”Efter holocaust ville ingen høre om kristendommen på grund af kirkens rolle - eller mangel på samme. Pave Pius XII undlod nemlig at tage klar afstand fra nazismen og dens forfølgelse af jøder. Og efter krigen, da Israel blev oprettet, ville Vatikanet heller ikke anerkende staten Israel.”
Sådan fortæller professor Brouria Bitton-Ashkelony, der i dag er leder af Center for Studier af Kristendom ved Hebrew Universitet i Jerusalem. Hun har netop gæstet Aarhus Universitet, som er et af de universiteter, centret i Jerusalem har gode forsknings- og udvekslingskontakter med.
Selv er Brouria Bitton-Ashkelony jøde og har studeret jødisk historie, inden hun begyndte at dykke dybere ned i kristendommen.
”Vi kan jo ganske enkelt ikke forstå jødedom uden at forstå kristendom - og omvendt. Derfor har vi da også studeret Det Nye Testamente som en del af den jødiske arv og kultur og har et institut for sammenlignende religion. Men det var først efter lange diplomatiske, politiske og personlige initiativer, at vi i år 2000 kunne oprette et særligt center med særligt fokus på forskning i kristendommen.”
Centret blev meget sigende officielt åbnet i forbindelse med den daværende pave Johannes Paul II's besøg i Jerusalem netop det år. Det var nemlig ikke mindst takket være en visionær kardinal fra Vatikanet og en tilsvarende visionær jødisk professor ved universitetet i Jerusalem, at centret overhovedet kunne oprettes.
”De var begge involveret i de dialoger, der foregik mellem den israelske regering og Vatikanet. Og kardinal Bär og professor Werblowsky havde den samme vision: Vi skal kende hinanden, og det sker blandt andet gennem studier af hinandens kultur. På den måde kan vi lære at respektere hinanden, hvilket er håbet for fremtidige generationer. Et af de første skridt var at arrangere udvekslinger mellem det gregorianske universitet i Vatikanstaten og Hebrew Universitet.”
Professoren og kardinalen lagde dermed grunden, men det helt store gennembrud kom dog først, da det velstående belgiske ægtepar Brenninkmeijer-Werhahn tog affære.
”De er katolikker, og deres familie led også under holocaust, så de ville gerne gøre noget, der forhåbentlig kunne få os til at forstå hinanden lidt bedre. De foreslog vores rektor, at de kunne stå bag finansieringen af et center til forskning i kristendommen her ved universitetet. Men der var en del skepsis til at starte med, for var det nu ikke bare en slet skjult form for missioneren?”.
Men tilliden voksede, og i dag er centret en del af Instituttet for Sammenlignende Religion og har både jødiske, kristne og muslimske studerende.
”Vi er blevet en vigtig bro her i landet og i byen Jerusalem. Mange unge kommer i dag både ud fra et intellektuelt ønske om at forstå kristendommen og en mere kulturel eller identitetsmæssig nysgerrighed. Jerusalem er jo et patchwork i sig selv af folk og religioner, og mange er også interesserede i at forstå byen i sig selv,” fortæller Brouria Bitton-Ashkelony.
For 20 år siden boede der 30.000 kristne i Jerusalem, men i dag er tallet nede på 10.000. De kristne udgør i det hele taget kun godt to procent af befolkningen i Israel.
”Og jeg må desværre sige, at det ikke altid er nemt at være kristen i Israel. Her i sommer var der to tilfælde, hvor en gruppe ultrareligiøse jødiske unge ødelagde kristne kirker i Jerusalem, og i Nazaret er det de ekstremt religiøse muslimer, der gør livet svært for de kristne. Set ind i den virkelighed får centret jo endnu større betydning. Vi har ultraortodokse jøder, stærkt troende muslimer og endda en katolsk nonne på et af holdene, og de får jo for alvor åbnet nogle mentale døre på den måde.”
Samarbejdet med Vatikanet er også fortsat. Hvert år får centret besøg af en underviser fra Rom, der i sine timer tager de studerende med rundt i Jerusalem for at besøge kristne menigheder, kirker og klostre.
”Han åbner på den måde dørene for de unge, der ellers ikke har adgang til de steder. De bor side om side i den samme by, men de kender ikke hinanden. Det får de nu mulighed for - og tænk, hvilke diskussioner det må give ude i hjemmene, når de fortæller deres forældre og bedsteforældre om det, de har set og hørt.”