Når politikere gør tilslutning til demokratiske værdier til en forudsætning for samarbejde eller godkendelse som trossamfund, er det en indskrænkning af dansk frihedstradition i demokratiets navn.
Det mener flere kritikere, efter at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation torsdag stoppede alt samarbejde med Islamisk Trossamfund, som ikke tog afstand fra kontroversielle imamer.
Samtidig har flere politikere som Naser Khader (K) og Christian Langballe (DF) kræver øget kontrol med trossamfundene.
”Tankepoliti” har Marianne Jelved (R) kaldt det, mens tidligere DPU-professor og forfatter Ove Korsgaard taler om en problematisk glidebane.
”At forudsætte en aktiv tilslutning til demokratiske værdier og ellers true med at trække støtte, foreningsgodkendelser eller statsborgerskab, er en misbrug af demokratiet. Det er en misforståelse af, hvad demokrati er. Det er kun totalitære systemer, der afviser folk og holdninger, som afviger fra den totalitære ideologi. Det er farligt, hvis vi begynder at ville kontrollere folks tanker og synspunkter,” mener Ove Kors-gaard.
Han mener, at også debatten om indfødsret viser en problematisk bevægelse i håndteringen af frihedsrettighederne.
”Jeg forstår godt det politiske behov for at gøre noget ved terrorrisikoen. Men man er nødt til at have et meget skarpt blik for, hvornår man går for langt og sondre mellem ytringer og handlinger eller opfordring til vold. I et retssamfund er det afgørende at fastholde, at kritik af demokratiet er muligt. Det er netop demokratiets styrke, at det tillader folk at have en anden opfattelse og at give udtryk for den,” siger Ove Korsgaard.
Også direktør for den borgerligt-liberale tænketank Cepos Martin Ågerup ser det som et problem for ytrings- og foreningsfriheden, hvis man ikke længere har lov til at mene, hvad man vil.
”Det er en del af vores samfundsorden, at man må acceptere, at folk siger uhyrlige ting. Københavns Kommune må gerne forholde sig kritisk til, hvem de giver støtte til. Men i et samfund, hvor man stort set giver støtte til hvad som helst, kan det jo minde om, at man ikke har foreningsfrihed, hvis man nu begynder at trække støtten til muslimske foreninger,” siger Martin Ågerup, som heller ikke tror på, at forbud og kontrol med godkendelse vil virke efter hensigten.
”Forbud er jo ikke ensbetydende med, at de holdninger holder op med at være der. Det bliver bare mere fordækt og mindre åbent,” siger han.Professor mso ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen peger på, at det politiske pres på øget kontrol med godkendelser minder om en fransk tilgang, hvor man grundlæggende er mistænksom over for trossamfundene.
”I dansk tradition - blandt andet fra Grundtvig - har man lagt vægt på fuld trosfrihed uden kontrol med godkendelse. Det afgørende er, at landets love skal overholdes, men derudover ikke pålægger begrænsninger eller krav om tilslutning til demokratiet.
Det er ikke naivt, men udtryk for en pragmatisk model, som tager højde for de historiske erfaringer med indskrænkning af religionsfriheden,” siger Lisbet Christoffersen.
Naser Khader mener, at kritikerne har en naiv tilgang til samtidens udfordringer med radikalisering.
”Jeg vil ikke forbyde folks holdninger, men hvis målet er at undergrave demokratiet, så er man nødt til at tage sine forholdsregler. I 1930'ernes Tyskland var man for passiv, og den fejl skal vi ikke gentage. Hizb ut-Tahrir (islamistisk parti, red.) er ved at overtage boligforeninger, hvorefter de straks indfører radikale ikke-demokratiske tiltag.”
Men du taler om, at trossamfund skal miste godkendelse, hvis de ikke ”samarbejder om integration” eller ”modarbejder demokrati”. Er det ikke at gøre bestemte holdninger til forudsætning for den frihed, som andre borgere har?
”Mit ærinde er at passe på demokratiet. Men når jeg fornemmer en tendens til, at folk ikke vil demokratiet det godt, så ringer alarmklokkerne. Folk må praktisere deres religion frit, men vi behøver ikke at støtte eller give skattefradrag til trossamfund, som direkte modarbejder demokratiet. Med al respekt så ved jeg mere om de aktuelle trusler vi står overfor end Korsgaard og Jelved. Nogle gange er der ikke langt fra ord til handling. Her hjælper det altså ikke med idealer fra 1800-tallet,” siger Naser Khader.