Valget af Joseph Ratzinger til pave den 19. april 2005 under navnet Benedikt XVI var så oplagt, at der allerede på forsamlingens anden dag var flertal blandt kardinalerne for ham.
Ingen anden havde Ratzingers erfaring, få kunne matche hans intellekt, og skønt han havde været en af den gamle paves nærmeste medarbejdere, havde han sin egen selvstændige profil. Det betød ikke, at den katolske kirke slap for kriser i hans regeringstid.
Skandalerne om gejstliges seksuelle misbrug af børn og unge fyldte meget, ligesom flere kommunikationsfadæser skabte tvivl om kvaliteten af hans lederskab. Men vanskelighederne fik ikke lov at dominere, og i en tid med få gedigne statsmænd stod der i hans otte år som pave stigende respekt om Benedikt XVIs personlige integritet og om hans evne til at inspirere millioner af mennesker verden over.
LÆS OGSÅ: Paven: Derfor trækker jeg mig tilbage før tid
Joseph Alois Ratzinger blev født den 16. april 1927 i landsbyen Marktl am Inn i Bayern, hvor hans far var politimand. Under Anden Verdenskrig blev den kommende pave tvunget ind i Hitlerjugend, og erfaringerne med at leve under nazismen styrkede livet igennem hans afsky for alle totalitære ideologier. Efter krigen påbegyndte Ratzinger sin teologiske uddannelse og blev præsteviet i 1951 i München. Men det var den akademiske gerning snarere end det pastorale, der trak, og i 1959 blev han teologiprofessor ved universitetet i Bonn med en tiltrædelsesforelæsning om Troens Gud og filosoffernes Gud. Under Andet Vatikankoncil 1962-1965, der fornyede den katolske kirke på en række områder, blev hans ry for alvor cementeret, da Kølns ærkebiskop, kardinal Joseph Frings, udpegede Ratzinger som sin personlige teologiske rådgiver.
Siden kom Ratzinger til universiteterne i Münster, Tübingen og Regensburg, inden han i 1977 blev udnævnt til ærkebiskop af München og Freising.
Allerede i 1981 kaldte pave Johannes Paul II ham dog til Rom for at give ham ansvaret for Troslærekongregationen, som er det organ i den katolske kirkes ledelse, der har kompetence i spørgsmål om tro og moral. Årene her sikrede Ratzinger et unikt indblik i den katolske kirkes tilstand på globalt plan, og biskopper på besøg i Rom talte ofte om hans evne til at lytte og sætte sig i deres sted.
De mange år som leder af Troslærekongregationen gav Ratzinger et ikke ufortjent ry som konservativ, og da han blev valgt til pave, var især den britiske og amerikanske presse hurtigt ude med prædikatet Guds rottweiler. Tilnavnet blev dog snart ligegyldigt, for Benedikt XVIs konservatisme passede ikke til de vante kategorier, og i sociale spørgsmål placerede han sig ofte til venstre for mange af Europas socialdemokratier.
Til gengæld fastholdt han den katolske kirkes velkendte linje, når det handlede om seksualmoral og synet på familien, ligesom han understregede, at løsningen på kristendommens krise i Vesten ikke var at tilpasse sig samfundet, men netop mere tro. Dog måtte kirken ikke forskanse sig. Det løb som en rød tråd gennem hans prædikener, at katolikkerne skulle blive bedre til at forklare, hvad de stod for også over for hinanden førend de fortalte, hvad de tog afstand fra.
LÆS OGSÅ: 5 citater: Det har pave Benedikt sagt
Pavens første rundskrivelse fra december 2005, Deus caritas est (Gud er kærlighed), overraskede mange skeptikere med et syn på kristendommen, der er positivt og glædesfyldt. Senere rundskrivelser som Spe salvi (Frelst af håbet, 2007) om det kristne håb, der rækker ud over døden, og Caritas in veritate (Kærlighed i sandhed, 2009) om social retfærdighed blev også godt modtaget. Særligt den sidste rundskrivelse, der udkom i skyggen af den internationale finanskrise, hvor paven opfordrede til en genopdagelse af etikken som et afgørende element i økonomien, vakte positiv opmærksomhed.
Men Benedikt er ikke nogen sværmer. Rundskrivelserne handler nok om Guds kærlighed, men også om sandheden i kirkens dogmer. Og kærligheden og sandheden, der spejler sig i hinanden, har selskab af et andet par i Benedikts tænkning i form af det gensidige afhængighedsforhold mellem tro og fornuft: at troen er blind uden fornuften, og at fornuften bliver hjerteløs uden troen. I begge tilfælde har der i pavens optik været tale om en nødvendig balance, som på kristendommens gamle kontinent imidlertid er blevet sat over styr. I sin blinde tillid til rationaliteten og i sin ignorering af sin kristne arv er Europa (og Vesten generelt) ved at miste sin menneskelighed, og politikernes mange ord om tolerance kommer ofte til at dække over en eksistentiel ligegyldighed, som må ligge den kristne fjernt.
Netop balancen mellem tro og fornuft var genstand for den senere så omdiskuterede forelæsning, som pave Benedikt holdt ved sit gamle universitet i Regensburg i 2006. En passage gav anledning til en sammenligning mellem islam og kristendom, og paven citerede en middelalderlig byzantinsk kejser for nogle meget kritiske bemærkninger om islam og vold. Bemærkningen faldt den 12. september i skyggen af femårsdagen for al-Qaedas terrorangreb på USA, og det sikrede pavens ord en særlig gennemslagskraft i medierne og gennem dem i hele den muslimske verden, hvor citatet blev udlagt som pavens egen holdning og førte til angreb på kirker og en nonnes død. Benedikt beklagede, at citatet havde virket krænkende, men episoden efterlod alligevel indtrykket af, at han ikke forstod moderne mediers hæsblæsende logik.
Siden kom flere uheld til, skønt man kunne få det indtryk, at medierne undertiden retfærdiggjorde deres egne og ofte provokerende udlægninger af pavelige udtalelser med henvisning til kommunikationsproblemer i Vatikanet.
I tilfældet om de fire ultrakonservative biskopper, der i 2009 fik deres udelukkelse af den katolske kirke ophævet i forsøget på at nå en forståelse med det skismatiske St. Pius X Selskab, havde Vatikanet dog ikke gjort sit forarbejde godt nok. En af biskopperne var en notorisk holocaustbenægter, og den afsløring overdøvede alle forklaringer om, at paven først og fremmest søgte at hele en kirkesplittelse.
Kommunikationsproblemerne blegnede dog, da skandalen om katolske gejstlige og kirkelige medarbejderes seksuelle misbrug af børn og unge nåede til Europa. Skandalen var allerede brudt ud i USA i Johannes Paul IIs sidste leveår, men i 2010 kom den til Tyskland og bredte sig siden til Belgien, Holland og Irland, hvor tusinder af ofre trådte frem eller fik deres sag offentliggjort.
Som formand for Troslærekongregationen havde Ratzinger i 2001 indført nye og skrappere bestemmelser for den katolske kirkes centrale efterforskning af anklager om overgreb. Men fordi sagerne ofte gik årtier tilbage, mange af hovedpersonerne var døde, og hele skandalen vidnede om en organisatorisk svaghed, var det den institutionelle kirke og paven i særdeleshed, der måtte stå for skud.
LÆS OGSÅ: Katolsk biskop i Danmark: Paven var en stor teolog
På sine rejser blev det et fast punkt for Benedikt at mødes med ofre for seksuelt misbrug, ligesom han gennem interview og i erklæringer bad om tilgivelse for kirkens svigt. Det sikrede ham nogen anerkendelse, men for mange kom undskyldningerne for sent, ligesom nye kirkelige tiltag for at rydde op forekom utilstrækkelige.
Endnu en udfordring for Benedikt XVI var det at løfte arven efter den polske pave, Johannes Paul II, der for længst havde sikret sig en plads i historiebøgerne, og hvis rejser til alle dele af kloden havde synliggjort den katolske kirke som en global institution og styrket den politisk. Benedikt, der saligkårede sin forgænger i 2011, videreførte de mange rejser og tog også andre tiltag til sig, men kørte i øvrigt en linje, der var mindre spektakulær.
Benedikt XVI var en pave, man lyttede til eller læste, og hans flerbindsværk om Jesus solgte i millionoplag og er blevet udgivet på snesevis af sprog, inklusive dansk. Det var som formidler af troen til generationer af kristne, der ofte var i vildrede om eller forlegne ved kristendommen, at han så sin største opgave. Og det var i det skrevne ord og den omhyggelige prædiken eller tale, at hans personlighed trådte tydeligst frem og gjorde ham elsket.
Millioner af unge mødte ham på verdensungdomsdagene i Køln, Sydney og Madrid med overvældende begejstring, og hans rejser i og uden for Europa var vellykkede. Selv den fjendtligste pressedækning som forud for besøget i England og Skotland i 2010 blev i løbet af få dage vendt til overvejende positive reaktioner, og katolske værdier blev pludselig stuerene. Noget af hemmeligheden lå i pavens evne til at skabe et frirum for tro, som forekom ægte, forfriskende og uden sentimentalitet.
Men også den velkomst, han fik af andre kirker og af ikke-kristne, demonstrerede, at fred mellem religionerne var mulig, og at det var, hvad den katolske kirke ønsker.
Trods pavens dogmatiske præcision bedredes forholdet til protestanter og ortodokse, og trods talen i Regensburg udbyggedes kontakten til den muslimske verden.
Paven prioriterede også forholdet til jøderne højt, og hans besøg i Israel i 2009 (en rejse, der også gik til Jordan og Vestbredden) blev af Den Jødiske Verdenskongres kaldt en milepæl i den gensidige forståelse mellem kristne og jøder.
På sine rejser til Afrika og Latinamerika oplevede Benedikt XVI kontinenter, hvor kristendommen var levende og i vækst, mens ingen kunne komme uden om, at den var svækket hjemme i Europa. Det var ikke nyt for ham, og som tysker beklagede han, at hans generation ikke i tilstrækkelig grad havde formået at videregive den tro, som den selv havde modtaget som noget selvfølgeligt. I forordet til den særlige katekismus til unge, YouCat(2011), som blev udgivet som en del af hans evangeliseringsstrategi, skrev paven direkte til teenagerne, at de skulle sætte sig bedre ind i kristendommen, end deres forældre havde gjort.
Men udviskningen af troen strækker sig for Benedikt længere end til det snævert religiøse.
Den går hånd i hånd med tab af dannelse og tab af identitet, og derfor mobiliserede han musikkens og den klassiske kunsts mestre for gennem æstetikken at åbne flere veje til troen. Den lærde samtale dyrkede han også, og på sine paverejser mødtes han jævnligt med verdslige meningsdannere og overraskede ved selv at sænke paraderne.
I første bind af Jesus af Nazareth (2007) understregede han, at værket ikke var et læredokument, men et oplæg til samtale, omend samtalen hos læseren forudsatte en indledende goodwill for at være meningsfuld.
Denne åbenhed blev ikke altid gengældt, og mange af hans kritikere inden for og uden for den katolske kirke er dermed kommet til at fremstå mere dogmatiske og meget mindre smilende end paven. Man kunne herfra ikke forestille sig andet end, at Benedikt levede i et elfenbenstårn eller i det mindste var forblindet af særinteresser, og glemte, at ingen pave kan varetage sit embede uden et levende engagement i sin samtid.
For Benedikt XVI har hele hans gerning handlet om at hjælpe det enkelte menneske til et venskab med Jesus Kristus, som han ofte udtrykker det, og han har vist det ved at tage sine medmennesker yderst alvorligt. Det kom der ikke altid overbeviste kristne ud af.
Men det var en risiko, som paven var villig til at tage i tillid til, at en friere, mere retfærdig og mere menneskelig måde at forholde sig til hinanden på i sig selv udbreder kristne værdier. I en æra præget af stigende social ulighed, et kynisk menneskesyn og øget polarisering på snart sagt alle fronter gjorde den indstilling Benedikt XVI til en for sin tid usædvanlig europæer.