Hvem vil præge debatten i det kommende kirkeår?

Debatten om folkekirken er præget af garvede og velkendte aktører, men et generationsskifte kan være på vej. Det vil dog fortsat være kultur- og værdikampen, som sætter rammerne for den kirkelige debat

Biskopperne er i stigende grad blevet dem, der tegner folkekirken i offentligheden, og det bliver interessant at følge, hvem der kommer til at sætte dagsordenen i bispekollegiet. Her Roskilde Domkirke.
Biskopperne er i stigende grad blevet dem, der tegner folkekirken i offentligheden, og det bliver interessant at følge, hvem der kommer til at sætte dagsordenen i bispekollegiet. Her Roskilde Domkirke. Foto: LARS LAURSEN.

Som flere kilder peger på i dagens avis, bliver folkekirken i medierne i stigende grad tegnet af en magtkamp mellem biskopperne på den ene side og en gruppe af især borgerlige, bispekritiske præster og politikere på den anden side.

Listerne rummer flere garvede navne som de afgåede biskopper Kjeld Holm og Karsten Nissen og tidligere sognepræst og folketingspolitiker Søren Krarup, der alle har præget den kirkelige debat i en menneskealder. Men de vil med stor sandsynlighed fylde mindre i den kommende tid og dermed bane vejen for et generationsskifte.

Ser man lidt nærmere på de to lister, kan man her ved begyndelsen af det nye kirkeår få et fingerpeg om, hvem der vil præge den kirkelige og teologiske debat i 2016. Biskopperne først.

Bispekollegiet har over de sidste tre-fire år gennemgået en større udskiftning, men efter det seneste bispevalg i Aarhus kan der gå op til fem år før næste udskiftning. Da biskopperne i stigende grad er blevet dem, der tegner folkekirken i offentligheden, bliver det interessant at følge, hvem der kommer til at sætte dagsordenen i bispekollegiet.

Her står både Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, og Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller stærkt, men de ligger også højt på dette års liste, fordi de har spillet en rolle i flere af de kontroversielle præstesager i årets løb, fra Per Ramsdal og Marie Høgh til Søren E. Jensen og Annette Berg.

Blandt de i alt seks biskopper er også to emeritusser, nemlig Karsten Nissen og Kjeld Holm. De vil formentlig fortsat lade høre fra sig - Karsten Nissen er eksempelvis udpeget som folkekirkens koordinator for reformationsjubilæet i 2017 - men det bliver næppe de to, som tegner folkekirken i det kommende år.

Mere sandsynligt er det, at de to nyvalgte biskopper i Viborg og Aarhus, Henrik Stubkjær og Henrik Wigh-Poulsen, vil præge debatten. De er allerede i dette års top 10 over de kirkefolk, som optræder hyppigst i medierne, Henrik Stubkjær som en markant nummer et. Det er tydeligt, at den tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp allerede i sit første år som biskop har demonstreret sin evne til at placere sig centralt i den aktuelle samfundsdebat.

Også Wigh-Poulsen har vist evnen at tage del i samtidens værdidebatter, som peger ud over rent organisatoriske, folkekirkelige forhold. Det samme gælder biskopper som Steen Skovsgaard og Marianne Christiansen, som lige netop ikke er med i dette års top 10, mens biskopper som Lise-Lotte Rebel og Henning Toft Bro i Aalborg Stift ikke markerer sig så hyppigt i medierne.

Debattørerne i top 10 tæller ud over Søren Krarup og Hans Hauge præsterne Sørine Gotfredsen og Katrine Winkel Holm. Alle med en klar borgerlig, national- eller kulturkonservativ og tidehvervsk profil. De tre sidstnævnte har desuden faste klummer i landsdækkende medier, hvorfor man også må forvente, at de vil præge den kirkelige debat fremover.

Derimod er Søren Krarup ikke nær så aktivt til stede i debatten som tidligere, men opnår alligevel en andenplads i dette års top 10 - formentlig fordi hans navn i sig selv er blevet et referencepunkt i debatten.

Uden for top 10 står folk som sognepræsterne Kathrine Lilleør og Torben Bramming og højskoleforstander Jørgen Carlsen, mens det er mere usikkert, hvilke yngre aktører der for alvor kan præge den kirkelige debat. Men det står under alle omstændigheder klart, at man skal kunne tale ind i tidens værdi- og kulturkamp, hvis man skal gøre sig gældende i den kirkelige og teologiske debat i medierne.

Blandt politikerne er det tankevækkende, at tidligere kirkeminister Marianne Jelved (R) og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er de eneste politikere på listen, som ikke er del af blå blok. Det fortæller noget om, i hvor høj grad det er blevet et borgerligt anliggende at markere sig kirke- og værdipolitisk. Socialdemokratiske Karen Klint er mangeårig formand for Kirkeudvalget og er afholdt bredt i det folkekirkelige landskab, men det er samtidig klart, at hun ikke har evnet at give Socialdemokraterne en markant kirke- og værdipolitisk profil.

Og det svært at se, hvordan centrum-venstre med SF's Pernille Vigsø Bagge ude af politik og De Radikales Ida Auken med andre fokusområder skal komme ind i kirkekampen.

Med Pelle Dragsted har Enhedslisten dog fået en markant kirkeordfører, og han kan sagtens komme til at markere sig i den kirkelige debat de kommende år, men det vil formentlig blive med mere adskillelse af stat og kirke på programmet. En dagsorden, som vel at mærke hverken historisk eller i nyere tid har kunnet samle bred opbakning, hverken på venstrefløjen generelt eller på Christiansborg.

Kirkepolitisk kan 2016 blive et tamt år. For første gang i mange år var der absolut intet på kirkeområdet i lovkataloget for den nuværende folketingssamling, ligesom de to kirkeministerielle udvalg for henholdsvis trossamfund og menighedsråd først kommer med deres forslag med udgangen af 2016 og i begyndelsen af 2017.

Næste efterår er der menighedsrådsvalg, men det kommer næppe til at rydde sendefladen. Med stor sandsynlighed vil den kirkelige og teologiske debat i det kommende kirkeår derfor igen være præget af enkeltsager, af flygtninge og af kultur- og værdikamp.