Historisk ja til kvindelige biskopper

The Church of England har stemt ja til, at der skal banes vej for kvinder på kirkens toppost

Den engelske kirkes øverste myndighed, synoden, har efter flere forsøg vedtaget, at reglerne skal laves om, så også kvinder kan blive biskopper. Billedet er fra årets møde i Church House i London. –
Den engelske kirkes øverste myndighed, synoden, har efter flere forsøg vedtaget, at reglerne skal laves om, så også kvinder kan blive biskopper. Billedet er fra årets møde i Church House i London. –. Foto: Andrew Winning/Reuters/.

Efter talrige forsøg ser den anglikanske kirke i England, The Church of England, nu ud til for første gang i historien at få kvindelige biskopper. En afstemning i går i kirkens øverste myndighed, synoden, besluttede med et flertal på 378 mod 8, at kirkens regler skal ændres til næste år, så kvinder også kan blive biskopper i England.

De første kvindelige præster i den engelske statskirke blev ordineret i 1994, og siden har der været gjort forsøg på at bane vejen for kvindernes adgang til bispeembedet. Men forgæves. Sidste år faldt forslaget om kvindelige biskopper med kun enkelte stemmer. Men nu siger Justin Welby, ærkebiskop af Canterbury, at han er ekstremt optimistisk i forhold til, at den endelige lovfæstelse kan ske på samme tidspunkt til næste år.

LÆS OGSÅ:
Få teologer i kommunal- og regionalpolitik

Spørgsmålet om kvindelige biskopper har været et af de omdiskuterede spørgsmål mellem de anglikanske og de lutherske kirker i det nordeuropæiske kirkesamarbejde, Porvoo.

Faktisk var den anglikanske manglende accept af kvindelige biskopper medvirkende til, at folkekirken sagde nej til at melde sig ind i samarbejdet i 1996, hvor en række andre skandinaviske og britiske kirker skrev under på erklæringen. Nu er Danmark fuldgyldigt medlem, og i øjeblikket er biskop i København Peter Skov-Jakobsen en af formændene.

Da den engelske kirke sidste år stemte nej til kvindelige biskopper, skabte det stor forundring i hele det brittiske samfund. Premierminister David Cameron var forfærdet over beslutningen og sagde, at nu havde kirken virkelig noget at forklare befolkningen. Men man kan ikke forklare, hvordan en moderne organisation i Vesteuropa i 2013 ikke har kvindelige ledere på topplan. Derfor var der også en ret stor forventning om, at den ekstraordinære afstemning i år ville ende positivt for at give kvinder mulighed for at beklæde bispeembedet i Church of England, siger Peter Skov-Jakobsen, som mener, at beslutningen ikke vil skabe de store splittelser, for de konservative kræfter i kirken, som teologisk er imod kvindelige biskopper, var lige så forundrede som andre over afstemningen sidste år.

Selvom Englands statskirke ikke har villet tillade kvinder at blive biskopper, har de anglikanske kirker i både Skotland, Irland og Wales gjort det. I 1989 blev den anglikanske kirkes første kvindelige biskop udnævnt i USA, og siden er kvinder i Australien, Canada, Cuba, New Zealand og Sydafrika også blevet valgt til posten.

Danmark fik den første kvindelige biskop i 1995, da Lise-Lotte Rebel blev valgt i Helsingør Stift. Hun blev udnævnt kun en måned før Grønlands første kvindelige biskop, Sofie Petersen.