Kære læser. Vi begynder med en lille quiz.
Hvilken dag skal vi ifølge Indiens nationale kalender fejre nytår? Hvilket år befinder vi os i ifølge muslimsk tidsregning? Og er kineserne på vej ind i dragens eller tigerens år?
De færreste vil formentlig kunne skyde fra hoften og svare rigtigt på alle tre. Spørger man derimod en hindu i Indien, en muslim i Egypten eller en kineser i Beijing, hvornår Vesten fejrer nytår, og hvilket år vi om få dage går ind i, kræver svaret ikke den store betænkningstid.
Heller ikke selvom de pågældende lande har deres egne kalendere og højtider, fortæller en række forskere til Kristeligt Dagblad.
Kristi fødsel, som ligger til grund for den kalender og tidsregning, vi følger i Vesten, er med andre ord på vej til at blive global.
Allerede i 1893 indførte japanerne den vestlige gregorianske kalender, som har fået navn efter en katolsk pave, og i 1912 fulgte Kina med.
Andre lande har en traditionel kalender som deres officielle, men følger i praksis den vestlige. Idet hinduistiske Indien, det buddhistiske Thailand og de fleste muslimske lande, herunder Egypten, bruges den vestlige kalender til hverdag og de traditionelle til fest.
Og selvom islamiske styrer såsom Saudi-Arabien gør meget ud af at promovere en islamisk kalender, er den for de fleste muslimer kun af rituel betydning, mens den gregorianske efterhånden bruges i det praktiske liv, fortæller professor og islamforsker Jakob Skov-gaard-Petersen.
Den kalender slog igennem mange steder for godt 100 år siden.
Så man agerer ud fra begge kalendre, og den islamiske er netop blevet mere religiøs, fordi den anden rummer det dagligdags. Ligesom vi taler om, hvornår påsken falder i år, må muslimer følge den rituelle kalender for at holde ramadan, hajj, nytår og så videre. Aviser vil typisk angive datoerne for begge kalendre, ligesom der er et bedeskema, hvor man kan se, hvornår de forskellige bønner på dagen præcist falder.
Samme tendens gør sig gældende i Israel, fortæller teologilektor Søren Holst:
Den jødiske kalender har selvfølgelig stor religiøs betydning, men langt de fleste israelere vil i vore dage i praksis opgive datoer og årstal efter vores gregorianske kalender. Køber man avisen Haaretz på gaden i Tel Aviv, vil man stadig se, at den på forsiden angiver datoen både efter jødisk og vestlig tidsregning.
Hvorfor er den vestlige kalender og tidsregning blevet så udbredt?
Én forklaring er, at hvis man i dag vil være medspiller i det globale medie- og forretningsliv, bliver man nødt til at følge Vestens kalenderblade. Det mener professor ved Handelshøjskolen i København (CBS) Uffe Østergård, der forsker i historie og internationale relationer.
Udbredelsen af den vestlige tidsregning er desuden udtryk for, at Vesteuropa vandt overmagten i slutningen af 1700-tallet, mener professoren.
Man kunne lige så godt have valgt en helt ny måde at angive tiden på. Men den gregorianske kalender, som paven introducerede i 1500-tallet, var den mest præcise og mere præcis end den julianske, som blev indført af Julius Cæsar, og som var det bedste, man kunne levere tilbage i antikken, siger han.
Julius Cæsars julianske kalender havde for mange dage i forhold til solåret, og i 1500-tallet var der derfor opstået en forskydning i forhold til årstidernes cyklus på omkring 10 døgn. Derfor indførte den katolske pave Gregor den 13. i 1582 et nyt og mere præcist kalendersystem, kaldet den gregorianske kalender, med forbedrede regler for skudår. For at indhente de manglende døgn bestemte paven også, at man samme år skulle springe direkte fra den 4. oktober til den 15. oktober.
Vores tidsregning går væsentligt længere tilbage end vores kalender. Dog ikke helt tilbage til Kristi fødsel, for fødslen spillede ikke nogen stor rolle i kristendommens første mange år. Det centrale for den første kirke var derimod Jesu opstandelse efter korsfæstelsen. Fødslen fik først betydning i år 525, da den talkyndige munk Dionysius udarbejdede et system for at fastlægge, i hvilken uge påsken falder hvert år. Indtil da havde hver by haft sin egen tidsregning, og det frustrerede den katolske kirke, som ville have, at alle fejrede påske samtidig.
Dionysius fik den originale idé at fastsætte år 1 ved Kristi fødsel.
Han tog sol, måne og Bibelen i brug og regnede sig, så godt han kunne, frem til en dato. 200 år senere blev hans system udbredt i hele Europa og er nu godt på vej til at sprede sig til resten af verden. Paradoksalt nok var Dionysius ikke optaget af at skabe en tidsregning til brug i det praktiske liv, påpeger lektor i teologi Søren Holst.
Jeg er såmænd ikke sikker på, at han overhovedet prøvede at udbrede den. Han var ikke optaget af tidsregning som et redskab for historieskrivningen. Det var tidsregningens betydning for gudstjenesten, der optog ham, siger han.
Det var munken Beda, der i en bog om kirkehistorie fra 700-tallet gjorde Dionysius tidsregning populær, fortæller Søren Holst:
Munken Beda med tilnavnet den Ærværdige sad i et kloster i det nordlige England og skrev på en bog om den engelske kirkes historie, som lå færdig i år 731. I den brugte han Dionysius system til at sætte årstal på begivenhederne, og Bedas bog fik stor udbredelse, så dermed slog systemet an.
Hverken Dionysius eller senere tiders historikere har præcist kunnet fastslå, hvornår Kristi fødsel egentlig fandt sted. Ifølge Søren Holst tyder noget på, at Dionysius ramte fire år for sent. Er det rigtigt, skal man altså tænke sig, at Jesus kom til verden i år 4 f.Kr.
Historisk præcision eller ej Kristi fødsel blev startskuddet til en tidsregning, som breder sig til lande langt uden for Vesten. Var kristendommen ikke blevet dominerende i Europa, kunne vores nytårshilsener om få dage have lydt temmelig anderledes.
Havde kinesisk højkultur bredt sig vestover, skulle vi fejre år 4709 efter den legendariske Gule Kejser og ønske hinanden glædeligt dragens år. Var islam blevet religiøs stormagt i Europa, skulle vi fejre Muhammeds udvandring fra Mekka og ankomst til Medina i år 622. Sådan gik det ikke. Det blev i stedet en jødisk tømrersøns fødsel, der satte den dagsorden.