Færøsk tro gennem tiderne

I den religiøse historie om Færøerne spiller naturen stærkt sammen med troen

For 100 år siden var der ingen orgler i de færøske kirker. Og det var ikke skønsang, der kom ud af det, for mændene udviklede en sangteknik, hvor det gjaldt om at holde tonen så længe som muligt, og den, som blev sidst færdig, havde vundet. Her kirken i Vidareidi på øen Vidoy. --
For 100 år siden var der ingen orgler i de færøske kirker. Og det var ikke skønsang, der kom ud af det, for mændene udviklede en sangteknik, hvor det gjaldt om at holde tonen så længe som muligt, og den, som blev sidst færdig, havde vundet. Her kirken i Vidareidi på øen Vidoy. --. Foto: Bente Clausen.

Der er en grund til, at mange færøske mænd knæler og slår kors for sig ved kanten af fjeldet, når de enten skal hente fårene ned eller fange fugle.

I de færøske fjelde er det kun jætter, der kan træde naturligt op ad de trappetrin, klippetoppene ofte er formet i fra vulkanernes storslåede hånd. Der er glat, stejlt og ufremkommeligt. Og som om det ikke var nok, så risikerer fårehyrde og fuglefanger, at en tyk tåge ruller ind, eller en storm rejser sig ud af den blå luft.

Naturen spiller hovedrollen på Færøerne, som i areal kun er en smule større end Lolland, men fordelt på 18 øer og dertil så meget, meget mere farefuld og besværlig at færdes på. Eller som tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) har udtrykt det:

– Man bliver "bette" deroppe. Man indser, at der er noget, der er større end en selv. Noget, man ikke selv kan klare.

Hans far var præst på Færøerne, hvor Mejdahl også er født.

Fjeldene er ikke den eneste fare, færingerne går i. Havet er en anden. Men noget sikrere i dag, end da den danske digter Nis Petersen, efter et besøg på Færøerne, i 1936 skrev det meget lange digt Færinger-Frænder, hvoraf her er et enkelt vers:

"Det er mandens værk at hugge på havet,

det er kvindens at følge hans færd;

– hans stundom at blive derude

og hendes at mindes hans værd.

Det er mandens værk at bøde med livet –

hun bøder iblandt med sit barn;

således er boden og prisen,

når stormguden drager sit garn.

Et patriarkalsk samfund også i dag, men dengang mistede op mod hver tredje færøske mand livet til havet eller fjeldet. Nogle gange forsvandt alle mænd fra en bygd på grund af forlis.

– Der er ingen færøsk familie, der ikke har mistet, siger Jogvan Isaksen, lektor i færøsk sprog og litteratur og forfatter til 10 krimier, der foregår på Færøerne. Han har med andre ord begået flere fiktive mord på Færøerne, end der er begået virkelige mord i hele ørigets historie.

– Jeg mener, der var et mord i 1600-tallet. Og det næste var engang i 1980?erne. Færøerne er nok et af de mindst kriminelle lande i verden. Min mor låser altid døren, og så hænger hun nøglen udenfor, så folk kan se, at hun ikke er hjemme!

"Verdens bedste land og verdens bedste folk," siger Jogvan Isaksen lidt ironisk.

– Færingerne bosatte sig på klipper, og de ville hverken dengang eller i dag indrømme andet, end at det er verdens bedste sted.

Men det, at alle familier mistede, betød også, at det var samme livsvilkår for alle i bygden. Det gav – både ifølge Jogvan Isaksen og Lisbeth Solmunde Michelsen, der er opvokset på Færøerne og nu er præst i Vodskov – en lys, pietistisk tro.

– Med det vejr, som skifter fra det ene øjeblik til det andet, så vidste alle, at det var en risiko, hver gang mændene tog ud. Og at det var tilfældigt, hvilke mænd der kom hjem, og hvilke der blev derude. Holdningen var, at "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet". Det sagde min bedstemor altid, så der var ingen gammeltestamentlig fornemmelse af, at man havde fortjent en straf, tværtimod følte man sig i Guds vold. Bedstemor mistede sin mand i et forlis, hvor to både fra bygden forsvandt. Vores families båd hed "Emmanuel" – Gud med os, siger hun.

Færingerne skelnede tidligere ikke mellem, hvad der var verdsligt, og hvad der var religiøst. De små bygder, der næsten alle ligger i naturhavne ud til Atlanterhavet, havde for 50 år siden hverken elektricitet eller anden forbindelse til omverdenen end via havet.

Gudstjenesterne var lange, kirkerne kolde og fra Reformationstiden var prædikenen altid på dansk.

– Jeg troede, at Gud talte dansk, siger Lisbeth Solmunde Michelsen, som var bekymret for, om Gud mon forstod moderen, når hun læste fadervor på færøsk, da Bibelen i det 20. århundrede blev oversat til nationalsproget første gang. Den første autoriserede salmebog på færøsk kom i 1961.

Jogvan Isaksen fortæller, at der heller ikke var orgler i kirkerne før for 100 år siden. Og det var ikke skønsang, der kom ud af det, for mændene udviklede en sangteknik, hvor det gjaldt om at holde tonen så længe som muligt, og den, som blev sidst færdig, havde vundet. Og de pietistiske salmer vandt ikke frem, det var Kingo langt ind i 1900-tallet.

– Efter gudstjenesten var alle så kolde, at de dansede kædedans for at få varmen, siger Jogvan Isaksen.

Og han siger uden ironi, at kvadene, der synges til kædedansen, er det færøske bidrag til verdenslitteraturen, mundtligt overleverede gennem århundrede.

– De gamle kvad handler slet ikke om Færøerne, men om helte og konger fra Europa. Det er først fra 1800-tallet, at kvadene handler om øerne og om kristendommen. Det var så også sidst i 1800-tallet, at mørke pietister kom til Færøerne og forsøgte at forbyde dans. I dag er Færøerne det eneste sted, hvor kvadene holdes i live, siger han.

For de mennesker, som mener, at en dans, som består af at træde et skridt den ene vej og to den anden, må være en enerverende sport, har Jogvan Isaksen denne besked:

– Så har man misforstået det. Kædedansen er den anden treenighed på Færøerne. Hvis man ikke fornemmer symbiosen mellem sangen, ordene og dansen, så oplever man slet ikke magien, siger han.

Og den tidligere formand for den færøske landsforening af kirkeråd – det vil sige menighedsråd – Tummas Lauritsen fra Midvagur på øen Vagar supplerer:

– Brudedansen er nærmest blevet en del af bryllupsritualet. Der er 60 vers med hver otte linjer foruden omkvædet, så den er tung for sangerne. Der er en helt bestemt rækkefølge, der skal stilles op i. Først forsanger, som er præsten, dernæst brudens forældre, brudeparret, gommens forældre og så alle gæsterne. Men bare det, at der er fast plads til præsten.

Gud og kædedans er ikke de eneste hjælpemidler i en streng hverdag. Folketroen er der også.

Blandt andet fortæller Lisbeth Solmunde Michelsen om den kvindelige dæmon Marran.

– Det er en heks med dobbelt så lange fingre som almindelige mennesker. Hun lægger sig oven på den sovende om natten og stikker fingrene ind i folks munde og tæller. Hvis hun får talt alle tænder, lever man ikke året ud. Men der er remser imod hende. Så når mor havde læst fadervor på færøsk og velsignet mig på dansk, sagde jeg amen.

– Når mor var gået, sagde jeg remsen, som de gamle havde lært os børn: "Marran, Marran minde, er du herinde, ud skal du fare, bære både mødding og tang". Og så sagde man ikke amen bagefter. Der gik grænsen mellem tro og folketro.

Der findes også underlige sving på de færøske veje, fordi anlægget ellers ville gå gennem områder, der ifølge folketroen huser huldrer, trolde og dværge, hvis ro man ikke skal forstyrre.

Den indremissionske vækkelse kom til Færøerne i slutningen af 1800-tallet nogenlunde samtidig med missionærer, der grundlagde den frikirke, der kaldes Brødrene eller baptisterne. Brødrene har intet med Brødremenigheden i Christiansfeld at gøre. På Færøerne har inspirationen været Plymouth Brethen fra Skotland, som praktiserer voksendåb og gendåb af allerede døbte i andre kirker.

Og dermed nåede den mere dystre pietisme til Færøerne, hvor Grundtvig aldrig rigtig har fået fodfæste, fordi, siger Lisbeth Solmunde Michelsen, at Grundtvigs sakramente er glæden, og den havde færingerne jo allerede i forvejen, side om side med den alvorlige.

Men ikke mindst Brødrene fik efterhånden succes. 10-15 procent af færingerne hører i dag til Brødrene og gør dem til den største frikirke. Heima-missionen er den største kirkelige bevægelse inden for den færøske folkekirke.

– I dag er kirkelivet på Færøerne nærmest lig med Bornholm. Der er mange fraktioner, siger Lisbeth Solmunde Michelsen.

Til gengæld fylder højrefløjsprædikanterne meget i den offentlige debat på Færøerne. For eksempel i forbindelse med fejringen af 1000-året for kristendommens indførelse på Færøerne i 2000, hvor et par præster nægtede at lade danske biskopper prædike i deres kirker, fordi biskopperne tre år forinden havde tilladt velsignelse af homoseksuelle i kirkerne. Biskop Karsten Nissen prædikede alligevel. Menigheden i Klaksvig overtrumfede præsten med en underskriftsindsamling.

Lisbeth Solmunde Michelsen, der også underviser dronning Margrethe i færøsk og holder mange foredrag om Færøerne, har i forbindelse med en studieorlov i 2006 undersøgt religion i det offentlige og private rum i henholdsvis Frankrig, Danmark og Færøerne. Og færingerne går stadig langt mere i kirke end danskerne. Cirka 23 procent er til gudstjeneste eller kirkeligt møde i løbet af en uge.

Men forandringens vinde blæser også på Færøerne, og som den virkelige vind på Færøerne blæser den også hurtigt.

Ifølge Tummas Lauritsen er der færre børn i kirke, hvor gudstjenesten før var et familieanliggende. Ifølge formanden for præsteforeningen, Jákup Reinert Hansen, går mange af de unge til de karismatiske frikirker og er et langt mindre trofast publikum, end de har været. Og det var to unge veluddannede mænd fra Brødrene, der sidste år arrangerede den første offentlige debat om Darwins evolutionslære på Færøerne.

Som Jogvan Isaksen udtrykker det – med lån fra den store færøske digter William Heinesen – så er færingerne gået direkte fra middelalderen og ind i moderniteten.

Sekulariseringen er i gang, selvom kirkerne endnu er fyldte, og tv-gudstjenesten stadig er et af de mest sete programmer på Færøerne.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

De små bygder på Færøerne havde for 50 år siden hverken elektricitet eller anden forbindelse til omverdenen end via havet. Afhængighed af og respekt for naturen er en af forklaringerne på, hvorfor færingerne er så religiøse. Her er det bygden Funningur på Eysturoy-øen. --
De små bygder på Færøerne havde for 50 år siden hverken elektricitet eller anden forbindelse til omverdenen end via havet. Afhængighed af og respekt for naturen er en af forklaringerne på, hvorfor færingerne er så religiøse. Her er det bygden Funningur på Eysturoy-øen. -- Foto: Bente Clausen.
Lisbeth Solmunde Michelsen, der er født på Færøerne og nu er præst i Vodskov, har undersøgt religion i det offentlige og private rum i Frankrig, Danmark og Færøerne. Færingerne går stadig langt mere i kirke end danskerne. --
Lisbeth Solmunde Michelsen, der er født på Færøerne og nu er præst i Vodskov, har undersøgt religion i det offentlige og private rum i Frankrig, Danmark og Færøerne. Færingerne går stadig langt mere i kirke end danskerne. -- Foto: Henning Bagger.