Gudelige vækkelser var demokratiserende

De gudelige vækkelser i 1800-tallet var et oprør mod den enevældige statsmagt og førte til krav om religionsfrihed, mener professor, der har holdt seminar om sammenhængen

"Vækkelserne sigtede jo i deres kerne mod en helt ny identitet for den vakte. Mange kunne ligefrem sætte dato og klokkeslæt på, hvornår de blev et nyt menneske gennem omvendelse."
"Vækkelserne sigtede jo i deres kerne mod en helt ny identitet for den vakte. Mange kunne ligefrem sætte dato og klokkeslæt på, hvornår de blev et nyt menneske gennem omvendelse.". Foto: DITTE BJERREGAARD/.

Blandt lægfolket i Danmark opstod fra omkring 1800 de såkaldte gudelige vækkelser. De forlangte en anden forkyndelse i deres sognekirke end den, de hørte fra præstens mund. Den var nemlig ofte præget af rationalismen, den epokes teologiske modebevægelse, som var inspireret af 1700-årenes oplysningstid.

Vækkelsernes første arnesteder var dels egnen mellem Horsens og Vejle, hvor de stærke jyder bar den, dels Fyn, hvor den såkaldte forsamlingsbevægelse voksede sig stærk. Trods lovforbud mødtes man uden præsten for selv at udlægge Bibelen.

Men disse dybt religiøse vækkelser fik faktisk tillige gennemgribende betydning for indførelsen af demokrati herhjemme, også selvom deres sigte til en begyndelse ingenlunde var politisk.

LÆS OGSÅ: Præster i USA bekymrede over trosfrihed

På et seminar for nylig i Forum for Kirkeret og Kirkekundskab redegjorde professor Ove Korsgaard for den betydelige rolle, som disse vækkelser kom til at spille i tiden op til vedtagelsen af Juni-grundloven af 1848, Danmarks første frie forfatning. Vi beder ham skitsere samspillet mellem vækkelserne og indførelsen af demokrati i Danmark.

Ove Korsgaard understreger, at man fra begyndelsen bør vare sig mod moderne vanetænkning, når man skal forstå dynamikken i et dansk samfund for godt 200 år siden.

Mange antager i dag, at sekulariseringen må være forudsætning for det danske samfunds demokratisering, men det er en misforståelse. I Danmark kom oprøret mod enevælden ikke fra sekulære kredse, men fra gudelige forsamlinger, der gjorde oprør i Jesu navn, siger Ove Kors-gaard.

Med deres krav om forandring sigtede forsamlingerne mod de kirkelige forhold. Man ville bryde det monopol på udlægningen af kristendommen, som statskirken nidkært vogtede over under enevælden.

Vækkelserne forlangte religionsfrihed og frihed til selv at tolke Bibelen. Og dermed konfronterede de sig med magten. Man skal jo huske, at det sted, menigmand dengang mødte den enevældige stat, var kirken. Her var den til stede landet over, repræsenteret ved præsterne, som jo havde adskilligt flere embedsmandsfunktioner end kun at prædike.

Det er derfor logisk nok, at oprøret startede som oprør mod statskirken. Der er vel at mærke ikke tale om et oprør mod religionen, men mod statskirken, som udgjorde en helt central institution i enevælden og i videre forstand i stændersamfundet og dets hierarkiske struktur. De religiøse vækkelser følte, at herredømmet over kirkens forkyndelse betød et herredømme over sindene, og det ville man bryde med.

Man udkæmper et slag om selve identitetsdannelsen, betoner Ove Korsgaard.

Vækkelserne sigtede jo i deres kerne mod en helt ny identitet for den vakte. Mange kunne ligefrem sætte dato og klokkeslæt på, hvornår de blev et nyt menneske gennem omvendelse.

Disse gudelige vækkelser skal siden undergå en spaltning, hvor der sættes velkendte navne på de to dele, som bliver spaltningens resultat: Indre Mission og grundtvigianisme. Men det sker først omkring 1860.

Til en begyndelse forholdt Grundtvig sig skeptisk over for vækkelserne, men han ønskede ikke desto mindre, at de skulle beskyttes mod myndighedernes overgreb. En frugtbar forbindelse mellem Grundtvig og vækkelserne kan man først tale om fra slutningen af 1830erne.

Og selvom kampen fik politisk betydning, var den i sit udspring åndelig.

I første omgang var selvbestemmelse, myndiggørelse og en ny, religiøs identitet de drivende motiver. I 1840erne kommer det politiske i større grad ind i billedet. Og nogle af vækkelsesfolkene, som for eksempel Rasmus Sørensen, begynder at spille en politisk rolle.

Men man må ikke opfatte vækkelsernes religiøse retorik som et vikarierende sprog for det politiske. Den religiøse kraft i deres engagement var en selvstændig kraft; når de vakte brugte religiøse udtryksformer, var det, fordi hele deres verdensbillede var religiøst.

Men under deres strid springer en dør op, ind mod det politiske?

Ja, og det betyder, at nogle vækkelsesfolk også bliver politisk vakt. Der er en glidende overgang mellem de religiøse og politiske oprørsformer, idet nogle af de samme temaer står på programmet i begge verdener: selvbestemmelse, myndiggørelse og sådan set også betydningen af samtalen og diskussionen. De vaktes bibellæsning med drøftelser af teksten kan godt betragtes som første spirer til en demokratisk meningsudveksling.

Spillede Grundtvigs ekstraordinært talentfulde person en særlig rolle i processen?

Grundtvig gjorde sig i den grad til talsmand for religionsfrihed, og eftersom det altså ikke er sekulariseringen, der baner vejen for det moderne samfund, men religionsfriheden, så spiller han selvsagt en helt central rolle. Det er kampen for religionsfrihed, der lægger en bombe under det gamle standssamfund.

Religionens og kirkens betydning var altså anderledes central end i dag.

Religionens rolle var slet ikke perifer, men lå helt fremme på scenen. Og sådan bliver det ved en tid endnu efter stændersamfundets fald og Grundlovens vedtagelse i 1848-1849.

I 1868 fremsætter godsejerregeringen således forslag om at tillade valgmenigheder, hvad der rejser et ramaskrig blandt præster og bisper. Regeringen bøjer sig imidlertid ikke, men sætter sin eksistens på spil ved at bringe forslaget til afstemning. Det er både første og sidste gang i danmarkshistorien, at et kirkeligt spørgsmål kunne bringe en regerings overlevelse i fare.

Nu spiller religionen en anderledes tilbagetrukken rolle, men er det demokrati, som den banede vejen for, ikke, ironisk nok, blevet noget, man i stedet kan bekende sig til med næsten religiøs tone?

Det er der noget om. Den aura, der omstråler begrebet demokrati, er vokset betydeligt siden dengang.

Vi skal i den forbindelse huske, at der i det 19. århundrede var tale om hele tre vækkelser. Den religiøse, den demokratiske og den nationale, og de fletter sig på mange måder ind i hinanden op gennem århundredet. Med den frie forfatning fik folket og nationen en næsten religiøs betydning. Den status fordamper efter Anden Verdenskrig. Herefter rykker demokratiet ind på den tomme plads og kan godt antage denne religiøse tone.

Ove Korsgaard