Hvad er forskellen på reinkarnation og genopstandelse?

Spørg om kristendom: Den kristne opstandelsesforestilling er det stik modsatte af reinkarnationstanken, skriver sognepræst i Himmelev Kirke Andreas Thom

Kære brevkasse

Hvad er kristendommens forhold til reinkarnation og genopstandelse? Er der forskel på de to ord?

Venlig hilsen

Mette

Kære Mette

Forestillingerne om reinkarnation og om den kristne opstandelse handler begge om livet efter døden.

Den klassiske reinkarnationsforestilling, som den kommer til udtryk i hinduismen, er en forestilling om sjælevandring. Sjælen vandrer fra krop til krop i en uendelig række af genfødsler, som anses som en lidelse. Derfor er det ultimative mål at bryde ud af kredsløbet ved at gøre sig fri af karma.

Man kan sige, at den kristne opstandelsesforestilling er det stik modsatte af reinkarnationstanken. Hvor der i hinduismen er tale om en kæde af genfødsler, er opstandelsen en engangsforeteelse i kristendommen. På den yderste dag, hvor verden skal ophøre med at eksistere og give plads til Guds rige, skal alle stå op af deres grave. Desuden er der tale om en legemlig opstandelse og ikke kun en sjælelig. Du har ikke selv indflydelse på, hvorvidt du skal opstå eller ej. Det er Guds Søn, Jesus Kristus, der af sin far har fået overdraget magten, som sætter det hele i værk.

Reinkarnationstanken tilskynder til at gøre dig fri af verden. Den kristne opstandelsestanke tilskynder derimod til at blive så involveret som muligt i livet her og nu. Gudsriget er allerede skjult til stede iblandt os, og det er vores opgave at arbejde for det. Hvor man i hinduismen skal holde sig så ren som muligt, undgår man ikke i kristendommen at få snavs op under neglene. Du skal tage livtag med virkeligheden.

Med venlig hilsen

Andreas Thom

Svaret er forkortet af redaktionen og kan læses i sin fulde længde på internetadressen www.kristendom.dk