Hvis alle kun købte efter behov, ville verden være farveløs og kedelig

Alle har godt af at blive mindet om, at materiel rigdom ikke er alt, siger direktør og livsstilsekspert Niels Erik Folmann om budskabet i søndagens tekst. Men samtidig ville det give nogle meget identiske liv, hvis ingen købte mere end højst nødvendigt

Selvom ”hver dag har nok i sin plage”, skal man også huske at tænke fremad på kommende generationer, siger livsstilsekspert Niels Erik Folmann. –
Selvom ”hver dag har nok i sin plage”, skal man også huske at tænke fremad på kommende generationer, siger livsstilsekspert Niels Erik Folmann. –. Foto: Leif Tuxen.

Der er noget specielt ved at træde ind i et hjem, man aldrig har været i før. At kigge rundt og finde ud af, hvordan mennesker, man måske knap nok kender, bor og har indrettet stue, soveværelse og have.

Niels Erik Folmann taler af erfaring. Efter flere års deltagelse i DR-programmet Kender du typen? har den 48-årige reklamemand og livsstilsekspert besøgt mange kendte danskeres hjem og gættet deres identitet og personlighed ud fra vaner og materielle genstande. Og disse mange og forskellige materielle genstande, mennesker anskaffer sig, ser han meget positivt i.

LÆS OGSÅ: "Vi burde turde meget mere i forhold til vores næste"

Jeg synes, det er berigende, at der er forskel på folk. At nogle vil have en lille rød bil, mens andre foretrækker en stor vogn. At nogle vil slå græs med håndskubber, mens andre vil en havetraktor. Når man besøger nogen, man ikke kender så godt, kan man blive overrasket over deres hjem, og det er et resultat af den variation, der ligger i vores valg, hvilket er med til at danne personlighed og give varians.

Niels Erik Folmanns kontor i Brøndby siger lige nu ikke meget om ham som person. Han er netop begyndt i sin nye stilling som administrerende direktør for Danske Licens Spil og har derfor endnu ikke haft tid til at gøre noget ved indretningen.

Skal man følge søndagens tekst, er dette dog også lige meget. Man bør nemlig ikke bekymre sig om andet end at søge efter det himmelske, og så skal de jordiske nødvendigheder nok følge med.

Faktisk kan man ikke både tjene Gud og materiel rigdom mammon lyder det i teksten, hvilket Niels Erik Folmann godt kan se en mening i.

Det er umuligt at stræbe efter materiel lykke og samtidig bevare den maksimale rummelighed over for andre. Livet er for os alle en form for balancespil, og hvis man bliver utroligt succesfuld, er det ofte på bekostning af andre. Teksten minder os om, at vi skal være opmærksomme på, hvornår vores valg og mål får konsekvenser for andre, siger han og tilføjer, at budskabet kan virke provokerende på dem, der netop har kæmpet sig til materiel rigdom.

Det er enormt provokerende at få at vide, at man i stedet for at spise sig helt mæt kan nøjes med at få stillet sin sult. Og at man ikke behøver pænt tøj, biler, huse og charterrejser.

Provokationen er dog sund, siger Niels Erik Folmann. For den giver én mulighed for at sætte livet i perspektiv og tænke over ens grunde til at søge materiel rigdom. Ifølge ham ligger tilfredsheden ved materielle ting ofte i slet ikke at bruge dem.

I Kender du typen? har jeg tit besøgt danske hjem, hvor mange ting står uden at blive brugt. I dag har vi to af alt to cykler, to buskryddere og tre græsslåmaskiner måske endda. Der gemmer sig en hel maskinpark i mange hjem, som sjældent bliver brugt, men bare er rar at have. Det skal vi blive bedre til at finde en balance i, for der er ikke noget ved at erhverve sig materielle ting, hvis ikke vi bruger dem. Det glemmer mange.

Dog kan Niels Erik Folmann som sagt også se det positive i materielle indkøb, da det er med til at fremhæve ens identitet.

Hvis man eksempelvis tager østtyskerne før Berlin-murens fald, var der her langt færre typer end i Østtyskland i dag. Det giver nogle meget identiske liv, hvis alle tilslutter sig samme totalt minimalistiske stil. Jeg er bange for, at det simpelthen ville blive så kedeligt. Hvis alle kun købte efter behov, ville verden være farveløs og kedelig, siger han og tilføjer, at der skal være en balance i ens forbrug og nøjsomhed.

Man kan ikke tjene to herrer samtidig, men man kan godt tjene dem på forskellige tidspunkter, så man skiftevis bremser og speeder op. Der ligger en energi i det materielle, som man gerne må tage, så længe man også bidrager til fællesskabet og husker at trække stikket ud en gang imellem.

Et sted, hvor teksten dog provokerer Niels Erik Folmann på en mindre sund måde, er ved dens afsluttende sætning: Hver dag har nok i sin plage.

Ifølge teksten er det bedst at leve i nuet med det kortest mulige perspektiv, for dagen i morgen bliver hård nok at overleve. Den tanke passer godt med 2000ernes fokus på individet. Men det betyder, at man glemmer den næste generation. Ser man eksempelvis på klimaforandringerne, så er det hårdt nok at konstatere, at en del af indlandsisen forsvinder i morgen, men jeg håber, man også tænker, at man er forpligtet til at sørge for, at kommende generationer får et godt liv.

Selv synes Niels Erik Folmann, at hans egen generation er bedre end den yngre til at huske at stoppe op og lade være med at bekymre sig for meget om rigdom og materielle behov. Men han har dog også en svaghed, hvor han ser tekstens budskab passe særlig godt. Nemlig hans børn.

Før børnene var jeg mindre bekymret for, om noget skulle gå galt, om jeg skulle leve på en sten og starte forfra. Men da min kone og jeg fik børn, kom bekymringerne som følge af en ansvarsfølelse, der gjorde, at jeg helt pr. automatik løber lidt hurtigere og stræber efter, at de skal have det godt.

Sådan er de fleste forældre ifølge Niels Erik Folmann, og derfor kan kommende generationer også få sværere ved at tage budskabet i søndagens tekst til sig.

Vi er pylrede i min generation og nervøse for vores børns ve og vel, selvom ingen har taget skade af at starte på en sten eller en SU. Men den pylren har betydet, at unge i dag er vant til at tage fra hylden og få, hvad de har brug for. Derfor vil det nok være sværere for dem at forstå, at man ikke kan tjene to herrer, for de har ikke haft behov for at vælge, siger han og tilføjer, at der sandsynligvis skal en større livsomvæltning til, før unge vælger at forholde sig til en tekst som denne søndags.

Det samme gælder ifølge Niels Erik Folmann kristendommen generelt.

Det er sværest at finde nogen, som har forholdt sig stærkt til troen, mens de har haft det godt. Jeg synes, jeg møder flere, der har mødt udfordringer i livet og derefter har genfundet troen. Når det går godt, betyder det, at ens livsstil virker i forhold til det, man vil nå. Man tænker heller ikke så meget på regningen, før man er presset økonomisk. Der er vi mennesker meget enkle. Vi vil gerne spise pålægschokolademadderne, men vi vil ikke altid spise spinaten først.

Selv blev Niels Erik Folmann først rigtig bevidst om sin tro op til konfirmationen. Her gik det at være kristen og gå i kirke fra at være en ad hoc-oplevelse til at blive mere nærværende, og han fik et tættere forhold til bibeltekster og salmer, som han holder af at lytte til i kirken. Ofte læser han også flere tekster og salmer under gudstjenesten, end der bliver læst og sunget. Det er også netop noget af det, han er særlig glad for ved den danske folkekirke at der er plads til at gøre tingene på sin egen måde.

Folkekirken er meget rummelig, hvilket betyder, at jeg kan være troende og forholde mig til troen på min egen måde. Jeg vil gerne kunne tænke meget på troen den ene dag og lade helt være den næste.

Og så er det ikke kun materielle goder, der skaber personlighed, tilføjer han.

I en verden, hvor alt skal kontrolleres og skal være transparent, og hvor traditioner er under pres og nedbrydes, er troen og kirken noget, man kan tolke på sin egen måde og have for sig selv. Også det giver identitet.

SØNDAGENS TEKST

Sammendrag af teksten til 15. søndag efter trinitatis, 20. september. Matthæusevangeliet 6, 24-34.