Historisk dag for folkekirken: I dag vedtages det kønsneutrale ægteskab

Befolkningen bakker op om at fjerne forskellen på mand og kvinde i både vielsesattester og i al lovgivning, der handler om familie og ægteskab

Ifølge en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad,  tyder det på, at homoseksuelle vielser ikke længere deler befolkningen.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad, tyder det på, at homoseksuelle vielser ikke længere deler befolkningen.

Regeringens ønske om at skrive mand og kvinde ud af ægteskabsloven møder opbakning i befolkningen. Folketinget skal i dag stemme om en ny ægteskabslov, der blandt andet skal danne juridisk ramme for et ritual for vielse af homoseksuelle.

Og blandt befolkningen er 48 procent enige i, at ægteskabet skal gøres kønsneutralt, så man fjerner forskellen på mand og kvinde i al den lovgivning, der handler om familie og ægteskab. 32 procent er uenige, mens 14 procent hverken er enige eller uenige, viser en undersøgelse blandt 1005 danskere, som YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Kvinderne bakker kønsneutrale ægteskaber op

Forskere fastslår, at der dermed er tale om et klart folkeligt flertal for kønsneutrale ægteskaber. Religionsforsker ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen hæfter sig dog ved, at modstanden er stor.

Det er helt klart et flertal. Men jeg er overrasket over, at så mange er imod, når det er blevet fremhævet så mange gange, at folk er positivt stemt over for homoseksuelle vielser. Jeg tror, modstanden skyldes, at ordet kønsneutral stadig er fremmed i en dansk sammenhæng, siger Marie Vejrup Nielsen og uddyber:

Danskere ved ikke, om det betyder, at man ikke længere kan se på vielsesattesten, om det er en mand og en kvinde. Modstanden skyldes også, at folk er usikre på konsekvenserne i forhold til det heteroseksuelle ægteskab. Man vil gerne give homoseksuelle mulighed for at blive viet, men når det gælder ens eget ægteskab og ritual, bliver man mere konservativ. Mand og kvinde har noget romantisk over sig, mens kønsneutrale ord som ægtefælle 1 og 2 er robotsprog, der tiltaler de færreste, siger hun.

Ifølge ph.d. og religionssociolog Peter Lüchau, der er ekspert i statistik, tyder tallene på, at homoseksuelle vielser ikke længere deler befolkningen.

Det er et flertal, og det afspejler meget godt, at tiden er kommet til at lave homoseksuelle vielser. Var det et spørgsmål, der splittede befolkningen og lå folk meget på sinde, havde flere været negative. Når så mange desuden siger hverken eller, kan jeg ikke tolke det som andet end, at det ikke er noget, der går folk så meget på, siger han.

Udover opbakningen til et kønsneutralt ægteskab er der også flertal for, at selve vielsestattesten bliver kønsneutral, så der ikke længere står mand og kvinde. Her svarer 55 procent af danskerne ja, mens 36 siger nej.

I Ministeriet for Ligestilling og Kirke er man i fuld gang med at lægge sidste hånd på vielsesattesten, fortæller kirkeminister Manu Sareen (R):

Og jeg er rigtig glad for, at der i befolkningen er opbakning til, at homoseksuelle par snart kan blive gift i kirken og fejre deres kærlighed som alle andre, siger han.

Men hverken regering eller befolkning kan overskue de negative konsekvenser ved en kønsneutral ægteskabslov og vielsesattest, advarer Dansk Folkepartis Christian Langballe:

Jeg tror, at mange ikke har overvejet, hvor omfattende konsekvenserne for familieret og børnelovgivning vil blive. Det mest reelle ville være, hvis regeringen havde fremlagt en samlet lovgivning, så alle kunne tage stilling til, hvad en kønsneutral ægteskabslovgivning får af følgevirkninger på andre love.

Samme bekymring kommer fra Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard:

Når for eksempel en mand og en kvinde står med en kønsneutral vielsesattest, vil mange sikkert få sig en overraskelse over, hvor meget det i virkeligheden betyder, at vi definerer mere og mere i samfundet som kønsneutralt.