Fortsat fra forsiden
I 1970'erne håbede man forgæves i Ankara, at millioner flere tyrkere kunne leve i Tyskland. I 1987 førte den opbremsede befolkningsvækst til en tyrkisk ansøgning om fuldt medlemskab. I mellemtiden var det tidligere EF med seks medlemslande blevet et politisk forbund. Man bestræbte sig på en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og forberedte sig på en fælles valuta. Ansøgningen om medlemskab blev dengang afvist som »for tiden ikke formålstjenlig«. Men i 1990'erne og siden var der flere beslutninger i Det Europæiske Råd, der stillede et optagelseskandidatur i udsigt. Samtidig stod man fast på de af EU allerede et årti tidligere opstillede politiske, økonomiske og frem for alt forfatningsretlige betingelser (Københavnerkriterierne), som Tyrkiet hidtil ikke havde kunnet opfylde.
Tvetydig tale
Giscard d'Estaing har altså ret, når han for nylig sagde, at man har betjent sig af tvetydig tale over for Tyrkiet. Flertallet af EU's regeringschefer har altid skjult sig bag de af Tyrkiet faktisk ikke opfyldte kriterier. Men samtidig har man, under massivt pres fra USA, igen og igen handlet, som om man kun alt for gerne ville optage Tyrkiet som fuldgyldigt medlem i EU. Tyskland og Frankrig var og er stadig ganske delagtige i dette.
Det er på tide, at de europæiske stats- og regeringschefer ser klart på deres strategiske interesser. For Washington har det i årtier handlet om Tyrkiets faste indbinding i det amerikanske geopolitiske instrumentarium. Nu handler det om at bevæge Tyrkiet til en vidtgående medvirkning til en Irak-krig og på længere sigt om at skaffe så vidtgående fælles identitet af medlemmerne i EU og i NATO som muligt for at gøre det enklere at styre begge forbund fra Washington.
Omringet af rivaler
Derved bliver Tyrkiets forventelige egen strategiske dynamik ladt ude af regnestykket. Den handler på ingen måde alene om Irak eller alene om den israelsk-palæstinensiske konflikt, men i lige så høj grad om de republikker i Centralasien, der taler tyrkiske sprog. Allerede for årtier siden talte præsident Süleyman Demirel om en »tyrkisk verden«, »fra Adriaterhavet til Kinas grænser«.
Tyrkiet har ikke kun korte fælles grænser med Grækenland og Bulgarien, men også længere grænser med Irak, med Syrien, med Iran, Georgien og Armenien. Desuden er Tyrkiet, sammen med Irak, belastet med det problem, som kurderne, det undertrykte 20 millioner store folk, udgør, folket, som sejrsmagterne efter Første Verdenskrig ikke gav noget eget land. Enhver destabilisering af Irak vil igen øge nationalismen hos den halvdel af det kurdiske folk, der lever i Tyrkiet.
Modsætningsforholdet til Rusland, som har strakt sig gennem århundreder (derfor tiltrådte Tyrkiet NATO), armenernes forståelige fjendskab eller de forventelige strategiske uoverensstemmelser om rørledninger og havne for olie og gas fra Centralasien kompletterer omridset af Ankaras geopolitiske interesser.
Trussel mod EU
Den, der ville indføre disse interesser i rammerne af EU's »fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«, kunne i en krise risikere EU's sammenbrud.
For Tyrkiets fulde optagelse i EU har en række kulturelle forskelle betydning. Tyrkiet er, takket være general Kemal Atatürks reformer efter Første Verdenskrig, en sekulær stat: Feudalismen er afskaffet. Til forskel fra Iran er der en klar adskillelse mellem stat og gejstlighed. Til forskel fra Irak og Syrien er der en fungerende demokratisk-parlamentarisk forfatning. Alligevel ligger den besluttende magt ifølge forfatningen hos militæret, i det tyrkiske sikkerhedsråd, hvor intet kan besluttes imod generalerne. De militære topfolk overvåger de kemalistiske reformer, de går imod den snigende genislamisering af samfundet og det offentlige liv. Militærets øverste regeringsfunktion skaffer sekulære tyrkere en vis sikkerhed, men ironisk indskrænker den imidlertid demokratiet og er dermed i strid med EU's kriterier.
Washington sætter lid til militærets standhaftighed. Omvendt håber det i dag i Tyrkiet regerende islamistiske parti med EU's hjælp at kunne trænge militæret tilbage. De af Chirac og Schröder fremførte frister kan allerede før år 2005 udløse en dramatisk strid. I hvert fald er udgangen på striden mellem dagens genislamiseringsproces og den af EU forlangte demokratiseringsproces uvis. Fundamentalisme er blevet tænkelig.
Hvad er Tysklands interesser? For det første er vi stærkt interesserede i den tyrkiske nabos velfærd og stabilitet. Derfor tog jeg for eksempel i 1970'erne som regeringschef initiativet til en international pengehjælp til Ankara. Derfor skal vi i dag sørge for en genoplivning af og en udvidelse af associeringsaftalen med EU og sørge for et omfattende erhvervsmæssigt samarbejde. For den tyrkiske levestandard pr. indbygger er kun en femtedel af EU-gennemsnittet.
For det andet er der tvingende grunde til at undgå et fuldt medlem-skab i EU. Det ville betyde fri bevægelighed for alle tyrkiske statsborgere. Dermed ville den stærkt nødvendige integration af de tyrkere og kurdere, der lever hos os, blive udsigtsløs. Det ville samtidig åbne døren for et lignende plausibelt fuldt medlemskab for andre muslimske stater i Afrika og Mellemøsten. Det ville ødelægge EU's udenrigspolitiske handlemuligheder.
Det sandsynlige ville være, at den politiske union skrumper til en frihandelszone. Ganske vist har mange briter og amerikanere ikke noget at indvende mod det. Tyskerne imidlertid, og franskmændene ligeså, må vide: Det er i vores vitale nationale interesse at nå EU's selvhævdelse. For som enkeltstater vil vi ikke kunne holde stand over for de politiske og demografiske, de økonomiske og økologiske udfordringer i det 21. århundrede.
Oversat af Lisbeth Storm
© DIE ZEIT
Blå bog
Helmut Schmidt er tidligere tysk forbundskansler, valgtfor SPD, det tyske socialdemokrati. Han er i dag udgiver af den tyske ugeavis Die Zeit, hvor denne artikel er trykt.