Gudstjeneste på P1: Et kig bag radiokirkens lydbillede

MED VIDEO: Hver søndag lytter cirka 60.000 danskere med, når DR P1 transmitterer gudstjeneste fra en af landets kirker. Men hvordan ser en gudstjeneste henvendt til ørerne ud? Kristeligt Dagblad tog med, da Jakob Zeuthen, DRs kirkestemme gennem 20 år, stod for sin sidste transmission

66-årige Jakob Zeuthen har stået for cirka 1000 radiogudstjenester og efter 20 år som vært står han i dag for den sidste. Kristeligt Dagblad er taget med DR i kirke for at overvære, hvordan en gudstjeneste til ørerne skrues sammen.
66-årige Jakob Zeuthen har stået for cirka 1000 radiogudstjenester og efter 20 år som vært står han i dag for den sidste. Kristeligt Dagblad er taget med DR i kirke for at overvære, hvordan en gudstjeneste til ørerne skrues sammen.

Den er gal fra begyndelsen.

Tekniker-Johnny sidder i DRs hvide vogn og har skruet op for de mikrofoner, der skal få klokkerne i Rødovre Kirkes tårn til at bimle hjemme i de danske stuer.

Men ud over en let susen fra bilerne på vejen udenfor er der stille. Sekunderne går. Syv, otte, ni. Så begynder klokkerne i den rødkalkede kirke endelig at svinge.

"Det var da vist en svipser," konstaterer Bjarne, tekniker nummer to.

Klokken er 9.55 søndag formiddag, og indenfor er kirken næsten fyldt. Bagest op ad væggen sidder en tæt mand med blussende kinder og hovedtelefoner på. Han holder et manuskript i venstre hånd, og i sin højre, som hviler på maven, holder han en mikrofon. I mikrofonen taler en rutineret stemme til de cirka 60.000 lyttere, som følger søndagens højmesse over radioen. Det har stemmen gjort cirka 1000 gange før.

Den tilhører 66-årige Jakob Zeuthen, og efter 20 år som vært for radiogudstjenesterne står han i dag for den sidste. Kristeligt Dagblad er taget med DR i kirke for at overvære, hvordan en gudstjeneste til ørerne skrues sammen.

LÆS OGSÅ: Kristen kulturarv på vej væk fra DRs forpligtelser

"Når jeg går ud af kirken efter transmissionen, er jeg pensionist, så jeg vil benytte lejligheden til her og nu at sige hjertelig tak til de mange gudstjenestelyttere. Tak for overbærenhed. Tak for medleven," siger Jakob Zeuthen, mens klokkerne bimler, og kirketjener Julia Holm opmærksomt følger hans bevægelser.

Han nikker til hende, og som aftalt har hun 20 sekunder til at stoppe klokkerne. Den lille kvinde trisser ud af kirken, hen til tårnet og får klokkerne i ro.

"Nu skal vi til gudstjeneste!", siger Jakob Zeuthen.

Artiklen fortsætter under videoen


Og mens klokkerne slår de ni bedeslag, haster han ud af kirken og ind i DR-vognen til sine to teknikere.

For radiolytteren kan søndagens transmission lyde legende let. Det er den ikke. Den er som et teaterstykke med en stram tidsramme og uden anden forberedelse end en kort lydprøve inden forestillingen.

Naturligvis har præsten selv skrevet og kender derfor sit manuskript. Men intet er, som det plejer at være på sådan en dag.

"Min prædiken er væsentlig mere gennemarbejdet end mange andre af mine prædikener. Men vi må jo cutte af hele tiden under gudstjenesten. Det gode flow, vi plejer at have, er der ikke," fortæller Helle Theill, sognepræst i Rødovre Kirke.

Forud for transmissionen har hun og kirkens øvrige medarbejderne udfyldt et skema, der på sekundet beskriver gudstjenestens gang. Det er forbudt at overskride tiden. DR P1 skubber ikke dagens programmer, bare fordi præst eller organist ikke kan blive færdig.

Forberedelserne på selve dagen begynder klokken 7.20, da DRs sendevogn med knurrende motor bryder stilheden i det mørke, regnvåde villakvarter vest for København. Vognen må stå uden for kirkens grund, for porten til kirkegården er for smal. Heldigvis er kablerne bag i vognen 90 meter lange. 15 mikrofoner skal sørge for, at radiolytterne får det hele med. Mange mikrofoner kræver lange kabler. Ved den første transmission i 1925 brugte man to mikrofoner. Siden er radiogudstjenesten blevet noget mere avanceret.

Klokkerne ringer solen op, mens teknikerne, Johnny og Bjarne, bærer stativer ind i kirken og trækker de gule kabler gennem et vindue og videre ind i kirkerummet, hvor de snor sig som slanger langs bænkene. Bjarne lægger to mikrofoner på de fugtige brosten ved kirketårnet de er til klokkerne.

"Man skal kunne høre det hele. Bilstøj og fugle. Her i fredelige Rødovre kan vi lægge dem på jorden. Inde i byen løber vi ud og ind med dem. Ellers render folk med dem," siger han.

Inde i kirken klæber Johnny bittesmå mikrofoner fast til alteret ved siden af nadverbægrene, så kernelytterne derhjemme kan drikke med, når præsten siger dette er Jesu Kristi blod. Ifølge en tidligere undersøgelse sidder 8000-10.000 lyttere klar med brød og vin. Derudover placerer teknikerne én mikrofon ved alteret, én ved knæfaldet foran alteret, én til kordegnens indgangsbøn, én ved prædikestolen, to ved stolerækkerne til publikum, som teknikerne siger, to til koret og to på et tre meter højt stativ til orglet.

Kirketjener Julia Holm kigger bekymret på kabler og ledninger.

"Jeg håber ikke, at folk vælter over det," siger hun.

Bjarne vifter beroligende med en rulle sort gaffatape og plastrer snubletrådene til.

Johnny kommer ilende fra DR-vognen:

"Så er der forbindelse til Radiohuset!"

Den melding modtages altid med en vis lettelse af de andre. Så let går det nemlig ikke altid. Transmissionen i dag bringes via en mast i udkanten af København til DR Byen på Amager og derfra ud til resten af landet. Når Jakob Zeuthen og teknikerne besøger kirker i de jyske landområder, hænder det, at forbindelsen er væk.

"Så får man sved på panden. Så bruger vi måske et par timer på at ringe og klage over, at der ikke er forbindelse, og så får vi en mand ud. Det er sket, at han er kommet 20 minutter inden gudstjenesten," fortæller Zeuthen.

En time inden gudstjenesten er korsangere og organist klar til lydprøve. Jakob Zeuthen klør sig bekymret i det stride karseklip. Koret skal indlede med en salme af den surrealistiske digter Simon Grotrian. Han er svær, sangerne er usikre på teksten og vil oven i købet synge flerstemmigt.

"Har I styr på Grotrian?", spørger han.

"Ja, sådan da," siger organisten.

"Tænk på tekst-tydelighed. Man skal kunne forstå hans ord," siger Zeuthen.

Koret nikker.

Det vigtigste for Jakob Zeuthen er, at lyden fungerer, at præsten har noget på hjerte, og at kirken ellers bare gør, som den plejer.

"Nogle køber en trompet eller en ekstra korsanger, fordi det skal være fint. Men de skal ikke gøre det for vores skyld. Kirken skal ikke tænke på, at den er i radioen. Vi er kommet for at høre højmessen, som den er. Det er godt nok for lytterne," siger han.

Den erfarne vært har samtidig undgået mange kirker i årenes løb, hvis han ikke mente, at præsten eller organisten var god nok.

"Jeg har et kvalitetsfilter. Det handler ikke om det teologiske at nogle af præsterne er for fromme. Det kan jeg godt adskille. Men præsten skal have noget på hjerte og ville noget med sin teologi. Der er ikke noget værre end en præst, der står og taler om sit privatliv. En dygtig organist er lige så vigtig, fordi organisten skaber det gudstjenstlige drama med sin musik og sine overgange," siger han.

Sognepræst Helle Theill står med rynkede bryn ved alteret. Hun er en erfaren prædikant, men der plejer ikke at være alle de mikrofoner omkring hende. Jakob Zeuthen instruerer hende i, hvor hun skal stå og gå under gudstjenesten.

"Skrat, skrat," lyder det fra walkie-talkien, som han står og fægter med ved siden af præsten:

Så er det præst fra prædikestol, siger en af teknikerne i walkie-talkien.

Helle Theill bestiger stolen og begynder:

"Gud, ved din vilje er vi skabt..."

"Skrat, skrat, vi kommer lige med en anden mikrofon."

Bjarne kommer løbende med den sorte tingest. Helle Theills bryn har ikke ændret sig. Klokken er 10 minutter i 10.

"Gud, ved din vilje..."

"Skrat. Det er meget fint. Vi er færdige med prøven," siger Bjarne.

"Så er der snart action!"

Uret i DR-vognen viser 9.53. De to teknikere sætter sig ved mixerpulten, der med sine mange knapper ligner en miniaturemodel over et enormt fabriksområde. De har sat et kamera op i kirken, så de kan følge med i gudstjenesten. Lyden på mikrofonerne skal nemlig skrues op og ned, alt efter hvor præsten står, og hvor højt menigheden synger. Jakob Zeuthen står inde i kirken og øver sin indgangsbøn, indledningen til radiogudstjenesten. Han har ikke styr på tiden.

"Hvad er klokken?", spørger han over walkie-talkien.

De to teknikere i vognen fniser:

"Der er et ur inde i kirken."

"Sig det nu!"

"Du er på om halvandet minut!"

"Tak, mor."

Klokkerne ringer, Jakob Zeuthen indleder, og herefter er hans opgave tilbage i DR-vognen at styre de to teknikere igennem gudstjenesten.

Han sidder med næsen i det minutiøst planlagte program og giver ordrer, mens Johnnys fingre hastigt glider hen over mixerpultens knapper:

"Indgangsbøn!" Kordegnens mikrofon skrues op.

"Salmeannonce! Nej! Lyd på præsten!"

Og Johnny skruer hastigt op for præsten, som alligevel når at bede første del af bønnen uden for radiolytternes hørevidde. Bjarne står i baggrunden og stikker til de to:

"Sådan et par gamle nisser bag mixeren. Det går ikke. Lad os unge komme til."

Under salmen Tak og ære være Gud skærer en skinger stemme igennem. Jakob Zeuthen griner sit stødvise hædr hædr-grin. Der sidder en kvinde og synger højt og falsk lige under en af mikrofonerne i kirken.

"Kan du ikke lige gå ind og bede hende om at flytte sig lidt?", spørger Johnny med et skævt smil.

Nadver og prædiken forløber uden de store svipsere. Man kan ikke se det på ham. Han er ikke den sentimentale type, men Jakob Zeuthen kommer til at savne sin menighed.

"Set med mine øjne er radiogudstjenesten helt uvurderlig for folkekirken, fordi gudstjenesten er den eneste kontakt til kirken for rigtig mange mennesker. Det er den kernemenighed, jeg har været allergladest for at være vært for; de, der sidder på fjerde sal og vrisser og ikke kan komme ned ad trappen, men som har levet et aktivt kirkeliv. Hvis radiogudstjenesten ikke var der, ville de ikke have nogen gudstjeneste."

Klokken er fem sekunder i elleve, og Jakob Zeuthen skal træffe en hastig beslutning, mens han traver tilbage til kirken: Hvor skal transmissionen helt præcis ende?
Klokken tager ikke hensyn til, at menigheden for eksempel er midt i en salme. Han står et øjeblik i tanker, taber sine papirer på gulvet i våbenhuset og siger over walkie-talkien:

"Vi lukker ved udgangsbønnen. Lige så snart præsten siger amen, er jeg på! Lige efter!"

Da præsten er færdig med at bede, og organisten slår første tone an i postludiet, taler den rutinerede radiostemme igen roligt i mikrofonen:

"Tak for de mange gange, De har lyttet med."

Klokken er præcis 11.05. Manden med stemmen og de blussende kinder smiler saligt og slår overlegent ud med armene:

"Det passer. Men det er mere held end forstand."

Mens han trykker biskopper, præster og almindelige kirkegængere i hånden, lister sognepræst Helle Theill ud i kirkens sidebygning og falder sammen på en stol. Hun ligner en, der har løbet marathon.

"Puuuuh. Jeg taler for 17.000 mennesker på et helt år, og så er der lige pludselig 60.000 lyttere til én gudstjeneste. Så er der nerver på. Så bliver man meget lille," siger hun og piller mikrofonen ud af pibekraven.

"Misforstå mig ikke. Vi synes, det er en fest. Men vi er også lettede, når det er ovre."

Jakob Zeuthen er også lettet over at kunne slukke for karrieren med en vellykket gudstjeneste. Han har altid været beredt på det værste, og han har længe haft en trumf liggende, hvis det en dag skulle gå helt galt. Den bliver liggende.

"Jeg har en reserveudsendelse. Det er en koncert med Frelsens Hær. Lækker frelsermusik. Lytterne ville garanteret hygge sig," siger den pensionerede vært.

"Men den får jeg nok aldrig brugt nu."