Hvad kan folkekirken vente sig under Lars Løkke Rasmussens ny regering? Man får et hint, hvis man ser på det religiøse ordforråd i regeringsgrundlaget.
I 2011 optrådte ordet ”kristen” ikke i regeringsgrundlaget. Men ”folkekirken” stod der flere gange. Og på tunge punkter: Ny ledelse i folkekirken og indførelse af homoseksuelle vielser.
I Lars Løkke Rasmussens nye regeringsgrundlag ser det næsten omvendt ud. Søger man på folkekirken, får man kun en enkelt passage. Og den handler hovedsageligt om et udvalg, der skal se på menighedsråd.
Men søger man på kristen, får man både at vide, at Danmark er et kristent land, og at forfulgte kristne skal hjælpes i verdens brændpunkter.
Den blå regering har tilsyneladende interesse i kristendom som identitet, mens folkekirken som organisation får mindre opmærksomhed og færre nye initiativer med på vejen fra regeringen.
Det hænger naturligvis sammen med, at den nye regering har et andet syn på folkekirken end den foregående.
Folkekirken har ifølge Løkke-regeringen verdens bedste rammer, og der er ikke behov for større ændringer, tværtimod skal man lade kirken få ro og fred til at virke, som den har gjort siden Grundloven i 1849.
Derfor lægges vægten også på det særegne aspekt ved folkekirken: at magten ligger i bunden. Man vil oprette et udvalg, som skal øge interessen for at deltage i arbejdet i landets menighedsråd.
Det står i skærende kontrast til det røde projekt: at give folkekirken et styrende organ, der kunne træffe flere beslutninger oppefra.
Signalet er, at folkekirken i sin nuværende form skal beskyttes, og at kirkeministeren ikke vil blande sig mere end højst nødvendigt.
Det er helt i overensstemmelse med Bertel Haarders tidligere udsagn om, at man som kirkeminister skal være folkekirkens pedel.
Vil den nye kirkeminister så lykkes med at skabe større interesse for det lokale arbejde med folkekirken? Det kan man ikke afvise.
Men det er svært at forestille sig, at man kan overvinde alle de strukturelle udviklinger, der gør det svært at være kirke i tyndt befolkede egne. Muligvis kan der dog etableres procedurer, som får flere til at stille op til arbejdet.
Et effektivt sted at begynde ville være at fjerne nogle af de mange bureaukratiske regler, som tynger menighedsrådsmedlemmer i dag.
Nogle af dem har Bertel Haarder selv været med til at indføre som kirkeminister fra 2005 til 2007.
Det store spørgsmål er imidlertid, om folkekirken har brug for, at der ikke kommer politiske initiativer. Flere udviklingskurver ser truende ud. Færre og færre medlemmer skal eksempelvis bære udgifter, som har været stigende på flere punkter.
Kan folkekirken ændre kurs på denne type punkter uden politisk påvirkning?
Danskerne klager jævnligt over, at blå og rød ligner hinanden for meget, men på det kirkepolitiske giver de to blokke meget forskellige svar:
Rød blok ønsker politisk handling og dermed også indblanding i de kirkelige forhold fra politisk side, mens blå blok med sit nye regeringsgrundlag prioriterer beskyttelse af folkekirkens former.
Måske bliver det imidlertid slet ikke folkekirken, der bliver centrum for de næste års religionspolitik.
Meget tyder på, at folkekirken går et par rolige år i møde, mens den markante islamkritik i både Venstre og Dansk Folkeparti let kan føre til et større politisk fokus på islam, som også i resten af Europa fylder mere og mere i det religiøse billede.