Historisk enighed om kirkestyrelse

Alle kirkelige retninger og foreninger støttede i går et forslag fra kirkeminister Manu Sareen (R) om en styrelse for folkekirken

Alle kirkelige retninger og foreninger støttede i går et forslag fra kirkeminister Manu Sareen (R) om en styrelse for folkekirken.
Alle kirkelige retninger og foreninger støttede i går et forslag fra kirkeminister Manu Sareen (R) om en styrelse for folkekirken. Foto: Bjarke Bo Olsen Denmark.

Den lange debat om vielse af homoseksuelle ser ud til at få den uventede konsekvens, at både de grundtvigske, de missionske, de centrum-orienterede samt alle de kirkelige organisationer er enige om, at der skal udarbejdes en forfatning for folkekirken.

Forløbet har gjort det klart, at Folketinget og regeringen kan blande sig i indre kirkelige anliggender, og der er en anselig del af folkekirken, som gerne ser den magtbalance mellem stat og kirke ændret. Ikke at de kirkelige vielser af homoseksuelle var på dagsordenen ved gårsdagens konference om en styringsstruktur for folkekirken. Vielserne blev ikke nævnt ofte, men stort set alle oplægsholdere og andre bidragydere refererede til den seneste tids heftige debat.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens reformproces møder kritik

Og hvis debatten om vielse af homoseksuelle ikke har været nok til at overbevise om folkekirkens forholdsvis lille indflydelse på det centrale niveau, så slog departementchef i Kirkeministeriet Henrik Nepper-Christensen pointen i med syvtommersøm i et nøgternt oplæg om kirkens ydre og indre anliggender.

Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer folkekirkens rammer. Det gør Folketinget gennem love. De deraf følgende bekendtgørelser og cirkulærer udarbejdes i Kirkeministeriet. Og folkekirkens ritualer kan alene autoriseres gennem en dansk minister, sagde Henrik Nepper-Christensen på konferencen, som kirkeminister Manu Sareen (R) havde indbudt til i Fællessalen på Christiansborg.

Faktisk er det stort set alene valg til menighedsråd og stiftsråd, der kan unddrage sig statens indblanding omend den har lovgivet om dem.

Men folkekirkens forskellige lag bliver sædvanligvis både hørt om lovgivning og brugt i kommissioner og udvalg, understregede departementchefen.

I salen sad 9 ud af 10 biskopper, 20 repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, 12 fra Indre Mission og kirkeordførere fra samtlige partier. Også både Præste- og Provsteforeningen var godt repræsenterede.

Manu Sareen afsluttede med at sige, at han godt kunne have været den heftige debat om vielse af homoseksuelle foruden.

Men efter i dag er der et blankt stykke papir at udfylde for den kommission, vi nedsætter efter konferencen, sagde han.

LÆS I KRISTELIGT DAGBLAD I DAG: "Folkekirken er fodslæbende med en em af fortid"