Første bispekandidat i Viborg Stift melder sig på banen

Viborg Stift skal have en ny biskop, efter at Karsten Nissen den 20. marts i år annoncerede, at han går af per 1. oktober. Den første kandidat til embedet har nu meldt sig

Henrik Stubkjær melder sig som kandidat til at blive biskop over Viborg Stift efter Karsten Nissen, som for nylig annoncerede sin afgang. Henrik Stubkjær blev cand.teol. fra Aarhus Universitet i 1990. Han er i dag generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Henrik Stubkjær melder sig som kandidat til at blive biskop over Viborg Stift efter Karsten Nissen, som for nylig annoncerede sin afgang. Henrik Stubkjær blev cand.teol. fra Aarhus Universitet i 1990. Han er i dag generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Kim Haugaard/ Denmark.

Den første kandidat til bispestolen i Viborg Stift har meldt sig, efter at Karsten Nissen i sidste uge annoncerede, at han træder tilbage.

Det er den 52-årige Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, der stiller op. Det gør han, efter at en bred kreds af mennesker, ifølge flere kilder især miljøet omkring KFUM og KFUK, har bedt ham om det.

LÆS OGSÅ: Karsten Nissen stopper som biskop

Henrik Stubkjær har selv været engageret i det kristelige ungdomsmiljø og var landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse fra 1989-1992.

Jeg glæder mig over, at nogen kan se mig som biskop. Og jeg tror på, at den teologiske ballast og erfaring jeg har med diakonalt arbejde og ledelse fra Folkekirkens Nødhjælp, kan hjælpe mig til at udfylde den plads, siger han.

At det lige præcis er Viborg Stift, der er blevet ledigt, passer Stubkjær, der er født i Brædstrup i Midtjylland, godt.

Det giver rigtig god mening. Jeg er jo jyde, og hele min slægt stammer fra det område. Og så er netop det diakonale Viborg Stifts kendemærke, og det vil jeg være med til at udvikle.

Henrik Stubkjær er uddannet cand. theol. fra Aarhus Universitet. Han har været sognepræst i Møllevangs Sogn og forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus, før han i 2005 blev generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp. I efteråret forlængede Henrik Stubkjær sin kontrakt frem til 2017, men kan, ifølge ham selv, godt løses fra den.

Viborg Stift er et teologisk bredt stift med både vækkelser og valgmenigheder i historien. Også her har debatten om vielse af homoseksuelle fyldt meget. Henrik Stubkjær går ind for kirkelig vielse af homoseksuelle par.

Det er et grundprincip for mig, at det er Gud, der velsigner kærligheden i en vielse, og det må vi ikke forhindre, siger han.

Hvad angår folkekirkens styring er han fortaler for et kirkeråd med begrænset magt, der kan udtale sig på vegne af folkekirken.

Jeg var i DR og drøfte deres behandling af kirkestoffet for nylig. Vi havde et godt møde, og da vi var færdige med mødet, spurgte de, hvem de kunne fortsætte denne dialog med. Og det var svært at svare på. Her mangler vi et organ, der gør os spilbare, især over for medierne, men også i det politiske liv, når sociale og diakonale emner kommer på banen.

LÆS OGSÅ: Sådan vælges en biskop

I bispevalget i Ribe, der er i gang lige nu, har kandidaternes personlige tro været et stort emne. Både præster og biskopper skal kunne sige ja til, at de tror på Gud, mener Stubkjær.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man som præst kan forvalte sakramenter eller afholde fællesbøn, hvis ikke man tror. Når det er sagt, så mener jeg ikke, at tro er noget, man ejer. Tro og tvivl hænger uløseligt sammen. Selv er jeg et menneske med en grundfæstet tillid til Guds kærlighed. Hvis ikke, jeg havde haft den, kunne jeg ikke have siddet ni år i Folkekirkens Nødhjælp og set de ting, jeg har set, siger han.

Den nuværende biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, overlader bispekåben til en ny 1. oktober.