Generalsekretær: For stort fokus på kirken på landet

Folkekirken bør i højere grad rette blikket mod de større byer med den lave dåbsprocent, mener Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark

Hvis dåbstallet falder, er det et signal om, at folkekirken mister indflydelse og får mindre opbakning i befolkningen. Det er åbenlyst det største problem, siger Jørgen Kvist.
Hvis dåbstallet falder, er det et signal om, at folkekirken mister indflydelse og får mindre opbakning i befolkningen. Det er åbenlyst det største problem, siger Jørgen Kvist. . Foto: Steffen Ortmann.

Jørgen Kvist, du mener, at det faldende dåbstal er den mest aktuelle udfordring for folkekirken. Hvorfor er det det?

"Ud over at dåben medlemsmæssigt er indgangen til folkekirken, er der også tradition for i folkekirken at tale om dåben som det helt afgørende og det, der er fælles for os. Det er der, hvor kristenlivet begynder. Så hvis dåbstallet falder, er det et signal om, at folkekirken mister indflydelse og får mindre opbakning i befolkningen. Det er åbenlyst det største problem."

Hvad er der i den sammenhæng galt med at have fokus på kirken på landet?

"Det er ikke i sig selv problematisk med et projekt, der hedder ”Kirken på landet”. Men lige nu synes jeg ikke, jeg tilsvarende hører om projektet ”Kirken i byen”. Så det må jeg aflæse sådan, at folkekirken er mere fokuseret på landdistrikter, som folk flytter fra. Og der stiller jeg spørgsmålet, om det er, fordi folkekirken har opgivet byerne, hvor dåbsprocenten virkelig er lav. Hvis vi vil gøre noget ved dåbsprocenten, skal vi se på byområderne og de større byer. Det er der, mennesker flytter til. Vi døber mennesker, vi døber ikke mursten. Og hvis man vil fastholde at prioritere kirken på landet, fastholder man fokus på mursten. I Danmark, der har haft en decentral landbrugskultur, er det naturligt, at kirken har og har haft sin styrke på landet. Når folk flytter, er det vigtigt, at kirken flytter med. Konkret er der nu afsat millioner til projektet ”Kirken på landet”. Det er et klart signal, når der ikke samtidig satses på kirken i byen. Og det er jo i virkeligheden lidt pudsigt, at netop folkekirken ser ud til hellere at ville være, hvor der er mursten, end der, hvor folket er."

Mange mener i dag, at udkantsområderne savner opmærksomhed. Er det også en fejl?

"Det er glimrende, at man for eksempel politisk sætter fokus på, hvordan der skabes liv i landområderne. Men som kirke har man den opgave at være kirke der, hvor mennesker er, og hvis man glemmer byen, svigter man en kerneopgave som folkekirke."

Men gøres der ikke allerede meget i byerne, også for børn, unge og familier? Hvad skal man mere gøre?

"Jeg har ikke svaret på det, og i KFUM og KFUK er strukturen også præget af den danske landbokultur gennem 200 år, så vi er stærkt til stede på landet. Alt det er udfordret af, at flere flytter til byerne. Folkekirken må forholde sig til, at flere og flere vælger dåben fra. Forudsætningen for at finde en løsning er, at folkekirken ikke stikker hovedet i busken som strudsen, mens man holder fast i landet."

Da du i 2013 blev generalsekretær, sagde du, at efterskoler og storbyer var dine to første prioriteter. Hvad har du og organisationen siden gjort for storbyerne?

"Det arbejder vi på lige nu. For eksempel ligger den seneste nye forening i KFUM og KFUK i Sydhavnen i København. Den blev oprettet for et år siden. Vi vil gerne være der, hvor byen vokser ud, og en helt ny bydel opstår. For os drejer det sig om at være relevant for mennesker, hvor de bor og lever. Vi har andre initiativer, som jeg lige nu ikke kan sige mere om, og vi er slet ikke i land. Det er ikke en let opgave for os, og det er det heller ikke for folkekirken. Men det vigtigste er fra begyndelsen af få sagt, at opgaven ligger i byen. Hvis vi vender ansigtet hen, hvor landskabet er smukkest, svigter vi vores ansvar."

Jørgen Kvist er general-sekretær i KFUM og KFUK i Danmark.
Jørgen Kvist er general-sekretær i KFUM og KFUK i Danmark. Foto: KFUM og KFUK i Danmark