Globalisering har skabt opbrud i kirkelige fløje

Religion spiller en central rolle i den kulturkamp, som globaliseringen har sat scenen for. Det har skabt opbrud i de folkekirkelige fraktioner, hvor tidehvervske debattører ifølge forskere er blevet de nye aktivister, som sætter dagsordenen

Globalisering har bragt religion ind i centrum af den kulturelle og politiske virkelighed og ført til opbrud i det kirkelige landskab. Modelfoto.
Globalisering har bragt religion ind i centrum af den kulturelle og politiske virkelighed og ført til opbrud i det kirkelige landskab. Modelfoto. .

Det kom som en overraskelse. I det 21. århundrede skulle kristendommen sammen med nationalstaten være på vej ud som følge af de såkaldte megatrends, der præger vores tid: Globalisering, indvidualisering og sekularisering. Det skete bare ikke.

Globalisering har nemlig bragt religion ind i centrum af den kulturelle og politiske virkelighed og ført til opbrud i det kirkelige landskab, mener professor og medie- og religionsforsker ved Københavns Universitet Stig Hjarvard.

”Når det religiøse landskab har ændret sig, skyldes det først og fremmest migration, som har bragt forskellige religiøse miljøer i forbindelse med hinanden. Men også den enorme eksponering i kraft af mediernes dækning af verdens brændpunkter har flyttet religion og ikke mindst religiøse konflikter ind i folks dagligdag og bevidsthed,” siger Stig Hjarvard.

Men globaliseringen har omvendt også medført et større fokus på de enkelte landes egen kulturelle og religiøse identitet, påpeger han.

”Det multikulturelle vilkår har ført til en kulturalisering af det politiske, hvor religion spiller en central rolle. Det så man på Balkan i 1990'erne. Det ses i hele Europa i dag, også herhjemme med islamkritik og mobiliseringen af den kristne kulturarv og nationale fortællinger i bestræbelsen på at understøtte den nationale identitet. Mediernes dækning af religionsstoffet spiller også en afgørende rolle,” understreger Stig Hjarvard.

Hvis man zoomer ind på det folkekirkelige landskab, er der også sket forandringer, påpeges det af Anders Holm, der er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.

”Det kirkelige og teologiske landskab ændrer sig, både fordi det er blevet ideologiseret i kulturkampens skema, men også fordi den kirkelige debat i den grad er rykket ind i medierne, hvor tidehvervske debattører er meget aktivistiske. De er vilde med at ytre sig om snart sagt hvad som helst” siger Anders Holm.

Den tidehvervske aktivisme har også skabt et nyt forhold mellem Tidehverv og Indre Mission på kirkens højrefløj.

”Hvor Tidehverv og Indre Mission i første del af det 20. århundrede var hinandens modsætninger, så deler de i dag på flere måder syn på familie, ægteskab og opstandelse, mens de er splittede i forhold til flygtninge og i stat/kirke-debatten,” siger Anders Holm med henvisning til, at Tidehverv er stærke tilhængere af den eksisterende folkekirkeordning, mens dele af det missionske taler om nødvendigheden af en nyordning af forholdet mellem stat og kirke. Selvom nogle af de grundtvigske deler Tidehvervs positive syn på den danske folkekirkeordning, er den brede grundtvigske tradition, som har domineret folkekirken op gennem det 20. århundrede, i dag sværere at identificere, siger Anders Holm.

”Men der findes en udbredt mainstream-grundtvigsk position, der i forhold til de tidehvervske har et andet syn på klimadebatten, flygtninge, går ind for vielse af homoseksuelle og er mere varsomme med at udtale sig skråsikkert om, hvad eksempelvis opstandelsesmysteriet går ud på. Men det er langtfra nogen homogen gruppe.”

Men en stor del af den folkekirkelige virkelighed er upåvirket af den konfliktprægede dækning, som præger medierne, påpeger universitetslektor og leder af Center for Samtidsreligion Marie Vejrup Nielsen.

”Selvom Indre Mission og andre kirkelige retninger på denne fløj er blevet marginaliseret i de senere årtier, er det faktisk den aktivistiske teologi båret af menighedsråd og brugere i sognene, der vinder frem i de lokale kirker. Denne form for aktivisme er primært drevet af en interesse i at få det brede flertal af medlemmer til at komme mere i kontakt med kirken - igennem spaghettigudstjenester og babysalmesang, også selvom der kan være teologisk modstand mod det blandt nogle,” siger Marie Vejrup Nielsen.