Grundtvigianere blev præget af Brødre-menighedens evangeliske forkyndelse

Grundtvig Statue i gården ved Vartov

Grundtvig Statue i gården ved Vartov Kirke. Foto: Nils Lund Pedersen / Scanpix Danmark

Dansk kirkeliv var for 200 år siden præget af sekularisering og oplysning. Men i 1815 begyndte Brødremenigheden med vægt på den levende tro at tiltrække store mængder af tilhørere

I året 1815 begyndte københavnere at strømme til Brødremenighedens møder i salen i Stormgade i København. Forud for dette var gået en lang tid, hvor oplysningstiden havde præget teologien, og hvor den danske kirke oplevede et historisk lavpunkt.

Tiden omkring 1800 var grundlæggende praktisk og sekulariseret, og kirkelivet smuldrede. Indadtil i kirken stod klassisk kristendom også svagt, for oplysningstiden lagde al vægten på de ”fornuftige” sider af Bibelen, blandt andet moral. Der var kun en lille rest tilbage af 1700-tallets pietisme. Biskop Brorson var død i 1764, allerede da dybt bekymret over udviklingen. Traditionelt luthersk kirkeliv blev opretholdt af enkelte teologer af den gamle skole, såsom Grundtvigs far og biskop Balle. Blandt lægfolk var det Brødremenigheden, der søgte at bevare den gamle tro, idet man lokalt søgte at samle små grupper, der blev holdt åndeligt i live ved besøg af udsendinge fra deres koloni i Christiansfeld.

Brødremenigheden var en ganske særegen menighedsdannelse, men historisk vigtigt i denne sammenhæng var det, at herrnhuterne stod for en evangelisk forkyndelse. Nåden i Kristi forsoning var kernen i deres forkyndelse. At være evangelisk er at lægge vægt på nåden, til forskel fra loven.

Som sådan var Luther evangelisk til forskel fra middelalderens katolske kirke. Og Brødremenigheden var evangelisk til forskel fra oplysningstidens vægt på borgerdyd og samfundsnytte. Ud fra vægten på Guds frie nåde stod Brødremenigheden i deres selvforståelse for en glad kristendom og en levende tro.

I København havde Brødremenigheden et såkaldt societet siden 1739, og i 1815 blev der til dette knyttet en prædikant ved navn Reuss. Hans evangeliske forkyndelse tiltrak fra første færd hundredvis af københavnere til søndagsmøderne.

Havde dette noget at gøre med Danmarks statsbankerot 1813 og krigsnederlaget 1814? Eller skyldtes det en følelse af træthed over for oplysningstidens tanker om menneskets godhed og tilværelsens harmoni efter en generation med krige og revolutioner?

I hvert fald voksede fremmødet til Brødremenigheden pludseligt og voldsomt. Netop i 1815 blev Søren Kierkegaards far valgt ind i Brødremenighedens lokale ledelse, og han forblev medlem til sin død. Flertallet af tilhørerne var lægfolk, men også mange teologiske studerende deltog i møderne i Stormgade og blev præget for livet.

Det bemærkelsesværdige var imidlertid, at de fleste tilhørere trods deres trofaste fremmøde valgte ikke at blive egentlige medlemmer af Brødremenigheden. I stedet tog de det evangeliske anliggende og den levende tro med sig ud i andre kirkelige sammenhænge. Søren Kierkegaards bror, senere biskop i Aalborg, var blot én af mange ledende grundtvigske præster, der havde haft sin gang i Stormgade.

Brødremenigheden var af natur og tradition yderst stilfærdig og nærmest indelukket. Netop den del af traditionen virkede ikke længere så tiltrækkende på folk. Inspirationen fra ”de stærke jyders” kampe og fra Grundtvigs bataljer med hele oplysningstankegangen medførte en ny åbenhed og kampvilje hos de evangeliske. De ville ikke være ”de stille i landet” som i Brødremenighedens tradition. Mange af de unge teologistuderende tog dog gerne nogle af de evangeliske toner fra Stormgade med sig op på deres egne prædikestole.

Den senere pastor Østrup fik af universitetets rektor en reprimande, fordi han i en universitetsopgave havde bekendt troen på Kristi forsoning. Han tog dog ikke kritikken til hjerte og blev senere en ledende skikkelse i den gudelige forsamlingsbevægelse på Vestsjælland.

Ofte sluttede de unge teologer fra møderne i Stormgade sig til Grundtvig, og de kom siden til at udgøre en grundstamme i grundtvigianismen som kirkelig retning. Den stærke vægt på nåden og på den glade kristendom var noget af den arv, de tog med.

Og selve det forhold, at så mange lægfolk og teologistuderende deltog i møderne fra 1815, var med til at skabe en solid basis for, at den grundtvigske bevægelse kunne brede sig ud over det meste af landet. Først de følgende års begivenheder skulle komme til at vise dette, men den grundtvigske bevægelse blev på flere måder afgørende præget af den bemærkelsesværdige tilstrømning til en evangelisk forkyndelse i året 1815.