Seks kirke- og kulturfolk: Hvad skal den rummelige folkekirke kunne bære?

En præst, der ikke tror på Gud. En præst, der afviser opstandelsen. Og nu sognepræst Annette Berg, der tror på reinkarnation og auralæsning. Er folkekirken blevet for rummelig? Seks kirke- og kulturpersonligheder forholder sig til kirkens grænser

Hvad skal folkekirken kunne bære. Øverst fra venstre har spurgt udlandsredaktør Anna Libak, sognepræst Kathrine Lilleør, forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen, biskop Henrik Stubkjær, forfatter og journalist Charlotte Rørth og lektor Hans Hauge.
Hvad skal folkekirken kunne bære. Øverst fra venstre har spurgt udlandsredaktør Anna Libak, sognepræst Kathrine Lilleør, forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen, biskop Henrik Stubkjær, forfatter og journalist Charlotte Rørth og lektor Hans Hauge.

Anna Libak, udlandsredaktør, Berlingske
”Folkekirken skal være rummelig, og jeg kan godt forstå det, hvis nogle synes, at folkekirken kan virke farveløs og fersk i forhold til den katolske kirke eller amerikansk kristendom. Men man skal være tro over for kristendommens trosfundament.

Reinkarnation og alt det andet kan man gå på aftenskole for at praktisere. Jeg synes, at præster skal holde op med at drage opstandelsen i tvivl, eller som her at omfortolke den til reinkarnation for alle. 

Men selvfølgelig skal folkekirken forny sig, jeg har intet imod babysalmesang og minikonfirmander, man skal bare ikke begynde at digte sin egen version af kristendommen. Jeg ser præstens udtalelser som en måde at love levetidsforlængelse til alle på: Man får en ny krop, så man kan starte forfra. Det er et vildt populært budskab i en tid, hvor folk er sindssygt bange for at dø. Det gælder jo om at holde sit kolesteroltal nede, og det er blevet modigt bare at spise bacon. 

Men det er noget lusk, det har ikke noget med kristendommen at gøre, hvor døden og livet er forudsætninger for hinanden, ligesom lyset og mørket er det. Jeg tror dog ikke, at sagen her vil svække folkekirkens troværdighed. For det er vigtigt, at en bredere offentlighed overhovedet får kendskab til kristendommen, og det gør den jo gennem de diskussioner, som Annette Bergs og Ramsdals og Grosbølls pseudokristendom har udløst.

Det værste, der kan ske for folkekirken, er, at ingen hører om den, og at den slet ikke er genstand for diskussion: For så udvikler folk helt forkerte forestillinger om, hvad det er for noget.”

Hans Hauge, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet
”Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket, da jeg første gang så Annette Berg udtale sig om reinkarnation, men samtidig har jeg bemærket mig, at flere og flere taler om mangfoldighed i folkekirken. Mangfoldighed er et multikulturelt plusord, og den rummelighed går især på de kirkelige retninger og på en religiøs mangfoldighed, hvor man langsomt åbner for nye tilgange til det religiøse.

Domprovst Anders Gadegaard har i virkeligheden sagt noget af det samme som Annette Berg gør nu, selvom han ikke brugte ordet reinkarnation. 

Spørgsmålet er, om der er ved at være sprækker i folkekirken, for der er intet modspil til nyreligiøsiteten i folkekirken. Der er simpelthen ingen religionskritik af de østlige religioner, som langsomt er sluppet igennem, mens alle kigger på muslimer. Derfor tror jeg desværre godt, at Annette Berg kan komme igennem med sine tanker om reinkarnation, selvom der her virkelig er grund til, at biskoppen blander sig.

Der er ingen tvivl om, at sagen om Annette Berg sammen med Ramsdal og Grosbøll skader folkekirkens troværdighed. Folk derude ryster på hovedet af folkekirken og kan ikke forstå, hvad der sker. På den måde øges afstanden mellem prædikestol og kirkebænk. De, der er vant til at komme i kirke, ved godt, at der siges mystiske ting fra prædikestolen, men for folk udefra sker der et enormt tab i forhold til institutionen. Især, hvis man bare gør ligesom med Ramsdal og blot sætter ham til at læse lidt igen.”

Kristian Ditlev Jensen, forfatter og journalist
”Personligt ville jeg blive skuffet, hvis jeg sad med kræft i hele kroppen over for en sognepræst og fik beskeden: 'Bare rolig, du bliver nok genfødt som sørøver'. Jeg ville meget hellere høre om den kristne opstandelse, for den konfronterer os med døden, og derfor er det den, jeg tror på, og den, som er folkekirkens grundlag. Derfor er der også en grænse for, hvad folkekirken kan bære.

Præsterne skal forkynde og fortolke evangeliet for os, så vi kan leve på håbet i bredeste forstand om, at Jesus døde, men opstod, og sådan vil det også ske for os.

I den kristne forstand dør vi rigtigt, fysisk, og opstår rigtigt, metafysisk. Reinkarnation er i buddhismen og hinduisme faktisk et helvede, hvor man bliver genfødt hele tiden, men helst vil slippe ud af den cyklus. Men fordi den kristne opstandelsestanke er så svær at forstå og forklare, så opfinder man sådan en supermarkedsreligion, hvor man kan låne lidt fra andre religioner, som man synes passer bedre ind.

Men i bund og grund er det en komplet misforståelse. Jeg tror sagtens, at folkekirken kan bære den slags debatter, men rent dogmatisk kan den ikke rumme for eksempel reinkarnation. 

Hvis man som præst siger, at man ikke vil forkynde den kristne opstandelse, fordi det lyder for dumt til, at man kan tro på det, så vidner det om et teologisk underskud. At forkynde evangeliet og opstandelsen er en kerneopgave, og hvis man siger, at der ikke findes et evigt liv, fordi det er for svært at forklare forskellen på evigt liv og uendeligt liv, så har man næsten meldt sig selv ud af folkekirken.”

Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift
”En af folkekirkens styrker er dens store rummelighed, men det er klart, at man ikke som sognepræst kan bevæge sig ud over centrale trossandheder. Et sådant kernebegreb er troen på opstandelsen som en realitet. I lighed hermed, finder jeg ikke at et begreb som reinkarnation, hører hjemme i den kristne tro, ja faktisk blev det afvist allerede i de første århundreder i opgøret med gnostikerne.

Men at forsøge at lukke af for debatten om opstandelse og reinkarnation giver ikke mening. 

 Folkekirkens troværdighed i befolkningen er overordentlig vigtig, og derfor er det mit udgangspunkt, at både sognepræster og menighedsrådsmedlemmer holder sig inden for den bekendelse, som vores kirke er bygget på.

Troværdigheden er netop en af folkekirkens styrker, og som præst møder man da også igen og igen en stor tillid, når vi står over for mennesker i både livets vanskelige og glædelige stunder. Dette vidner om fortrolighed, respekt og troværdighed fra danskerne. Folkekirkens karakter i dag er udtryk for både rummelighed og troværdighed. 

Når vi i kirken taler om de centrale trosanliggender, sker det i et religiøst sprog, som i dag af og til kommer i clinch med det mere rationelle sprog, og derfor ser vi også nogle gange, at dialogen løber skævt. Derfor skal præster og menighedsrådsmedlemmer i betroende funktioner tænke sig om, når man i offentligheden diskuterer trosanliggender. Går vi skævt af hinandens sprog og begreber, opleves det ofte, som om folkekirkens troværdighed bliver sat på prøve.”

Kathrine Lilleør, sognepræst i Sankt Pauls Kirke, København

”Folkets kærlighed til folkekirken er dens styrke. Det betyder, at man med hjerteanliggender mellem folk og kirke aldrig ved, hvornår nok er nok. Der skal være meget vide rammer for forkyndelsen, for det giver ilt til tanke og tro. Vi har en flot tradition for at vise den rummelighed gennem indbyrdes uenighed, men ikke ved at stille for skarpe grænser for, hvad der kan tolereres og hvad der ikke kan.

Det vil bare udstille en folkekirke, som er mindre, end vi i virkeligheden er. Man kan ikke diktere mennesker, hvad de skal tro og tænke, det har præster aldrig kunnet, og når de har forsøgt, så er det gået galt. Folkekirken er en genial konstruktion, fordi forkyndelsen flyder frit, og alle kan finde deres af kristentroen. Så må vi vurdere fra sag til sag om det, der forkyndes, er lodret imod evangelierne, og vi derfor skal sætte grænser.

At en præst vælger at holde en dør åben til en anden religion, gør ikke noget, det viser bare en udsigt til andre mennesker, som gør sig lignende tanker. Jesu gennemgående træk er fordømmelsen af fordømmelsen, for eksempel hos farisæerne, som altid tror, de har sandheden. Det er folkekirken altid i fare for at komme til at ligne og skal huske, at det tværtimod handler om at trøste, opbygge og forkynde Guds kærlighed.”

Charlotte Rørth, forfatter og journalist

”Det er en stor gave, at folkekirken er så rummelig. Det er den bedste måde at være kirke på i et demokratisk samfund, at være en del af samfundsopbygningen. Den kirke kan rumme rigtig meget, og det kan demokratiet også. Men når nogle siger, at de ikke tror på trosbekendelsen og opstandelsen, så bliver jeg dogmatisk. Man kan ikke forkynde noget, man ikke selv tror på.

Vi kan debattere det i åbenhed og vise, at vi er i tvivl. Men når vi forkynder fra prædikestolen, er vi nødt til at være helt tæt ind i trosbekendelsen. I virkeligheden er det ikke så kompliceret, for det er meget klart, hvad vi tror på, hvis vi står ved trosbekendelsen. Men folkekirken er ikke bare et stort, åbent rum med plads til alt, sådan er demokratiet heller ikke.

Men der er mange fremtidsscenarier i vores samfund, som aldrig ville blive tegnet, hvis ikke vi havde troen med som noget, der er større end os selv. At tro på reinkarnation er en anden situation, som jeg har det svært med. 

Undersøgelser viser, at omkring hver femte dansker tror på reinkarnation. Jeg vil ikke klandre en lægmand for både at tro på det og betegne sig selv som kristen. Men en præst burde vide bedre.

En præst kan forholde sig til reinkarnation, men ikke tro på det. Det ville være en kæmpe fejl, hvis ikke folkekirken tør tale om det, som sognebørnene går op i åndeligt. Ellers møder folkekirken ikke mennesker, der hvor de er med deres engagement og deres tvivl.”