Homoseksuel præst taber retssag mod kirken

Domstol slår fast, at engelsk kirkes forbud mod at præster kan gifte sig står over reglerne om diskrimination på arbejdsmarkedet

Jeremy Pemberton er ikke den eneste homoseksuelle præst, der har indgået et ægteskab, men det er den første sag, der er endt ved domstolene. Jeremy Pemberton overvejer at anke dommen. Modelfoto.
Jeremy Pemberton er ikke den eneste homoseksuelle præst, der har indgået et ægteskab, men det er den første sag, der er endt ved domstolene. Jeremy Pemberton overvejer at anke dommen. Modelfoto. .

Præster, som bryder Church of Englands lære, må affinde sig med, at det kan koste dem jobbet. Det står fast, efter at en voldgift har konkluderet, at kirken ikke diskriminerede mod præsten Jeremy Pemberton, da den lokale biskop fratog ham retten til at fungere som hospitalspræst.

Det skete, efter at han indgik i et homoseksuelt ægteskab med sin mangeårige partner, Laurence Cunnington. Kirken accepterer, at præster kan leve i et registreret partnerskab, men ikke i et ægteskab, som ifølge kirken kun kan være mellem mand og kvinde.

Efter at biskoppen af Nottingham, Richard Inwood, fratog Jeremy Pemberton tilladelse til at fungere som præst, gik han til domstolene med påstand om, at der var tale om diskrimination på grund af hans seksuelle orientering. Men domstolen frifinder helt biskoppen. Ifølge avisen Church Times lægger domstolen til grund, at præsten på forhånd var advaret af biskoppen om konsekvenserne, hvis han ændrede sit registrerede partnerskab til et ægteskab.

”Biskop Inwood var beskyttet mod påstanden om diskrimination, fordi det var et krav til jobbet som hospitalspræst, at man skulle følge kirkens lære,” hedder det i afgørelsen, som er hele 58 sider lang, hvilket understreger afvejningen af landet love i forhold til statskirkens love.

Jeremy Pemberton er ikke den eneste homoseksuelle præst, der har indgået et ægteskab, men det er den første sag, der er endt ved domstolene. Jeremy Pemberton overvejer at anke dommen.