Anders Laugesen, trosjournalist på Danmarks Radio:
Sæt frimodigheden fri i folkekirken
Den største udfordring er at sætte frimodigheden fri i folkekirken. Folkekirken bliver nødt til at forstå, at fornyelse og liv kommer, når folk får lyst og netop frimodighed til at være med til at skabe nye tiltag. Vi står på et sted, hvor det er afgørende, at folkekirken ikke bare formmæssigt fornyr sig, men også formulerer sig på en ny måde, der passer ind i danskernes mangfoldige virkeligheder i dag. Hvis kirken reducerer sig selv til at være en institution, der kun er interessant på bestemte ugedage eller datoer, så er den ikke med til at skabe den klangbund, som er altafgørende for, at det danske samfund ikke oplever en yderligere human afkøling. Den tid, hvor kirken bare kunne lave en enstrenget søndagsprædiken, er forbi. I dag er der behov for en langt bredere tilgang og større accept af forskellighed, og det kræver frimodighed.
LÆS OGSÅ:Kirkefolk efterlyser mere indhold og mindre struktur i det nye år
Preben Kræn Christensen, provst i Skads provsti i Ribe Stift:
Mere oplysning om kirke og kristendom
Først og fremmest er udfordringen at holde fast i, at folkekirken er folkets kirke også i år 2014. Det vil sige, at den væsentligste udfordring er at sørge for, at man kan bibeholde og gerne forøge antallet af medlemmer i den danske folkekirke. Vi lever i en tid, hvor vi oplever store forandringer og tab af tradition, og i denne tid kan man sige, at der er et vigende folkeligt fællesskab, og det kan resultere i, at man mangler viden om, hvad kirke og kristendom i virkeligheden er. Derfor må folkekirken styrke sit fokus på oplysning. Oplysning være skal vor lyst, som Grundtvig skrev, og det vil sige oplysning for alle aldersgrupper fra babyer til de ældste og for dem derimellem. Kirken skal sørge for at være nærværende og turde være kirke, hvor folket er, hvilket kan betyde et behov for flere specialpræster for unge, ældre, åndeligt søgende og andre grupper. Men sognet skal stadig være omdrejningspunktet for folkekirkens arbejde, for uden det arbejde, der lægges der af både personale og frivillige, vil der ikke være nogen folkekirke.
Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift:
Giv det rigtige billede af kirken
Udfordringen er at få brudt med det besynderlige billede og selvbillede af, at folkekirken er en kirke i krise. Det skal vi gøre noget ved, for billedet lammer både kirkens medlemmer og dens aktører og blokerer for forkyndelsen. Derudover er det et billede, der ikke har rod i virkeligheden, men er blevet selvforstærkende og en slags automatrefleks. Jeg mener virkelig ikke, at det lokale liv bekræfter det billede. Undersøgelser viser, at livet i folkekirken er mere mangfoldigt og virksomt, end det har været, så længe man kunne måle det. I det nye år skal folkekirken i stedet fokusere på de utrolige muligheder og forpligtelser ved at være den kirke, der samler næsten 80 procent af den danske befolkning.
Dorthe Gudmund Larsen, sognepræst i Ry Kirke:
Synliggør kirken som del af samfundet
Jeg synes, udfordringen er at få placeret folkekirken på rette sted i samfundet og i debatten. Det vil sige at få gjort dem, der formulerer og prioriterer, hvad der er vigtigt i et samfund, bevidste om, at ethvert velfungerende, demokratisk samfund hviler på nogle støttepiller, og at folkekirken er én af dem. I modsætning til andre støttepiller som folkeskolen, folkestyret og folkesundheden fylder folkekirken ikke meget på dagsordenen i forhold til, hvad den egentlig bærer i samfundet. Så udfordringen er at få synliggjort folkekirken som en del af samfundets fundament og som en samfundsbærende institution, der er der for den enkelte såvel som for fællesskabet til enhver tid og i enhver livssituation.
Mogens S. Mogensen, formand for Tyrstrup Menighedsråd:
Husk en kristen kirkes egentlige mål
For mig at se er folkekirkens største udfordring at holde fast i sin hovedopgave som kristen kirke, hvilket, som det står skrevet i Kirkeministeriets blå betænkning, er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Kirkens eksistensberettigelse er, at den er udadvendt og kirke i ord og handling for andre end sig selv, og det må være det, der gennemsyrer alt, vi laver, ellers bliver det irrelevant. At sørge for dette er en gennemgående udfordring for folkekirken, men aktualiseres i det nye kirkeår af drøftelserne om kirkens styringsstruktur. Der er en fare for, at folkekirken bliver så optaget af strukturspørgsmålet, at den glemmer, at det ikke er et mål i sig selv. For mig at se er debatten om kirkens struktur kun vigtig, hvis den kan fremme, at kirken bliver bedre til at udføre sin opgave.
Morten Aagard, teolog og leder af Kirkens Korshær:
Folkekirken skal være mere synlig
Den største udfordring for folkekirken er dens egen identitet. Altså spørgsmålet om, hvem kirken er og skal være fremover. Mit yndlingscitat i øjeblikket er fra kapitel tre i Andet Korintherbrev, hvor apostlen Paulus siger, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker. Citatet har den pointe, at det afgørende for folkekirken er at kunne være en synlig kirke. Set fra et Kirkens Korshær-perspektiv mener jeg, det handler om at give troen krop og udtrykke nærhed, omsorg og varme. På den måde bliver vi, der arbejder inden for folkekirken, vidner om Kristus. Det er kirkens vigtigste opgave i en smaskforvirret tid, der er fyldt med snak om værdier, men med så lidt praksis. Her handler den store udfordring altså ikke om strukturformer eller en ny organisation af folkekirken, men meget mere om identitet.
Mette Bock, kirkeordfører, Liberal Alliance:
Træd i karakter som folkekirke
Den største udfordring er, at folkekirken skal træde i karakter som folkekirke. Altså hverken statskirke eller frikirke. Vi står over for en reform, der får afgørende betydning for folkekirkens fremtid. Hvis vi som medlemmer af folkekirken bare læner os tilbage og venter på, at en kommission, et folketing eller en regering sætter sig i førersædet, er jeg dybt bekymret. Det vil ikke være tilstrækkeligt at indsende høringssvar, hvor man enten er for eller imod konkrete, politiske forslag. De mange, folkelige fora i folkekirkeligt regi må selv sætte sig til tasterne og formulere, hvilke rammer der skal sikre liv og vækst. Det er alt for vigtigt et spørgsmål til, at det kan overlades til politikere og såkaldte eksperter. Hvis ikke vi passer på, ender det med, at folkekirken bliver en offentlig institution på linje med Skat eller Vejdirektoratet.
Sørine Gotfredsen, journalist, forfatter og præst:
Præster skal indgå i samfundet
Spørgsmålet kan anskues fra to sider. Den ene er den organisatoriske diskussion om styreformer, og den anden handler om indholdet, hvilket er det, jeg brænder mest for. Her er folkekirkens vigtigste udfordring at give befolkningen et indtryk af, at præsterne i det her land erkender, hvilken kæmpe opgave de har. Der er så mange bevægelser i samfundet, og i en tid med dannelsestab, kultursammenstød og almindelig religiøs uvidenhed er kirkens helt store udfordring at give det indtryk, at folkekirkens præster gerne vil gå ind i samtale om det, der sker i samfundet. Når danskerne går i kirke, skal de opleve, at præsten er et menneske, der har kontakt til det virkelige liv. Ellers er jeg bange for, at danskerne kommer til at se folkekirken som en lidt passiv størrelse, der lever et liv parallelt med resten af samfundet og bare ser til, mens udviklingen pisker af sted.
Kristian Leth, forfatter, journalist og musiker:
Husk det åndelige menneske
Den største udfordring for folkekirken og for den protestantisme, vi har i Norden generelt, mener jeg er ikke at glemme det åndelige menneske. Der er stort fokus på, at der skal være plads til det normale moderne menneske i kød og blod, men der må ikke opstå en frygt for at berøre det utrolige, det numinøse eller det transcendentale. I folkekirken forsøger man i dag at forene det irrationelle i religion med det rationelle i verden og på den måde finde en rationalistisk tro. Men jeg tror, det bliver en udfordring for vores religion at overleve som moralsk filosofi alene, for så glemmer man den sanselige åbenbaring, der er en del af alle religioner. Der har og vil altid eksistere en menneskelig længsel efter noget større, og hvis ikke folkekirken kan blive ved med at give plads til og efterkomme den længsel, så tror jeg, der er færre, der vil lege med.
Karl Georg Pedersen, menighedsrådsformand i Mejdal Sogn ved Holstebro:
Bliv en større del af danskernes bevidsthed
Jeg synes, der er flere udfordringer, som hænger indbyrdes sammen, dels lokalt i det enkelte menighedsråd og dels på det nationale plan. Den ene er, at folkekirkerne rundt i landet i højere grad skal blive en del af det lokale fællesskab i sognet og dermed være et naturligt sted at komme. I vores del af landet er kirken bedre end sit rygte, når det kommer til forskellige gudstjenesteformer, aktiviteter, kirkegængere og økonomi. Men vi skal som folkekirke generelt blive en større del af folkets bevidsthed. Det betyder også, at folkekirken på nationalt plan skal byde mere ind med teologiske og etiske holdninger i den offentlige og politiske debat, dog uden at tage patent på kirkens synspunkter. Her kommer den igangværende strukturdebat til at spille en rolle, da den har betydning for, hvor meget kirken bliver herre i eget hus, og hvor meget frihed vi menighedsråd kan få til at handle lokalt.