Jysk kirke skaber fællesskab for asylsøgere fra hele verden

De kommer fra Iran, Afghanistan, Armenien, Ukraine, Myanmar og Kina, men de har det til fælles, at de er kristne. Hver måned samles asylsøgerne til international gudstjeneste i Jelling i Østjylland, hvor venskaber opstår på tværs af nationalitet

Ved de internationale gudstjenester i Jelling får sognepræst Birgitte Rosager Møldrup (i forgrunden) hjælp af Christophe Ndikuriyo, der flygtede fra Burundi til Danmark, hvor han nu har fået asyl. Det var hans idé at åbne folkekirken for de kristne asylsøgere i byens asylcenter. - Begge fotos: Palle Peter Skov/Scanpix.
Ved de internationale gudstjenester i Jelling får sognepræst Birgitte Rosager Møldrup (i forgrunden) hjælp af Christophe Ndikuriyo, der flygtede fra Burundi til Danmark, hvor han nu har fået asyl. Det var hans idé at åbne folkekirken for de kristne asylsøgere i byens asylcenter. - Begge fotos: Palle Peter Skov/Scanpix. Foto: Palle Peter Skov.

Uden for den hvidkalkede kirke står Jellingstenen. Eller Danmarks dåbsattest, som den også kaldes. Stenen er beskyttet mod vind og vejr af en gennemsigtig glasmontre, men runerne er tydelige og vidner om trosskiftet her i landet fra hedenskab til kristendom.

Denne søndag i december er det da også en flok kristne mennesker, der går ind og sætter sig på kirkebænkene, mens det tredje lys i adventskransen tændes.

De er kommet langvejs fra. Nogle fra Iran, Afghanistan og Ukraine. Andre fra Kina, Armenien og Myanmar (Burma). Lige nu har de adresse i Jelling, hvor i alt 400 asylsøgere bor på et af Dansk Røde Kors' asylcentre. Her er alle aldre. Fra en armensk baby med nissehue til den voksne iranske mand, der bærer en T-shirt med teksten ”Home is where”.

I dag er de kommet i kirken, fordi der er international julegudstjeneste. Det betyder blandt andet, at folk fra menigheden skiftes til at læse evangeliets tekst højt på både fransk, arabisk, burmesisk og engelsk, som i øvrigt er det gennemgående sprog under hele gudstjenesten. Både i salmer, prædiken og i bøn.

”Let us pray together,” siger sognepræst Birgitte Rosager Møldrup, der står for de internationale gudstjenester i Jelling Sogn.

I Jelling bor i alt 400 asylsøgere på et af Røde Kors' asylcentre. Hver måned holder Jelling kirke international gudstjeneste.
I Jelling bor i alt 400 asylsøgere på et af Røde Kors' asylcentre. Hver måned holder Jelling kirke international gudstjeneste. Foto: Palle Peter Skov

En gang om måneden slår hun over i engelsk, når kirken byder indenfor til en fælles kristen gudstjeneste eller fællesspisning. Hun havde i lang tid haft lyst til at åbne kirken for de mange asylsøgere i byens asylcenter, da der en dag blev banket på hendes dør. Udenfor stod Christophe Ndikuriyo. En præst fra Burundi, der selv var flygtet til Danmark sammen med sin familie og nu havde fået asyl og bopæl i nabobyen Vejle.

”Han spurgte, om vi ikke som folkekirke havde lyst til at lave internationale gudstjenester, så vores kristne trosfæller kunne være sammen i kirken. Det blev så startskuddet på den ordning, der nu har kørt i tre år, og hvor Christophe altid er med som hjælpepræst,” fortæller Birgitte Rosager Møldrup.

Hun kalder menigheden for en ”transitmenighed”. For mens nogle kommer i kirken næsten hver gang og har ventet på at få deres asylansøgning behandlet i flere år, er der andre, der kun opholder sig meget kort tid i centret, før deres sag er afklaret.

Christophe Ndikuriyo fra Burundi er altid hjælpepræst, når Birgitte Rosager Møldrup og menigheden inviterer til international gudstjeneste.
Christophe Ndikuriyo fra Burundi er altid hjælpepræst, når Birgitte Rosager Møldrup og menigheden inviterer til international gudstjeneste. Foto: Palle Peter Skov

”Selvfølgelig berører deres situation mig. Men jeg insisterer på, at når vi mødes her i kirken, så er vi sammen som en fælles menighed. Grundlæggende er vi jo ens - det er bare vores vilkår, der er forskellige. Og faktisk oplever jeg, at netop den indstilling virker som en lettelse for mange af asylsøgerne. For her er vi lige, og det er lidt synd for os alle sammen - og vi er også syndere alle sammen. Her er asylsøgerne med andre ord ikke kun ofre. Og det skaber en helt anden værdighed for alle, når vi mødes på den måde,” siger Birgitte Rosager Møldrup.

På en af kirkebænkene sidder en far og tre af hans børn. Yin Bay Mabu er flygtet fra Myanmar sammen med sin familie for otte år siden. Vejen er gået over Malaysia og Rumænien, og de seneste tre et halvt år har familien på syv boet i Danmark. Børnene taler flyder dansk, og den ældste datter Mi Mi på 17 år går i 9. klasse på en skole i Vejle. Familien flygtede fra Myanmar, fordi Yin Bay Mabu og hans kone tilhører et kristent mindretal, der blev forfulgt af landets militærstyre.

Yin Bay Mabu har boet i Danmark i tre et halvt år. Han flygtede sammen med sin familie fra Myanmar, fordi de tilhører en forfulgt kristen minoritet. Hans datter Mi Mi (th.) og to yngre børn er med i kirken denne søndag, mens hans kone er blevet på asylcentret med de to yngste børn. Yin Bay Mabu nyder at komme i kirken til de internationale gudstjenester, hvor man er en del af et kristent fællesskab - og får håb i en ellers svær tid.
Yin Bay Mabu har boet i Danmark i tre et halvt år. Han flygtede sammen med sin familie fra Myanmar, fordi de tilhører en forfulgt kristen minoritet. Hans datter Mi Mi (th.) og to yngre børn er med i kirken denne søndag, mens hans kone er blevet på asylcentret med de to yngste børn. Yin Bay Mabu nyder at komme i kirken til de internationale gudstjenester, hvor man er en del af et kristent fællesskab - og får håb i en ellers svær tid. Foto: Palle Peter Skov

”Vi er meget glade for, at det er muligt at møde andre kristne her i kirken til de internationale gudstjenester. Når vi er sammen med andre i Jesus Kristi navn, er der ikke fokus på forskelle, men på fællesskab. Vi har også lært mange at kende gennem gudstjenesterne. Både folk fra Etiopien, Kina og selvfølgelig danskere,” fortæller Yin Bay Mabu.

Mi Mi sidder ved siden af ham og hjælper med de danske ord. Hun er den eneste af de fem søskende, der er født i Myanmar og kan huske en lille smule fra landet. Men hun føler sig dansk. Derfor er det også en meget svær tid for hende og familien lige nu. De har for nylig fået endeligt afslag på deres asylansøgning og har fået besked på, at de kan blive hentet af politiet når som helst for at blive sendt tilbage til Rumænien.

En armensk baby med nissehue og babyens far deltager også i gudstjenesten.
En armensk baby med nissehue og babyens far deltager også i gudstjenesten. Foto: Palle Peter Skov

”Når vi tænker på vores situation, får vi det virkelig dårligt og bliver meget bange for fremtiden. Men det glemmer vi heldigvis lidt, når vi er her i kirken og lægger vores liv i Guds hænder. Derfor er det også så vigtigt for os at kunne komme her i kirken,” siger Yin Bay Mabu.

Han forstår heller ikke helt, hvorfor der ikke er mere fokus på de kristne asylsøgere her i landet.

At gudstjenesten er international betyder blandt andet, at folk fra menigheden skiftes til at læse evangeliets tekst højt på både fransk, arabisk, burmesisk og engelsk, som i øvrigt er det gennemgående sprog under hele gudstjenesten. Både i salmer, prædiken og i bøn.
At gudstjenesten er international betyder blandt andet, at folk fra menigheden skiftes til at læse evangeliets tekst højt på både fransk, arabisk, burmesisk og engelsk, som i øvrigt er det gennemgående sprog under hele gudstjenesten. Både i salmer, prædiken og i bøn. Foto: Palle Peter Skov

”Danmark er jo primært et kristent land, og regeringen har også sagt, at man vil have særligt fokus på forfulgte kristne. Så jeg havde håbet og troet, at man så anderledes på vores situation. Vi er rigtig glade for at bo her i landet - men det er, som om Danmark ikke helt anerkender os på samme måde,” siger han.

Efter gudstjenesten i kirken bliver alle inviteret over i sognegården til kaffe, æbleskiver og pakkeleg. Her opstår de spontane samtaler over bordet, mens termokanderne sendes rundt.

"Grundlæggende er vi jo ens - det er bare vores vilkår, der er forskellige. Og faktisk oplever jeg, at netop den indstilling virker som en lettelse for mange af asylsøgerne," siger sognepræst Birgitte Rosager Møldrup.
"Grundlæggende er vi jo ens - det er bare vores vilkår, der er forskellige. Og faktisk oplever jeg, at netop den indstilling virker som en lettelse for mange af asylsøgerne," siger sognepræst Birgitte Rosager Møldrup. Foto: Palle Peter Skov

”Prøv at se,” siger sognepræst Birgitte Rosager Møldrup og smiler.

”Det er netop de her pludseligt opståede møder, der for mig at se giver så meget håb og mening. Lige nu sidder folk og taler sammen med nogen, de aldrig har talt med før. De finder sammen. I et kristent fællesskab. Og for mig at se er det altså en opgave, folkekirken skal tage på sig. Vi er en offentlig institution, og derfor skal vi som kirke tilbyde gudstjenester for alle kristne her i landet - uanset hvor de kommer fra, og hvor længe de er her,” siger hun.