Mandag den 3. maj 2010 står som en ganske særlig dag i Jens Henrik Lassens liv, der til daglig arbejder som formand på byggepladser. Ikke bare for ham selv, men også for hans kone, Ulla Hermansen, og deres to børn, Freja og Theis.
Klokken seks om morgenen ankommer han denne dag til Odense Universitetshospital. På forhånd er han blevet varslet om, at han skal være frisk og udhvilet. Det kan han ikke just påstå, at han er. Dagen i forvejen har familien fejret datteren Frejas konfirmation, og han er først blevet færdig med oprydningen klokken to om natten.
LÆS OGSÅ: Organdonation bør belønnes. Det redder liv
Med mørke rande under øjnene tropper Jens Henrik Lassen efter kun ganske få timers søvn op på hospitalet i Odense. Afklaret, men også spændt. Indkaldt til operation. Som donor. Det er i dag, han skal afgive sin ene nyre.
Aldrig før er han blevet opereret eller har for den sags skyld været i narkose. Alligevel har han en ret klar fornemmelse af, hvad han går ind til. Gennem det seneste år er Jens Henrik Lassen nemlig blevet tjekket på kryds og tværs og informeret om forløb, konsekvenser, og risici ved donation.
Jeg havde som det allerførste talt rigtig meget med min kone og mine børn om det også selvom børnene kun var 11 og 13 år. Det var vigtigt for mig, at de støttede op om min beslutning, siger Jens Henrik Lassen om alt det, der gik forud for hans entré på universitetshospitalet denne tidlige mandag morgen for knap to år siden.
Oppe på operationsafsnittet bliver Jens Henrik Lassen denne morgen gjort klar til operation. Det samme gør den 69-årige Ejnar Skovgaard Larsen, der bor ganske få kilometer fra Jens Henrik Lassen ved Brenderup på Nordfyn. De to hilser på hinanden. Ejnar Skovgaard Larsen har gennem flere år gået i dialyse tre dage hver eneste uge. Hans eneste mulighed for at blive helbredt har været at få en ny nyre.
LÆS OGSÅ: En glæde at hjælpe andre
Jeg mødte Ejnar i frimurerlogen, men det var tit, han ikke var der på grund af sygdom. Jeg fandt ud af, at han ikke boede langt fra os, og en dag tog jeg op og besøgte ham. I en af vores samtaler fortæller han, at han er ved at blive klargjort til ny nyre, men at ingen af hans sønner kunne donere, da hans nyresygdom var arvelig, og de dermed også kunne bære sygdommen. Hans eneste mulighed var at blive skrevet op på en venteliste. Han vidste, at det kunne tage lang tid, og at han måske ikke ville nå det i tide, fortæller 54-årige Jens Henrik Lassen.
Ret hurtigt kunne han mærke, at det ville være rigtigt for ham at give sin ene nyre til Ejnar Skovgaard Larsen, hvis og såfremt blod- og vævstype matchede og med vished for konens og børnenes opbakning.
Det viste sig, at jeg havde de rette egenskaber som donor, så beslutningen blev taget. Herefter gik der måneder med adskillige undersøgelser for at sikre, at min helbredstilstand kunne tåle indgrebet, fortæller han.
I den bibelske tekst, som der i morgen prædikes over i landets kirker, lyder det fra Jesus, at det hvedekorn, der falder til jorden og dør, skal bære mange fold. Jens Henrik Lassen var ikke i nærheden af at give sit liv, for at mange skulle overleve. Men han gav afkald på et organ og indvilgede i den risiko, der er ved donation af vitale organer.
Rent faktisk er der minimal risiko ved nyredonation. Den største overvejelse for mig gik på, at jeg ikke ville kunne donere til mine børn, hvis et af dem en dag skulle blive syg, og så er man selvfølgelig mere udsat med kun en nyre, siger fynboen og uddyber:
Man kan blive ved med hvis og hvis. Men nogle gange skal der også handles. Hvad nytter det med pæne ord om alt det, vi vil gøre, hvis vi ikke også er villige til at føre dem ud i livet.
Det var dog ikke alle mennesker omkring Ulla og Jens Henrik Lassen, der anskuede hans donation med så stor lethed og overskud.
Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg ville donere til en 70-årig, når jeg selv havde forholdsvis små børn og kunne få brug for at donere til dem andre igen har ikke forstået, at jeg turde.
Jens Henrik Lassen har en fornemmelse af, at hans syn på det at række hånden ud mod næsten er formet af flere ting. Dels hans opvækst i et kristent hjem ved Grenaa, dels et børne-, ungdoms-, og voksenliv i FDF-bevægelsen, dels at han i sine unge år rejste til Indien og arbejdede nogle måneder for moder Teresas klosterorden.
Det var nok særligt i Indien, at jeg fandt ud af vigtigheden af at kunne hjælpe andre også selvom hjælpen synes som en dråbe i havet. En enkelt lille handling kan være livgivende for et andet menneske, siger Jens Henrik Lassen, der har det blandet med at fortælle sin historie om donationen til Kristeligt Dagblad.
En handling er vigtig i sig selv, men den skal ikke udbasuneres. Men hvis min beslutning omvendt kan medvirke til at gøre det nemmere for andre at tage stilling, tjener det et godt formål.
Tilbage til den 3. maj 2010 på Odense Universitetshospital. Hen på eftermiddagen vågner Jens Henrik Lassen op fra operation. Det samme gør Ejnar Skovgaard Larsen, der på stuen ved siden af har fået transplanteret ny nyre. Den har virket på sekundet.
For mig personligt har det været en kæmpe stor gave at se Ejnar få livsgnisten tilbage. Allerede inden tranplantationen var hans håb blevet vakt, og i dag har han fået det liv, han ellers havde mistet, siger Jens Henrik Lassen og kommer med eksempler på det, der igen er blevet betydningsfulde elementer i Ejnar Skovgaard Larsens tilværelse:
Nu kan han gå på jagt ligesom førhen, spille kort, hjælpe sin søn på gården og gå tur med sine børnebørn. Alt det, der betyder noget for ham.