Det var gengivelsen af Jesus og Maria omkranset af et guddommeligt gyldent lys, der i første omgang fangede den dengang 14-årige Charlotte Weppenaar Pedersens opmærksomhed.
Hun var lige blevet konfirmeret og var i den anledning på ferie med sine forældre i Grækenland, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med ikoner.
”Den skønhed, der kom ud af ikonerne, ramte mig lige i hjertet. Jeg ville gerne lære at male Maria og Jesus Kristus på den måde. Men det kunne man ikke lære i Danmark dengang. Så det lå og hvilede i en længere årrække,” fortæller Charlotte Weppenaar Pedersen.
Der skulle gå knap 30 år, før hun udlevede drømmen om at blive professionel ikonograf, og i dag kan hun bare gå ind i sin stue i hjemmet i Allerød for at se de hellige afbildninger af Jesus og Maria, som hun selv har malet.
I søndagens tekst forholder hun sig til fortællingen, som de fleste vil kende fra dåbsritualet, hvor de små børn bæres hen til Jesus, men bliver mødt med trusler fra disciplene. Det falder ikke i god jord hos Jesus.
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det,” siger han og omfavner børnene. For Charlotte Weppenaar Pedersen er tekstens budskab, at børnenes tillid og betingelsesløse kærlighed baner vejen til Guds rige.
”For mig betyder teksten, at for at komme ind i Guds rige skal vi forblive i den uskyld, som de små børn har. Når mennesker vokser op, begynder de at miste den grundlæggende uskyld, åbenhed og tillid, som et barn har, når det kommer til verden. Disciplene er ikke uskyldige længere. De prøver at jage børnene væk, som om det at tilhøre Guds rige kun er for de intellektuelle eller for nogle bestemte udvalgte. Den problematik ser vi også i dag, hvor nogle tror, de er mere værd end andre. Det bryder Jesus fuldstændig med, da han omfavner og velsigner børnene. For mig er det et billede på en altomfattende kærlighed,” forklarer maleren, der i dag er 57 år.
Netop den betingelsesløse kærlighed føler Charlotte Weppenaar Pedersen selv, hun har fået indblik i gennem ikonografien.
Hun blev undervist i ikonmaleriets ortodokse tradition og hjertebønspraksis af den græske munk og ikonmaler Fader Gregorios, som med jævne mellemrum kom til Danmark i en længere årrække.
Det var op ad bakke i begyndelsen. Dagene startede klokken fire om morgenen med flere timers bøn, så det værkede i arme, ben og ryg, før penslen endelig kom i hånden. ”Kindergarten,” ville hendes lærermester så sige om det, hun lavede. Efter et par år fik hun arbejdet sig op til ”high school”.
”Fader Gregorios lærte mig noget om kristendommen, jeg ikke kendte til. Jeg kendte ikke til hjertebønnen. Når vi i bønnen siger: 'Jesus Kristus, forbarm dig over mig synder', henviser synden ikke til, at jeg for eksempel har stjålet 20 kroner fra min fars pung som barn. Synd betyder, at man kommer ud af kontakt med Gud. At man glemmer, hvem der er skaber, og hvem der har givet os livet. Det gav dyb mening for mig,” forklarer hun.
I 2001 blev hun certificeret ikonograf og har sidenhen selv undervist i ikonmaling blandt andet i sit eget hjem, i kirker landet over og i karmeliterklostre i Danmark og Sverige.
Hendes ikoner udstilles desuden uden for Danmarks grænser.
Processen er krævende. Charlotte Weppenaar Pedersen fastslår, at ikonografi ikke er en kunst, men et håndværk, fordi kunsten indebærer en mere fri udfoldelse, hvorimod ikontraditionen bygger på nogle faste grundlæggende regler for, hvordan eksempelvis Jesus og Maria må afbildes helt ned i detaljerne som klædernes farver og ansigternes forskellige proportioner.
”Man maler ikke en ikon. Man beder den og søger at komme ind i Guds nærvær, fordi ikonen både er et billede på det jordiske og det guddommelige. Formålet med ikonmaleriet er at gengive de oprindelige billeder af Jesus. Hvis vi ikke gengiver dem, går de tabt. Om 1000 år vil folk ikke vide, hvordan Jesus så ud. Måske ud fra en anden tradition, hvor kunstnere har deres eget billede af Jesus, men i ikonografien bevarer vi det oprindelige billede. Det er en helligbrøde at ændre på det,” forklarer hun.
Særligt har en oplevelse medvirket til, at hun føler, hun kan opnå den nødvendige koncentration og gudsnærvær, når hun maler de hellige billeder.
”Jeg skulle til at male to Kristus-ikoner og oplevede pludselig, hvad jeg vil kalde en åbenbaring af Kristus, hvor jeg både indefra og udefra mærkede hans tilstedeværelse. Når jeg ser tilbage, føler jeg, det var en oplevelse af, hvad Guds kærlighed er. Det har været et vendepunkt, som har betydet, at jeg har kunnet male hundredevis af ikoner. På en måde er det en slags nådegave, fordi oplevelsen har været med til at føre mig ind i hele ikonografiens verden, hvilket ikke er helt nemt, især når man ikke er ortodoks. Jeg er jo protestant,” påpeger hun.
Troen har aldrig været fremmed for hende. Selvom hun ikke kommer fra en familie af kirkegængere, bad hun aftenbøn med sin mor hver aften.
På sit værelse havde hun et lille alter af engle og lys, og hun holdt meget af at fordybe sig i Bibelen.
”Jeg kan ikke leve uden min tro. Troen er mit grundlag, hvis jeg oplever forhindringer, modgang, eller der sker ting i verden, jeg ikke forstår. For mig er ordet kærlighed noget af det mest centrale i min tro, selvom det er et meget forslidt ord. Du kan ikke få øjnene op for Guds rige, hvis du har et lukket hjerte. Søndagens tekst er en form for vejledning, hvor Jesus viser os, at nøglen til Guds rige er at finde i børnenes åbne sind og den betingelsesløse kærlighed,” siger Charlotte Weppenaar Pedersen.