Et hold psykiatere fra New York State Psychiatric Institute og Western Psychiatric Institute and Clinic har undersøgt 371 patienter med diagnosticeret depression som sygdomslidelse.
Undersøgelsens formål var finde ud af, hvorvidt et religiøst tilhørsforhold skulle vise sig at have positive perspektiver i terapeutisk sammenhæng.
305 patienter vedkendte sig et religiøst tilhørsforhold - 41 % katolikker, 28,5 % protestanter, 17,4 % jøder og 13,1 % fra en anden religion.
http://ajp.psychiatryonline.org/cgi/content/full/161/12/2303">Resultaterne viste, at der - trods patienternes sammenlignelige sygdomstilstand - var en hyppigere forekomst af både selvmordsforsøg og langvarig selvmordsadfærd blandt ikke-religiøse patienter end blandt religiøse, ligesom flere familiemedlemmer til ikke-religiøse havde begået selvmord end familiemedlemmer til religiøse.
Der viste sig ingen forskelle blandt religiøse og ikke-religiøse i forhold til køn, race, uddannelse eller indkomst. Derimod var ikke-religiøse yngre end religiøse, de var oftere ugifte og barnløse, og havde dårligere familierelationer end de religiøse.
Konklusionen på undersøgelsen var, at religion medførte en række beskyttende faktorer i forhold til selvmordsadfærd.
For det første var selvmordsmotivationen lavere blandt religiøse grundet en større moralsk modvilje mod selvmord.
For det andet inkluderede et religiøst tilhørsforhold en større vægt på familiære værdier og bedre og mere omfattende familierelationer. Det gav adgang til eks. moralsk støtte og omsorg.
For det tredje var der også et lavere aggressionsniveau blandt religiøse, hvilket betød en nedsat tilbøjelighed til at gøre skade på sig selv.
Psykiaterne bag undersøgelsen bedømmer således, at et manglende religiøst tilhørsforhold udgør en risikofaktor i forbindelse med selvmordsadfærd, ligesom en inddragelse af det spirituelle vurderes som en nyttig ressource i behandlingen af depressive patienter, der har udvist selvmordsadfærd.
I undersøgelsens konklusion opmuntres til at integrere en forståelse af religionens påvirkning på psykiske sygdomme i såvel psykiatrisk forskning som praksis, samtidig med at der peges på, at patienternes subjektive tro er blevet utilstrækkeligt inddraget i den psykiatriske praksis.
Religionens påvirkning på selvmordsadfærd har nemlig længe stået uden for psykiatriforskningens interesse, måske forklaret af det forhold, at psykiatere generelt set siges at være mindre religiøse end resten af befolkningen.
Emile Durkheim om religion og selvmord:
Den franske sociolog Emile Durkheim (1858-1917) var den første, der undersøgte selvmordet som socialt fænomen. I hans mest læste bog: «Le suicide» (Selvmordet, (1897)), er grundtanken, at menneskene ikke begår selvmord, fordi livets byrder er for tunge eller de materielle savn for stærke, men fordi de oplever en utilstrækkelig integration i samfundet.
Durkheim fortolkede således en lavere selvmordsrate hos katolikker end hos protestanter som udtryk for, at katolicismen i højere grad end protestantismen bandt sine troende sammen om kollektive værdier, der samtidig havde en samfundsintegrerende funktion.
Tilsvarende var der blandt jøder en endnu lavere selvmordsrate end blandt katolikker, hvilket igen blev forklaret med religions sociale kraft.
Selvom Durkheims drøftelse har været genstand for hårdnakket kritik med hensyn til dens metodologiske mangler - han sammenlignede f.eks. ikke religiøse grupper med sammenlignelige kulturelle baggrunde og generelle leveforhold - har hans teori om religionens integrerende og dermed livsopretholdende funktion vundet bred akademisk anerkendelse.
Du kan læse mere om Durkheims liv og værk http://www.relst.uiuc.edu/durkheim/"> her.