Helle Thorning-Schmidt om tro og liv efter døden

Tro er en meget personlig ting for Danmark måske kommende statsminister, som foretrækker ikke at diskutere det offentligt. Privat bruger hun heller ikke meget tid på at tænke på hverken religion eller døden

"Jeg har en meget stærk forbindelse til nogle af de værdier, der ligger i kristendommen, og jeg føler mig forbundet med det kristne budskab om tilgivelse," siger Helle Thorning-Schmidt i bogen "Helle i samtaler med Ninka."
"Jeg har en meget stærk forbindelse til nogle af de værdier, der ligger i kristendommen, og jeg føler mig forbundet med det kristne budskab om tilgivelse," siger Helle Thorning-Schmidt i bogen "Helle i samtaler med Ninka.".

I budskabet om Jesus ligger værdier, som har gjort mit fundament i livet stærkere," fortæller Helle Thorning-Schmidt i interviewbogen "Helle i samtaler med Ninka" - et af de få steder, hvor man kan høre om den socialdemokratiske leders forhold til kristendommen.

I det hele taget er landets måske kommende statsminister nemlig meget tilbageholdende, når det kommer til private emner, som eksempelvis religion. Hun ser det som en meget personlig ting, som hun foretrækker at holde privat. Derfor har hun ligesom Lars Løkke Rasmussen ikke ønsket at deltage i dr.dks valgtema, hvor de spørger partiernes spidskandidater om Livets store spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Helle læste bibelen i Bilka

I bogen, der udkom i juni i år, får den tidligere Politiken-journalist, Anne Wolden-Ræthinge, bedre kendt som Ninka, dog givet et lille indblik i politikerens forhold til de store begreber som kærlighed, tilgivelse, religion og døden.

Her fortæller Helle Thorning-Schmidt blandt andet, at hun er døbt, men ikke konfirmeret, at hun læste noget af bibelen, da hun som 18-årig arbejdede i Bilka, og at hun er medlem af folkekirken, men ikke den store kirkegænger.

Alligevel betyder kristendommen noget for hende:

"Jeg har en meget stærk forbindelse til nogle af de værdier, der ligger i kristendommen, og jeg føler mig forbundet med det kristne budskab om tilgivelse, siger hun til Anne Wolden-Ræthinge.

Helle Thorning-Schmidt har også tidligere udtalt sig om bibelens betydning, da hun sammen med Konservatives leder Lars Barfoed var inviteret i Aftenshowet i DR for at snakke om højtider.

Det er vigtigt, at vi husker vores historie. At vi ved, hvorfor vi fejrer skærtorsdag og langfredag. At vi ved, hvad der skete. Jeg skal bruge tid på at læse om det i Bibelen i påskedagene, lød det den socialdemokratiske leder.

Med hensyn til døden, er det ifølge politikeren ikke noget, hun tænker meget på, og i Anne Wolden-Ræthinges bog fortæller hun, at hun hverken tror på det evige liv, frelsen eller Himmel og Helvede.