Gud hjalp mig med at tilgive min datters morder

I årevis opfattede jeg alle hutuer som skyldige i drabet på min datter, siger Alice Mukarurinda, der ved hjælp af Bibelen blev i stand til at tilgive sin datters morder. Modelfoto Iris

I årevis opfattede jeg alle hutuer som skyldige i drabet på min datter. Jeg bad til Gud om at måtte møde den mand, der dræbte hende, så jeg kunne rette min vrede imod ham i stedet for mod alle hutuer.
Alice Mukarurinda, mistede en datter under folkemordet i Rwanda

Alice Mukarurinda fra Rwanda tilgav sin datters morder. Tilgivelsen kom pludselig let til hende oven på ugers svære spekulationer og samtaler

Alice Mukarurinda er et af de mennesker, der har evnet at tilgive en handling så hjerteskærende og grusom, at den umiddelbart kan synes utilgivelig.

Den 46-årige rwandiske kvinde har i dag et dybt ar i sin venstre tinding og mangler højre hånd.

Arret og handicappet er dog bagateller sammenlignet med tabet af Alice Mukarurindas førstefødte datter, Fanny.

Den blot ni måneder gamle pige blev dræbt under folkemordet i Rwanda i 1994, da yderligt-gående militser fra det etniske hutu-flertal nedslagtede op mod 800.000 mennesker fra landets etniske mindretal, tutsierne.

Alice Mukarurinda er tutsi, og en dag blev landsbyen, hun boede i, angrebet af hutuer.

Den dag mistede hun på få timer 33 familiemedlemmer, men det lykkedes hende selv at undslippe massedrabet med Fanny på armen og en niårig niece ved hånden.

I dagevis skjulte de sig i et træbevokset sumpområde.

”Hutuerne gik på jagt efter tutsier at slå ihjel, så snart de vågnede om morgenen. Der lå lig overalt,” erindrer hun i et interview med det amerikanske nyhedsbureau AP i anledning af 20-året for folkemordet.

På tredjedagen slap kvindens og pigernes held op, og de blev opdaget af hutuoprørere, der dræbte niecen og gennemborede Alice Mukarurindas skulder med et spyd.

En af oprørerne hakkede hendes hånd af med en machete (en kraftig kniv med et knivsblad på cirka en halv meter, red.), snittede hende i ansigtet og dræbte Alice Mukarurindas datter.

Alice Mukarurinda besvimede, og hutuerne efterlod den rwandiske kvinde, som de antog for at være død.

På mirakuløs vis overlevede hun og blev nogle dage senere fundet af sin mand, der også var undsluppet massedrabet, i sumpen.

Hun vidste ikke, at manden, der havde gjort dette mod hende, havde genkendt hende som en tidligere skolekammerat.

I årene efter kæmpede Alice Mukarurinda med at forlige sig med tabet af datteren.

”I årevis opfattede jeg alle hutuer som skyldige i drabet på min datter.

Jeg bad til Gud om at måtte møde den mand, der dræbte hende, så jeg kunne rette min vrede imod ham i stedet for mod alle hutuer,” siger hun i et interview med den amerikanske nyhedskanal PBS.

Alice Mukarurinda er sikker på, at Gud hørte hendes bønner og hjalp hende, for efter års ventetid oprandt dagen, hvor den rwandiske kvinde mødte manden, hun havde ønsket at møde.

Mødet fandt tilfældigt sted i en lokal gruppe for overlevende efter folkemordet, såvel ofre som drabsmænd, og i gruppen arbejdede medlemmerne både på at finde sammen i en fælles forsoning og - på et praktisk plan - at genopføre huse til de tusinder, der havde mistet deres hjem under folkemordet.

Emmanuel Ndayisaba hed manden, der dræbte Alice Mukarurindas datter - og mange andre tutsier.

To år efter folkemordet havde Emmanuel Ndayisaba meldt sig selv til politiet, fordi han var plaget af dårlig samvittighed og skyldfølelse over det, han havde gjort.

Efter otte år i fængsel forsøgte Emmanuel Ndayisaba nu at komme videre med sit liv ved at deltage i foreningen, hvor han hjalp til med byggeriet.

For ham var det en af måderne at sone sine forbrydelser på, fortæller han til PBS.

I foreningen genkendte Emmanuel Ndayisaba øjeblikkeligt Alice Mukarurinda som den tidligere skolekammerat, han troede, han havde dræbt. Alice Mukarurinda genkendte ikke ham.

I begyndelsen undgik Emmanuel Ndayisaba hende, men efter nogle uger havde han samlet mod nok til at fortælle hende sandheden.

”En dag, hvor vi arbejdede, kom Emmanuel med øl og søde kartofler, som han tilberedte (...) Den største af kartoflerne gav han til mig,” fortæller Alice Mukarurinda til det canadiske magasin The Walrus.

Efter måltidet gik Emmanuel Ndayisaba til bekendelse, faldt på knæ og bad Alice Mukarurinda om tilgivelse.

Den gav hun ham ikke. I første omgang.

”Jeg blev så påvirket af det (Emmanuel Ndayisabas tilståelse, red.), at jeg blev indlagt på hospitalet i 10 dage. Jeg var traumatiseret,” siger hun til PBS.

I to uger tænkte hun over det og diskuterede spørgsmålet frem og tilbage med sin mand. Efter de to uger faldt noget på plads i hende.

”Vi havde deltaget i workshops og undervisning sammen, og jeg fandt det let at tilgive. Bibelen siger, at du skal tilgive, og du vil selv blive tilgivet,” siger hun til det amerikanske nyhedsbureau AP.

I dag er Alice Mukarurinda og Emmanuel Ndayisaba henholdsvis kasserer og næstformand i den lokale forening, hvor de mødte hinanden.

De bor i nærheden af hinanden i Nyamata i det sydlige Rwanda, køber ind i det samme supermarked og kalder sig for venner.

I dag er Alice Mukarurinda mor til fire børn, og indimellem spørger de hende, hvad der er sket med hendes hånd.

”Jeg fortæller dem, at Djævelen kom til Rwanda. Jeg fortæller, at der var krig, og at regeringen opfordrede hutuerne at dræbe tutsierne.

Når de så spørger mig, hvordan en hutu ser ud, skifter jeg emne,” siger hun til The Walrus.

At Alice Mukarurinda har tilgivet Emmanuel Ndayisaba, betyder ikke, at hun har glemt fortiden, understreger hun over for det canadiske magasin.

Det er mennesket og kollegaen Emmanuel, hun har tilgivet. Ikke alle hutuer, der har gjort sig skyldige i at slå ihjel under folkemordet.

”Jeg vil ikke tilgive dem, der ikke selv beder om tilgivelse,” siger hun.