Fængselspræst: Deres skyld handler ikke bare om den forbrydelse, de har begået

I ungdoms- og kvindefængslet i Ringe er syndsforladelsen, der tales om i søndagens tekst, et konstant brændpunkt. Men tilgivelsens sårbare rum hverken kan eller skal forceres i et brutalt fængselsmiljø, mener fængselspræst Kamille Nygård

Kamille Nygård oplever, at der fra murene i fængselskirken kan strømme en nænsomhed af tilgivelse og nåde, når de træder ind i kirkens rum i en ellers brutal virkelighed. –
Kamille Nygård oplever, at der fra murene i fængselskirken kan strømme en nænsomhed af tilgivelse og nåde, når de træder ind i kirkens rum i en ellers brutal virkelighed. –. Foto: Claus Fisker.

Der går præsten! Tror du på Gud? Kan du tilgive synder?

Jargonen er på én gang frimodig og afslappet, når de indsatte i ungdomsfængslet i Ringe får øje på fængselspræst Kamille Nygård. Men bag den tilsyneladende lette omgangstone gemmer sig en dyb alvor. Det er unge mennesker, der som oftest ved, at de har pådraget sig selv, deres nærmeste og andre stor skade. Ud over at afsone den straf, som samfundet har tilkendt dem, søger mange af de unge også at komme overens med deres skyld.

Jeg er meget varsom med hovedkulds at føre dem hen til det sted, der handler om skyld. Det kan være for hårdt og brutalt at få afklædt sit panser i et hårdt fængselsmiljø. Og jeg ser det egentlig ikke som min opgave at føre an. Men i og med at jeg er præst, ligger det som en grundtone i mange af de samtaler, jeg har. At præsten har at gøre med tilgivelse og dermed også med skyld, siger Kamille Nygård.

Hun er kombineret fængsels- og sognepræst i landsbyerne Herringe og Gestelev ved Ringe på Midtfyn. Når hun flere gange om ugen møder ind i Kvinde- og ungdomsfængslet i Ringe, er det til en virkelighed, hvor tilgivelsen med hendes egne ord er et brændpunkt, som hun og de indsatte forsigtigt bevæger sig omkring.

Deres skyld handler ikke bare om den forbrydelse, de har begået. For ham, der har røvet fire tankstationer, kan følelsen af den smerte, han har påført sin mor, familie og kæreste være den tungeste byrde at bære. Der er en heftig syndsbevidsthed i fængslet, siger Kamille Nygård og fortsætter:

Ofte hører jeg fra de unge mænd, at når deres mor ligger syg, så er det på grund af dem.

For 42-årige Kamille Nygård har det været en lang og uforudsigelig rejse, der har bragt hende til det lukkede fængsel i Ringe. Hun voksede op i et det bekvemme og trygge forstadskvarter Vejlby-Risskov ved Aarhus, hvor kirke og tilgivelse ikke var noget, der fyldte.

Da hun efter gymnasiet begyndte at læse idéhistorie på Aarhus Universitet, kom der imidlertid sprækker i det verdensbillede, hun kendte så godt. Filosofiske skrifter fra den tidlige middelalder blandet med mennesker, hun mødte, for hvem tro var en naturlig del af deres verden, åbnede ud til en ny side.

LÆS OGSÅ: Fængselspræst: Hårdere fængselsstraffe er ikke en succes for samfundet

Jeg troede faktisk ikke, at almindelige levende mennesker kunne læse teologi. Her mødte jeg en anden ydmyghed over for verden. Og tanken om, at det, vi lever af, er tilgivelse, er så smuk. Det måtte jeg overgive mig til, siger Kamille Nygård om sin vej ind i teologien og præstegerningen.

At det oveni skulle indebære en dagligdag i fængslet, skyldtes i høj grad et fireårigt ophold som præst i Grønland. Her traf hun som ganske ung præst en mand, der var klar til at tage sit eget liv. Han havde myrdet sin kone i en alkoholrus og så nu ingen anden udvej end selvmordet.

Hjælp, tænkte jeg. Der var ikke andet at gøre end at bede den bøn, som han bad mig om at bede, så godt jeg nu kunne.

I den følgende tid blev det til flere samtaler, også om tro og tilgivelse, med manden, der ellers ikke havde haft noget forhold til kristendommen. Han bad om at låne en bibel, men Kamille Nygaard havde kun det eksemplar, der stod henne i kirken. Nogle måneder senere var rollerne på det nærmeste byttet om. Efter en gudstjeneste i arresthuset kom manden med en bibel, hvor Kamille Nygårds navn var indgraveret på ryggen.

På en måde var det, som om at han i den situation blev præsten for mig. Han havde læst og forstået Bibelen. Uden at jeg føler, at jeg havde gjort noget, havde han fundet en vej til en tro på en nådig Gud. Det var vendt på hovedet det hele. Hvem er det, der bærer hvem?.

Oplevelsen gav hende lyst til at blive fængselspræst og arbejde i det felt, hvor ordene bliver meget vigtige. Fordi det i fængslet er det eneste, vi har, siger Kamille Nygård.

Alle indsatte tæller ned til den dag, de skal løslades. Ligesom manden i morgendagens tekst, der bare ønsker at blive helbredt, må man formode, siger hun og uddyber sin forståelse af den bibelske tekst.

I stedet for helbredelse får han syndernes forladelse. Det ligner nærmest en hån til en begyndelse. Syndsforladelse er så uanseelig. Der sker ikke nogen forandring. Alt er det samme. Det er først, da Jesus slår ud med hånden og helbreder ham, at forsamlingen tænker yes, fantastisk.

Kamille Nygård oplever, at det kan være meget hårdt at nærme sig det felt, der handler om, hvad vi bærer på af skyld. I fængslet bruger hun nogle gange når nogle beder om det et gammeldags skriftemål til at give syndsforladelse.

Det kan virke så let. Det er bare ord. Og samtidig kan det være så smertefuldt som en fødsel. I det lange perspektiv er det måske det, der ændrer ens liv, siger Kamille Nygård.

Gennem sit arbejde i fængslet støder hun ind i mennesker, der har alle typer forbrydelser på samvittigheden. Hun har dog aldrig siddet over for et menneske, som hun ikke har kunnet række tilgivelsen.

For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg for eksempel kan tilgive en far, der har slået sit eget barn ihjel. Når jeg snakker med ham, befinder jeg mig på en mærkelig måde bag om handlingen. Jeg ser hans byrde over at skulle bære det at have gjort det mest forfærdelige i livet. Og det er jo ikke min tilgivelse, det handler om.

Hun indrømmer, at der kan være samtaler med indsatte, som hun kan have det vanskeligt med.

Der er unge relateret til bandemiljøer, som ser på deres handlinger med en skræmmende ligegyldighed. Hvor det hele bare er lige meget. For det eneste, der gælder, er bandemoralen. Loyalitet frem for alt. Så er der ikke rigtig rum for at tale sammen. Men derfor kan man jo godt blive ved. De kan jo også have sprækker, som min verden havde og har.

Kamille Nygård lægger ikke skjul på, at hun som fængselspræst har et arbejde, der kan være svært at lægge helt fra sig, når hun går ud ad fængselsporten. Godt nok har livet lært hende hurtigt at omstille sig fra eksempelvis en barsk samtale i fængslet til idyllisk familieliv med mand og tre børn i præstegården. Men der er dage, hvor indtrykkene fra møderne i fængslet bliver ved med at rumstere.

Jeg bryder mig ikke om den form for professionalisering, hvor vi siger til hinanden, at vi bare skal kunne lægge det hele fra os. Hvis jeg en dag er fyldt op af tanker, jeg ikke kan slippe, så prøver jeg at sige til mig selv: Det manglede da også bare!. Det ville være grusomt, hvis det ikke gjorde indtryk. Jeg håber på den måde aldrig, at jeg bare vænner mig til elendigheden.

Kamille Nygård finder støtte i sin tro på, at det giver mening. Samtidig erkender hun, at den langtfra rækker til mødet med alt det, hun stilles over for.

Jeg tænker da også: Hvor er Gud henne? Er hans ord nok til de her liv? Men det er det, som jeg har at komme med og ikke så meget andet. At sætte dem fri i fysisk forstand, som den lamme bliver helbredt, kan jeg jo ikke.

Søndagens tekst:

Teksten til 19. søndag efter trinitatis, Markusevangeliet 2, 1-12