Grønland har en af de højeste selvmordsrater i verden. Hvert år tager mellem 35 og 55 grønlændere deres egne liv. Det skønnes, at næsten hvert tredje barn i Grønland har været udsat for seksuelt misbrug. Og selvom det gennemsnitlige alkoholforbrug i Grønland er lidt lavere end i Danmark, så har den store arktiske ø omfattende problemer med misbrug af alkohol og hash.
De sociale problemer står i kø i den nordligste del af Rigsfællesskabet, men den grønlandske kirkes indsats på det sociale område lader meget tilbage at ønske. Det mener en af Grønlands få forskere i hjemløse og socialt udsattes levevilkår, sociolog og ph.d. Steven Arnfjord, der er adjunkt ved Grønlands Universitet.
”I velfærdssamfund i Skandinavien er det især ngo’er og kirkelige organisationer, der via deres indsats kan nå nogle af de mest marginaliserede borgere. Jeg ser ikke den grønlandske kirke som en aktør på det sociale område. Kirken virker meget som en institution, der løser nogle kirkegerninger, men som ikke tager sig af socialpolitiske opgaver. Jeg kunne godt ønske mig, at den grønlandske kirke var mere tilstedeværende i den sociale indsats,” siger Steven Arnfjord.
Afdelingsleder for teologi ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, dr.theol. Aage Rydstrøm-Poulsen peger på, at den grønlandske kirke traditionelt har spillet en vigtig rolle som gudtjenestens samlingspunkt.
”Men man kan da godt spørge, hvorfor kirken ikke har lavet hospice for de gamle, institutioner for børn, der render rundt på gaden meget sent om aftenen, eller en indsats for de mange hashmisbrugende. Kirken kunne gribe fat i en masse problemer, og den kunne sikkert også samle penge ind til socialt arbejde. Kirken i Grønland har taget et meget stort ansvar for sjælesorg og for den åndelige velfærd, men man har ikke tænkt så meget på kirken som en social aktør,” siger Aage Rydstrøm-Poulsen.
Grønlands biskop Sofie Petersen er enig i kritikken. I et forsøg på at styrke den sociale indsats har den grønlandske kirke de seneste fem år afsat 400.000 kroner hvert år til diakonale initiativer. Men bevillingen er ikke blevet brugt til sociale formål, fordi menighederne ikke har søgt om pengene.
”Fattigdommen i Grønland er mærkbar, og forskellen mellem fattig og rig i Grønland vokser. Jeg ser meget gerne, at kirken engagerer sig langt mere i det diakonale arbejde, men som biskop kan jeg kun opfordre til, at det sker. Det er en indsats, der skal gro fra neden, ” siger Sofie Petersen.