Hvordan vil du beskrive din tro?
Helt grundlæggende mener jeg, at troen aldrig kan være ”min”. Det er altid Gud, der er subjekt (grundled) i troen. Det understreges gang på gang i Det Nye Testamente, både i evangelierne og brevene. Kun under denne udtrykkelige forudsætning er det muligt at være med i trosbekendelsen og sige: ”Jeg tror“”
Derfor er det så vigtigt at mærke sig Luthers forklaring til den tredje trosartikel: ”Jeg tror på Helligånden. Hvad vil det sige?”, spørger Luther. Og han svarer: ”Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.”
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er født og opvokset i et indremissionsk præstehjem, båret af ubetinget kærlig omsorg, men samtidig et miljø, hvor jeg i mine unge år blev præget af et noget mørkt kristendomssyn. Så det var nærmest en åbenbaring, da jeg i mine tidlige studieår i København, især gennem teologiprofessor Hal Kochs forelæsninger, mødte Luthers Kristus-centrerede teologi om den kristne frihed.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg oplever det som en umådelig anfægtelse for troen, at jeg er en del af et folk, som forholder sig så passivt til de ufattelige flygtningeproblemer, der er så tæt på os som Italien. Det land må dagligt modtage i hundredvis af bådflygtninge, dem som undgår at drukne i Middel-havet. Forleden kæntrede igen en plimsoller med 400 mennesker, som alle omkom. Og hvordan kan vi som kristne mennesker være så ligeglade med de 18.000 personer, som er indespærret i den af IS terroriserede flygtningelejr Yarmouk ved Damaskus?
Sådanne spørgsmål er virkelig anfægtende for troen. I værste fald bliver den lammet, i bedste fald udfordret. Men det er jo ikke de spørgsmål, der rejses i spørgerunderne forud for et bispevalg. Men hvorfor ikke?
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Troen formes, i og med at den udfordres. Den udfordres bestandig af tvivlen, som er den menneskelige skyggeside af den tro, der har Gud som subjekt. Derfor er det livsnødvendigt for mig at gå i kirke - hver søndag - og høre ordet om syndernes forladelse og helt håndgribeligt få del i den ved nadveren. Hvordan skulle det ellers være muligt at tro? Det er i hvert fald ikke noget, vi kan af os selv. Og troen udfordres i høj grad i mødet med mennesker, som lider.
For mig blev det afgørende, at jeg fik mine 10 første præsteår som korshærspræst, først i København og siden i Aalborg, hos mennesker, som levede på kanten af samfundet, nej, helt uden for kanten. Det er helt indlysende, at hvis kirken ikke er hos de udstødte, så er den i hvert fald ikke Jesu Kristi kirke. Og lige så afgørende blev det for mig, at jeg i mine 25 sidste tjenesteår var fængselspræst ved statsfængslet i Horsens.
På min første dag i fængslet sagde en gammel overvagtmester til mig: ”Herinde er vi alle under den samme dom.” Det var bestemt ikke alle ansatte, der mente som han, men det var sande ord. At holde gudstjeneste i fængslet, det var at dele nåden med de andre forbrydere. Denne solidaritet var forudsætningen for min daglige opgave i fængslet som sjælesørger for fangerne, i dybe livskriser såvel som i helt hverdagsnære anliggender.
Hvordan gør din livs-anskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg har ikke nogen livsanskuelse, hvorfra jeg kan udtrykke færdige meninger om store og små problemer. Men derfor kan man jo godt have holdninger til dem, og det har jeg. Om de gør en forskel, må afhænge af spørgsmålet: forskel fra hvad? Men givet er det, at troen vil forholde sig kritisk til vore menneskelige holdninger. For at vi ikke skal blive for skråsikre.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Der var nogle byvagabonder i København og nogle fanger i Horsens Statsfængsel, som i helt konkrete situationer blev mine forbilleder. Og så var der min chef i Kirkens Korshær, Haldor Hald. Han havde en klar og stærk teologi om kirken som de udstødtes fællesskab omkring Kristus, syndernes kirke. Jeg vil uden betænkning kalde Haldor Hald for min åndelige far.
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
Det bedste evangeliske råd, jeg kender, er givet af Paulus til korinterne og alle os andre: ”Ingen skal søge sit eget, men det, som gavner næsten.”
Meget ville være anderledes, om vi lod det råd gælde.