Hvad vil det sige at være troende?

En landsdækkende debat om tro er over os efter et stillingsopslag fra Mejdal Kirke, og uenigheden er stor om, hvad ordet egentlig betyder. Troen forstås bedst ved at sammenligne med kærligheden, for i begge tilfælde kommer viden først til bagefter, siger idéhistoriker

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Ikke siden Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll i 2003 proklamerede, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud, har der været så stor turbulens om trosspørgsmål i Danmark, som Mejdal Sogn i Jylland har udløst ved at opslå en annonce efter en troende præst.

Fra alle kanter af det kirkelige landskab har det givet anledning til debat. Godt, at et menighedsråd med sit stillingsopslag viser, at det tager troen alvorligt, lyder det fra én side. Andre med Luthers reformatoriske skrifter i hånden er fortørnede og ser det som tenderende sindelagskontrol, hvilket også har været pointeret fra kirkeminister Manu Sareen (R).

LÆS OGSÅ: Søges: Præst med tro

Bag den heftige debat gemmer sig spørgsmålet: Hvad er tro?

Tro er et meget belastet ord i dag. Troen er løs. Ofte er problemet, at mennesker når de taler om tro kigger indad, når de skal give svar på, hvad de tror på. Her finder man måske ud af, at man slet ikke kan tro. Fordi man ikke kan pumpe troen op fra sit eget hjerte, indleder Jørn Henrik Olsen, ph.d. og fakultetsleder ved Menighedsfakultetet.

LÆS OGSÅ: Præsteløfte forpligter ikke præster til at tro

Når der tales om tro også i en folkekirkelig sammenhæng er det imidlertid vigtigt at have for øje, hvad trosbegrebet dækker over. Det mener Ole Jensen, professor emeritus i teologi og tidligere domprovst i Maribo Domprovsti. Gennem sin forskningskarriere har han været inspireret af den store danske skabelsesteolog K.E. Løgstrup, og han har med interesse fulgt den aktuelle trosdebat.

LÆS OGSÅ: 27 teologer har søgt job som "troende" præst

Først og fremmest må man skelne mellem tro i almenreligiøs forstand og tro i specifik kristelig forstand. Tro i almenreligiøs forstand er tro på en skabermagt eller værensmagt. Der må da være noget eller nogen, som gør, at det, der er til, er til, tænker man. Det kan være den kristne Gud Fader fra første trosartikel. Men det kan også være forstået som en kraft det er tilfældet i megen nyreligiøsitet og så får det en anden karakter.

LÆS OGSÅ: Jobsøgende præster skilter mere med troen

Anderledes klart er det, hvad troen er på, når det er i specifik kristelig forstand.

Det er ikke noget, man tænker sig frem til. Her tror man på, at der er kommet noget afgørende nyt ind i verden med Jesus. Vores to største eksistensproblemer er det onde, herunder synden, og døden. Når Jesus tilsiger mennesker syndernes forladelse og evigt liv, er det svar på disse to problemer. Så forventer Jesus, at hans Far, som er i himlen, står bag ham og er garant for, at det, han lover, også sker. For han alene kan sørge for det med sin skabermagt, siger den pensionerede teologiprofessor.

LÆS OGSÅ: Udland: Debat om "troende" præst skyldes afkristning af kirken

Han erkender, at det kan være svært for moderne mennesker, der måske kun har et ganske perifert kendskab til kristendommen, at skulle overgive sig til en tro, der stiller syndsforladelse og evigt liv i udsigt. Ordene har ikke nødvendigvis bundklang, og derfor er det nødvendigt, mener Ole Jensen, at løftet i den kristne tro formuleres ind i en virkelighed, som mennesker forstår. Han griber fat i troen på syndernes forladelse:

Det onde hersker på to planer: det onde, vi selv skaber og er skyld i, og verdens iboende onde, som for eksempel viser sig ved naturkatastrofer og små børns lidelser. Det onde, vi selv er skyld i, og hvor vi med vores selviskhed gør andre mennesker ondt, også dem, vi holder af, er den synd, som vi gennem troen på Jesus får syndsforladelse for. Gennem troen på livets herre får vi en ny mulighed hvert eneste øjeblik. Vi behøver ikke blive hængende i fortrydelse og evig skyldfølelse, som vi ellers nemt kan gøre, siger Ole Jensen.

Står det til Jørn Henrik Olsen fra Menighedsfakultetet, er der brug for at give et klart svar om tro til moderne mennesker. Svaret udpeger indholdet i den kristne tro, nemlig troens rettethed mod Jesus Kristus. Det er den traditionelle bekendelse i alle verdens kirker. Et gedigent modsvar til den almenreligiøse tro, hvor også en stor del af kirkens præster får sidestillet den kristne tro med alle mulige andre trosformer, og dermed udvander troen, påpeger Jørn Henrik Olsen.

Luther sagde, at der ikke kommer nogen tro, uden at man er i kontakt med Kristus, og det er ånden, der drager. Kristus og ånden er hele udgangspunktet for troen. Her er vi ved et centralt aspekt af troen: Den skænkes os som en gave, og i troen på Kristus får vi tilgivet vores synder. Det betyder ikke, at troen ikke er synlig, for den vil altid vise sig i kærlighedens gerninger, siger Jørn Henrik Olsen.

LÆS OGSÅ: Retsteolog: Krav om "troende" præst er nedsmeltning af et luthersk embedssyn

Dermed kommer han også ind på det aspekt, der handler om, hvorvidt troen er en synlig eller usynlig størrelse. Og om, hvad der er nok så vigtigt, det er et forhold, man kan tillade sig at spørge til hos et andet menneske, som menigheden i Mejdal Sogn har gjort.

Troen er en dybt personlig sag. Det har Kierkegaard om nogen gjort klart for os. Men troen er ikke privat. Derfor er det også naturligt og nødvendigt, at et menighedsråd tør søge en troende præst, siger Jørn Henrik Olsen. Han mener ganske enkelt, at det er nødvendigt, at præster viser vej til troen ved at gøre det til et eksistentielt anliggende et spørgsmål om liv og død at forkynde troen på Kristus.

Kristendommen og dermed troen bliver ofte gjort til et sprogspil, hvor troen ikke har substans. Kernen i kristendommen er langt mere end pæne og rigtige ord, der er spiselige for alle, siger han.

Idéhistoriker Ole Morsing fra Aarhus Universitet, der har et indgående kendskab til kristendommen og har forfattet bøger om store teologiske tænkere som Sløk og Løgstrup, har med stor interesse fulgt den pludseligt opståede debat om tro.

LÆS OGSÅ: Krav til præsters tro splitter kirken

For ham at se er en af troens helt store udfordringer som den har været det gennem kristendommens 2000-årige historie at den til alle tider kommer i karambolage med viden.

Helt overordnet går tro altid forud for viden. Problemet er bare, at vi ikke kan lade være med at koble troen til viden. Troen er rettet mod en genstand, Gud, som er skildret i Bibelen og bekendelserne, og når vi forsøger at identificere troen, bliver den ofte gjort til viden hentet ud af skrifterne, siger Ole Morsing.

Idéhistorikeren stiller sig på skuldrene af Kierkegaard, når han skal forsøge at indkredse, hvad tro er, og hvordan man kan tale om den.

Du kan aldrig tale om tro uden om den enkeltes eksistens. Troen er et personligt anliggende. Det er det enkelte menneske, der i ultimativ forstand udlever troen, og derfor opstår der et problem, når troen bliver institutionaliseret, og det eksempelvis bliver en kirke, der tager patent på at udlægge troen, siger Ole Morsing.

Han medgiver samtidig, at troen på den måde befinder sig i et evigt paradoks.

Du kan ikke bare kaste troen i hovedet på folk med Bibelen og bekendelser. Du kan altid forholde dig til troen på et utal af måder, og det er et subjektivt anliggende. Men dropper vi den institutionaliserede kirke i Danmark folkekirken som ramme om troen, opstår der bare nye trossamfund eller institutioner, der sætter sig på troen. Og tros-institutioner vil uvægerligt gøre troen til en absolut, som ikke har noget med den personlige overgivelse til troen at gøre.

Et godt billede på, hvad troen er for en størrelse for det enkelte menneske, ser Ole Morsing i sammenligningen mellem tro og kærlighed.

Troen og kærligheden er stort set identiske. I kærligheden gør man alt og er villig til alt. Man investerer alt og kaster sig selv ind i kærlighedsforholdet. Der er ikke andre instanser eller formidlere mellem den enkelte og kærlighedens objekt. Og viden er ikke på spil i relationen. Den kommer altid først bagefter, og så kører karrusellen igen. Vi slipper ikke ud af paradokset, siger han.

Et af de spørgsmål, der står tilbage, er så, om det at tro er noget særligt i kristen sammenhæng i forhold til andre religioner. Det mener Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, samtidig med at han hellere taler om religiøsitet end tro.

LÆS OGSÅ: Ingen opbakning til sogn, der søger troende præst

Tro er en mærkelig størrelse, som der kan gives forskellige dogmatiske definitioner af. Det kan meget nemt svinge over og blive meget pietistisk, når man taler om tro. Men der er ingen mennesker, der er religiøse 24 timer i døgnet. Tro er noget, man har i bestemte sammenhænge, siger Anders Klostergaard Petersen og betoner indsigter fra den religionsvidenskabelige forskning psykologien, hjerneforskningen og antropologien der viser, at religiøsitet melder sig for det enkelte menneske i bestemte livssituationer.

Menneskets religiøsitet eller tro, om du vil viser sig ved ritualer, ved håndtering af død, i besvarelse af særlige moralske spørgsmål, og når der er brug for svar på livets tilfældigheder. Sådan er det på tværs af alle kulturer.

Alligevel mener religionsforskeren, at det er fuldt legitimt, og endda nødvendigt, at kirken taler tydeligt om den kristne tro.

Som teolog må man nødvendigvis hævde, at der er noget særligt på spil i kristendommen. Religioner adskiller sig fra hinanden, og de må tale ud fra deres egen ramme; og netop i protestantisk kristendom spiller trosbegrebet en afgørende rolle. Samtidig skal man vide, at sandhedsspørgsmålet ikke er noget, der kan afgøres, når det drejer sig om tro.

Anders Klostergaard Petersen beskriver sig selv som én, der pendulerer mellem religionsvidenskab og det kristne religiøse univers, da han også er teolog. Og med det afsæt er kristendommen fra hans personlige perspektiv andre religioner overlegen:

Fordi religioner er forskellige, må man nødvendigvis argumentere for sin egen religion. Du kan aldrig føre bevis for, at din religion er mere sand end andres, men du kan argumentere for din religion fra et etisk perspektiv, at den for eksempel ved at mindske vold bidrager på en bedre måde til samfundet. Man kan også argumentere ud fra et kriterium om æstetisk kompleksitet som for eksempel, at religionen fremmer en skelnen mellem politik og religion.