-sagen er, at Vesten står over for en alvorlig trussel. Det var en øjenåbner for mange danskere, og det er kun begyndt at gå op for os, hvad vi er oppe imod. De kommende år bliver vanskelige med islams fremgang i Vesten. Muhammed-sagen blev en kæmpesucces for den muslimske verden."
Og så er der den anden side af den fredelige front, hvor betænksomhed og respekt for andre menneskers følelser bare vægtes højere end lysten til at prøve ytringsfrihedens og måske fornærmelsernes grænser af. I tråd hermed findes der stadig folk, som mener, at alle jo begrænser deres ytringer: Om naboens grimme næse, om svigermors ikke alt for velsmagende frikadeller – eller om andre menneskers religiøse følelser.
"Ytringsfriheden har aldrig været absolut. Den har altid været begrænset juridisk," siger professor Jørgen S. Nielsen, der var direktør i Det Danske Institut i den syriske hovedstad, Damaskus, under Muhammed-krisen.
"Men ud over juraen, kan man også påpege et moralsk ansvar. Et ansvar for de konsekvenser, ens ytringer kan få."
Jørgen Bæk Simonsen mener, at terrorangrebene på USA den 11. september var mere skelsættende for muslimers liv i Vesten end Muhammed-tegningerne.
"Skreddet skete der, fordi muslimer blev et sikkerhedsspørgsmål. Og i forhold til ytringsfriheden, skal vi leve sammen, og ingen af os har ubegrænset ret til at sige alt. Ytringsfriheden er ikke kun for nogle, men for alle."
Zubair Butt Hussain, talsmand for Muslimernes Fællesråd, så gerne, at der også var en ret til at tie.
"Jeg blev såret, da jeg så tegningerne. Samtidig har jeg på et tidligt tidspunkt i forløbet sagt til Flemming Rose (Jyllands-Postens kulturredaktør, red.) at jeg vil støtte hans ret til at trykke tegningerne, men at jeg tvivlede på, at det gavnede ytringsfriheden," siger han.
Til gengæld var og er Zubair Butt Hussain træt af, at alle nuancer forsvinder i debatten om ytringsfrihed.
"Det er fuldstændig sort-hvidt. Hvis du er for tegningerne af Muhammed, så er du også for ytringsfriheden. Hvis du er imod tegningerne af Muhammed og for ytringsfrihed, så er du formørket. Og hvis man tier stille, bliver man skudt holdninger i skoene, som man ikke har. Jeg slår gerne et slag for retten til at tie – uden at blive mistænkeliggjort," siger Zubair Butt Hussain, som har gransket Muhammeds liv for at afkode, hvad Muhammed selv ville have sagt til tegningerne.
"Og der er så mange eksempler på profetens overbærenhed, at jeg tror, at han nok ville have båret over endnu en gang."
Jørgen Carlsen, samfundsdebattør og forstander på Testrup Højskole, mener, at "det ikke kan betale sig at spille fornærmet på virkeligheden og søge konfrontationen for enhver pris."
"Det er jo ytringsfundamentalisme. Man skal sige, hvad man mener, men man skal ikke sige alt. Der er også provokationer i debatten, som kommer under dække af ytringsfrihed, og der er altså ingen grund til principrytteri, hvis resultatet er død og ødelæggelse," siger han.
Jørgen Carlsen mener, at hvis man opfatter ytringsfriheden som stående over alt andet, så kan det måske være et problem i sig selv.
"For vi kan som danskere dårligt forestille os, at noget er ukrænkeligt og helligt, fordi vi ikke selv har det sådan. De fleste kender udtrykket ?Istedgade overgiver sig aldrig". I Århus var der på værtshuset Æsken en anden udgave: ?Æsken overgiver sig sommetider?. Det var principfasthed med affjedring. Og godt tænkt."
Muhammed-sagen er ikke den rene elendighed og død, ødelæggelse og national intern splid. De fleste iagttagere kan også finde positive sider af Muhammed-krisen.
aser Khader, konservativt folketingsmedlem og under Muhammed-krisen stifter af Demokratiske Muslimer, er glad for, at krisen viste, at der er mange slags muslimer i Danmark.
"Erhvervsledere har også fået øjnene op for, at mange muslimer er loyale over for Danmark, og de er derfor mere villige til at give dem en chance på arbejdsmarkedet.
Jørgen Bæk Simonsen mener også, at Muhammed-sagen fik en række "almindelige" muslimer til at tage handsken op og engagere sig i debatten.
Zubair Butt Hussain mener, at der er kommet en større forståelse for, at det brede flertal af muslimer ikke går ind for uhyrligheder. Og samtidig har mange muslimer udviklet en sund trodsighed i forhold til generaliseringer.
"Men jeg tror ikke, at der er mange danskere, der forbinder det brede flertal af muslimer med den enlige galning med en bombe."
Jørgen S. Nielsen peger på et efterhånden udbygget netværk af ledere fra henholdsvis kristne og muslimske grupperinger.
"Vi sidder i en situation, som ikke var til stede i 2005. Nu kan imamen slå på tråden til biskoppen. Dengang kendte de ikke hinanden."
"Og så kan man jo også pege på, at efter Muhammed-krisen kan ingen længere undskylde sig med naivitet, hvis de kommer med provokerende udtalelser."
Danmark er nu et globalt terrormål. Men spørgsmålet er fortsat, om der kom mere eller mindre frihed både til at trykke og til at tro ud af Muhammed-krisen.
