Færøsk prædikant slipper for tiltale

Anklagemyndigheden rejser ikke tiltale mod prædikant, der opfordrede folk til at jage sognepræst væk

Ifølge Anne Mette Greve Klemensen har anklagemyndighedens jurister vurderet prædikenen, og de mener ikke, at det rimeligvis kan formodes, at Sjurdur Højgaard har begået noget strafbart.
Ifølge Anne Mette Greve Klemensen har anklagemyndighedens jurister vurderet prædikenen, og de mener ikke, at det rimeligvis kan formodes, at Sjurdur Højgaard har begået noget strafbart. Foto: Heini Gaard.

Der bliver ikke rejst tiltale mod den færøske prædikant Sjurdur Højgaard for hans prædiken om sognepræsten i Fuglefjord, Anne Mette Greve Klemensen. Prædikenen fik sognepræsten til at melde prædikanten til politiet. Anne Mette Greve Klemensen følte sig truet på grund af en passage i Johannes Åbenbaring, som prædikanten brugte i en prædiken på sin egen hjemmeside.

Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger, og hendes børn slår jeg ihjel. Sådan tordnede prædikanten og opfordrede desuden folk til at jage præsten ud af bygden.

LÆS OGSÅ: Færøsk prædikant blæser til jagt på dansk præst

Men ifølge Anne Mette Greve Klemensen har anklagemyndighedens jurister vurderet prædikenen, og de mener ikke, at det rimeligvis kan formodes, at Sjurdur Høj-gaard har begået noget strafbart. Ifølge anklagemyndigheden har prædikanten citeret sin egen oversættelse af King James-Bibelen, og det kan ikke klart bevises, at det ovennævnte citat er ment som en trussel fremsat mod sognepræsten og hendes børn. Sognepræst Anne Mette Greve Klemensen anker ikke afgørelsen.

Jeg har ikke noget ønske om at straffe ham. Jeg følte mig truet og ønskede at sige fra, siger hun.

Hun har dog lidt svært ved at forstå anklagemyndighedens skriftlige begrundelse om, at Sjurdur Højgaard kun har citeret fra Bibelen.

På sin hjemmeside har Sjurdur Højgaard nemlig blandt andet også skrevet:

I, som kalder jer troende kirkefolk i Fuglefjord. Hvis der findes sådanne folk i Fuglefjord. Så må jeg advare jer og ruske lidt i jer. Ved I, at der er en præst, som blåstempler sodomi. Ved I det? En kvindelig præst dertil. Jesus har noget imod, at I tillader en kvinde at være profet jer imellem. Ved I det?.

Men Sjurdur Højgaard afviser, at han har truet præsten og hendes familie personligt:

Jeg har kun prædiket Guds ord. Jeg har overhovedet ikke truet nogen med vold.