For fem år siden sad Ann-Mari Schmidt Petersen ved sin mors seng. Hun var flyttet ind hos sin mor og passede hende den sidste tid, indtil hun kom på plejehjem. Ved sin mors sygeleje havde hun eftertænksomme stunder:
– Jeg løb mit liv igennem: Mit første ægteskab med en maniodepressiv mand og fysisk vold var årsag til, at jeg begyndte at drikke. Det næste ægteskab og min anden mands udøvelse af psykisk vold var årsag til, at jeg fortsatte med at drikke. Jeg kiggede tilbage på et liv, hvor jeg havde følt mig ensom, og hvor jeg havde fået tudet ørerne fulde om, at jeg var uduelig. Mens jeg sad der, gik det op for mig, at jeg hele tiden fandt undskyldninger for mit alkoholmisbrug. Jeg havde ikke selv kunnet tage ansvar, siger 62-årige Ann-Mari Schmidt Petersen.
Selverkendelsen førte til, at hun fra den ene dag til den anden holdt op med at drikke. For blot at opleve, at hun blev kastet ud i en alvorlig livskrise, da hun ikke længere havde alkoholen som dagligt slør.
– Jeg følte mig totalt nøgen og lukkede mig inde. Jeg turde simpelthen ikke gå uden for en dør, både fordi jeg rent fysisk oplevede, at jeg kunne dejse om, og fordi jeg nu for første gang så mig selv og ikke kunne udholde, at andre skulle se mig.
På det tidspunkt var der derfor heller intet, der tydede på, at Ann-Mari Schmidt Petersen få år senere med rank ryg og stort hjerte skulle servere fysisk og åndelig næring til de mange daglige gæster på Café Paraplyen i Odense, der drives af KFUM's Sociale Arbejde.
Og var det ikke for en svigerdatters overøsning af kostbar nardusolie – hendes given af det dyrebareste af sig selv for at få Ann-Mari Schmidt Petersen på fode igen – var det heller ikke lykkedes.
– Min svigerdatter kunne se, at det ikke var nok, at jeg var holdt op med at drikke. Jeg havde brug for at genfinde mig selv og livet igen. Komme ud af mit sociale fængsel. Hendes hjælp med en masse praktiske ting omkring min mors død og hendes ihærdige arbejde for at finde et behandlingssted til mig var af uvurderlig betydning.
Derfor ser Ann-Mari Schmidt Petersen også kvinden med krukken fuld af nardusolie, der optræder i morgendagens prædikentekst, som et forbilledligt eksempel på, hvordan man skal leve livet.
Hun hældte de dyrebare dråber ud over Jesus. Hun ville give det kostbareste, hun ejede, mens tid var. Hvad der for folket blev set som en kvindes ødselhed, fremhævede Jesus med rette som et eksempel, der skulle fortælles i hele verden til minde om hende. For Ann-Mari Schmidt Petersen er det indlysende. Her er nemlig livets essens:
– Vi skal give det bedste, vi har, mens vi kan. Det gjorde min svigerdatter, siger Ann-Mari Schmidt Petersen.
Når hun kigger tilbage på sit eget liv, så er det med en barsk erkendelse af, at hun i de 25 år med alkohol ikke formåede at give det til sine børn og sine nærmeste, som hun gerne ville.
– Jeg føler, at jeg svigtede. Når man er misbruger, kan man ikke tænke klart og holde aftaler. Det har mine børn selvfølgelig lidt under, erkender Ann-Mari Schmidt Petersen.
Det var først med svigerdatteren og siden behandlingsstedet Sydgårdens assistance, at hun fandt ind til sig selv. Genfandt sine dyrebare dråber – sin ubetingede kærlighed – som hun kunne hælde ud over sine nærmeste.
– På Sydgården mødte jeg nogle mennesker, som formåede at vise mig ubetinget omsorg, samtidig med at de stillede krav til mig. For mig var det mødet med næstekærligheden i sin rene form, hvor mit selvværd langsomt begyndte at vokse frem, fortæller hun.
Men selvom Ann-Mari Schmidt Petersen de seneste fire år har været tørlagt alkoholiker, så har hun ført en indre kamp og udvikling – i tæt dialog med Gud.
– Jeg har bedt rigtig meget til Gud, efter at jeg er holdt op med at drikke. Jeg har bedt om tilgivelse for mit drikkeri, og jeg har bedt om at lære at kunne tilgive mig selv, siger Ann-Mari Schmidt Petersen og understreger, at den Gud, som hun gennem hele livet har søgt trøst hos, også har voldt hende kvaler.
– I perioder har jeg følt stor vrede mod Gud. Hvorfor har han ikke hjulpet mig? En vrede, som samtidig gav mig samvittighedskvaler. Lige indtil en præst sagde til mig, at det er okay at være vred på Gud.
Lige så taknemmelig Ann-Mari Schmidt Petersen er for, at hun blev samlet op og genfandt troen på sig selv og livet, lige så taknemmelig er hun for, at hun flere gange om ugen møder mennesker, der har brug for hendes omsorg.
På Café Paraplyen i hjertet af Odense servicerer Ann-Mari Schmidt Petersen de mange gæster, der kommer ind fra gaden. Til en kop kaffe, en bid brød og for manges vedkommende til en snak i en ensom tilværelse. Derudover er hun en drivkraft i stedets selvhjælpsgruppe for alkoholikere og lige nu i færd med at få en uddannelse som coach.
– Mit eget misbrug, min livshistorie, har fået mening. Dét, at jeg selv har stået på livets kant, gør, at jeg levende kan sætte mig ind i, hvad der rører sig i et menneske, der har ondt i livet. Og jeg ved, hvad det menneske har brug for af omsorg og kærlighed.
Ann-Mari Schmidt Petersen ved til fulde, at hendes nærmeste har betalt en stor pris på grund af hendes misbrug. Men hun ved også, at hun i dag lever et rigt liv – etableret på dyrekøbte erfaringer – hvor hun er i gang med at betale tilbage.
– Jeg vil ikke gøre det om igen, men det har været det hele værd.