Menighedsrådet er større end Gud. Sådan lød en overskrift, efter at kulturminister Marianne Jelved havde besluttet, at kun seks københavnske kirker skal lukkes nemlig de, hvis menighedsråd havde accepteret en lukning. Andre menighedsråds protester mod lukning bar frugt.
Sikkert ubevidst ligger der bag denne beslutning et kirkesyn, som man plejer at kalde kongregationalistisk.
Her tiltænkes en menighed og dens demokratisk valgte ledelse fuld selvstændighed. Kongregationalismen har noget tiltalende ved sig i dag, fordi det rimer på lokal selvbestemmelse og brugerstyring.
LÆS OGSÅ: Ministeriet giver penge til folkekirkeforskning
Men det er ikke en dansk kirkemodel, snarere en typisk amerikansk.
I pionértiden i USA måtte den enkelte menighed selv bygge kirke og lønne præst, og så virkede det også naturligt, at menigheden selv ejede og styrede kirkebygningen.
Danmark har en anden historie. Kun i ganske få tilfælde har en dansk menighed selv bygget sin kirke, og i ingen tilfælde har menigheden selv stået for økonomien. Reelt ved man ikke, om sognefolket eller lokale stormænd byggede de 1750 danske middelalderkirker. Men da de stod der, indgik de som en del af den internationale romersk-katolske kirke.
Ved reformationen blev en del overflødige kirker revet ned i forståelse med reformatorerne, og snart blev mange kirkebygninger overtaget og ejet af lokale stormænd, der indkasserede sognets kirketiende mod at afholde udgifter til kirkens drift og vedligeholdelse. Men der var klare grænser for kirkeejerens magt: Provsterne førte tilsyn, og fra sognet valgtes der også kirkeværger, der skulle værge sognekirken mod en lokal kirkeejers misgreb eller forsømmelser.
Indførelse af menighedsråd i 1904 betød en styrkelse af denne lokale indflydelse på kirkebygningen, men den danske folkekirke som helhed har gennem provsti, stiftsøvrighed og Nationalmuseum forholdsregler mod lokale overgreb og forsømmelser.
Indførelse af menighedsråd betød således ikke, at vi fik en kongregationalistisk kirkemodel.
Da den store kirkebyggeperiode satte ind i slutningen af 1800-tallet, bidrog mange private.
En stor bygherre var Københavns Kirkefond, der foranstaltede indsamlinger over hele landet for at fylde København med kirker og menighedsliv. Mindre kendte foretagender af samme art hed Odense Kirkefond, Århus Kirkefond og Dansk Kirkefond.
Ved hjælp af disse private, men landsdækkende initiativer blev kirkemanglen afhjulpet med omkring 290 nye kirker i første halvdel af 1900-tallet. Disse kirker er heller ikke siden blevet drevet efter kongregationalismens princip, for folkekirkens økonomi er solidarisk. Der sker en økonomisk udligning, så tyndt befolkede områder kan beholde deres kirker og præster, fordi landskirkeskatten opkræves ensartet over hele landet, og fordi der fra Fællesfonden, folkekirkens pengekasse, ydes et betragteligt tilskud til udligning.
Kongregationalismen strider også imod selve den evangelisk-lutherske kirkes væsen. Et lovformeligt valgt menighedsråd kan være uinteresseret i gudstjenester og i at have nogen fast præst.
Teoretisk kunne alle sognes menighedsråd i en kommune gå ind for, at deres kirker godt kunne lukkes. Disse scenarier vil dog for en evangelisk-luthersk betragtning ikke betyde, at folkekirken skulle imødekomme de lokale ønsker.
En evangelisk-luthersk kirke er efter sin selvforståelse et fællesskab, der bør være til stede over hele landet med sine tilbud om forkyndelse og sjælesorg, undervisning og diakoni.
Evangeliet er for hele folket og ikke kun for de særligt interesserede. Hvor man ikke lokalt ønsker en kirke, der skal kirkesamfundet snarere sætte ekstra ressourcer ind.Dette kræver, at nogen i folkekirken har kompetencen til at sikre folkekirkens overordnede opgave.
Om dette skal være en folkevalgt minister, en biskop, et valgt stiftsråd eller et overordnet folkekirkeråd, det diskuteres i øjeblikket. Kongregationalismen er en kirkemodel, der ikke kan være i spil ud over, at der inden for folkekirken er frihed til at danne valgmenigheder.