27 ud af 126 folketingspolitikere er ikke medlemmer af folkekirken. Det svarer til en femtedel af folketingspolitikerne. Det fremgår af Kristeligt Dagblads undersøgelse af folketingsmedlemmernes holdninger til forholdet mellem stat og kirke.
– Det er ikke et problem ved lovgivning om folkekirken generelt. Men folkekirken har ikke selv en ledelse. Og så kan det blive et problem, når Folketinget er øverste myndighed for kirken og ved hjælp af lovgivning også styrer, hvordan folkekirken skal organisere sig internt. Det er ikke det, der lægges op til i Grundloven. Den siger, at kirkens forfatning skal ordnes ved lov. Derfor kommer den danske regering og Folketinget rent juridisk til både at lovgive om og drive folkekirken.
Det mener kirkeretsekspert og forskningsleder Lisbet Christoffersen, Københavns Universitet.
Engang var stort set hele det danske folk medlemmer af den danske folkekirke. Jøder og katolikker udgjorde en forsvindende lille del af befolkningen.
I 1849 betød Grundloven, at der blev indført religionsfrihed – også frihed til ikke at tro. 83 procent af befolkningen er stadig medlemmer af folkekirken, men antallet svinder ganske langsomt. Sekularisering og indvandringen af muslimer har gjort det største indhug i folkekirkens medlemstal. Det samme gælder for den gruppe af folketingsmedlemmer, som ikke er medlem af folkekirken. Det skal nævnes, at Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne er underrepræsenterede i undersøgelsen, så andelen af folkekirkemedlemmer i Folketinget kan reelt være på samme niveau som for resten af befolkningen.
I Norge styres kirken ifølge grundloven fra 1814 af regeringen og kongen. Mindst halvdelen af regeringen (Statsrådet) skal være medlemmer af den norske kirke. Når det gælder den kirkelige lovgivning, deltager kun regeringens kirkemedlemmer i arbejdet. Derudover styres kirkens øvrige anliggender af et kirkemøde bestående af blandt andet biskopper.
Noget lignende gør sig ikke gældende herhjemme.
– Selvfølgelig kan ikke-medlemmer af folkekirken lovgive om folkekirken, og folkekirkemedlemmer kan lovgive om andre trossamfund end folkekirken. Grundloven siger, at religion ikke må have betydning for offentlige embeder. I forhold til folkekirken skal lovgivningen ske i respekt for Grundlovens ord om, at den evangelisk-lutherske kirke er det danske folks kirke og støttes som sådan af staten, siger Lisbet Christoffersen.
– Det, Grundloven siger, politikerne skal, er at ordne folkekirkens forfatning ved lov. Men det er ikke sket, om end man mindst fem gange har forsøgt at skaffe folkekirken kompetencen til at organisere sig selv. Det er bare aldrig lykkedes. Derfor lovgiver Folketinget meget tæt om folkekirken. Der lovgives om kompetenceforhold, økonomi og administration, men også folkekirkens indre liv er undergivet statslig regulering. Så tæt går man ikke på andre trossamfund i Danmark. Det ville være et brud på religionsfriheden, siger hun.
– Det er netop i den tætte regulering af folkekirken – når man går direkte ind i folkekirkens virke – at det kan være et problem, fordi man frem for en forfatning har videreført enevældens tankegang fra før 1849: den underliggende formodning om, at folket og kirken er det samme. Det er ikke i overensstemmelse med Grundloven, siger Lisbet Christoffersen.
Frem til midten af 1900-tallet kan man generelt, med kirkehistoriker Jørgen Stenbæks ord, sige, at Folketinget var tilbageholdende med lovgivning, med mindre der var udtrykt ønske om en lovændring fra folkekirkeligt hold.
I 1948 åbnede Folketinget for, at kvinder kunne ordineres som præster. På det tidspunkt var der for første gang et flertal i befolkningen for kvindelige præster.
– Den daværende kirkeminister argumenterede for, at der var tale om en frihedsordning for folkekirken, så den selv kunne vælge om kvinder skulle ordineres, og det ikke var Folketingets opgave at begrænse kirkens muligheder, siger Jørgen Stenbæk.
I dag ville et presserende spørgsmål af samme revolutionerende art være, om folkekirken skal have mulighed for at vie homoseksuelle i kirken. Også her handler det ifølge tilhængere om at fjerne en hindring i lovgivningen. Der findes undersøgelser, som viser, at et flertal af befolkningen er for, at homoseksuelle får ret til at gifte sig, men der er ikke spurgt specifikt til kirkelige vielser. Jørgen Stenbæk formoder, at Folketinget inden for en overskuelig årrække vil åbne for muligheden.
– Og hvis politikerne vedtager loven inden for de næste 10 år, føler jeg mig også overbevist om, at der gives en fritagelsesret for præster, hvis teologi strider mod at vie homoseksuelle.
I det hele taget mener Jørgen Stenbæk, at Folketinget, uanset medlemmernes egen religiøse overbevisning, vil bøje sig for argumenter fra kirkeligt hold. Og Folketinget skal bøje sig, fordi staten skal støtte folkekirken – om end støtten historisk ikke har været et stort økonomisk anliggende.
– For eksempel sad kommunisten Inger Merete Nordentoft, som havde meget lidt tilovers for folkekirken, i 1946 med i det lovforberedende arbejde om præsters løn. Hendes argumentation var, at så længe der var en folkekirke, så skulle præsterne også have en ordentlig løn, siger Stenbæk.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
Sådan gjorde vi
Kristeligt Dagblad har bedt alle Folketingets 179 medlemmer om at besvare 10 spørgsmål om kirkepolitik. 126 svarede. 14 afviste af deltage, mens de resterende 39 ikke reagerede på avisens gentagne henvendelser.