På Frederiksholm Kirke i København har de rødbrune mursten en usædvanlig udsmykning. På det 18 meter høje kirketårns facade er en lyseblå klatrevæg med grønne, gule, røde og blå klatresten monteret. Initiativet er et eksempel på fremkomsten af alternative kirkelige tilbud, som gør folkekirken mere synlig og tilgængelig.
Udbuddet er mangfoldigt. Hvis højdeskrækken skulle forhindre en klatretur op ad kirketårnets stejle mur, kan man i stedet tage til jazzgudstjeneste i forskellige kirker i København.
Er behovet ro, afstresning og fordybelse kan man lægge vejen forbi Vor Frue Kirke i Svendborg til stille- og meditationsgudstjeneste. Det er præcis denne type tiltag, som Kristeligt Dagblad de kommende uger vil sætte under lup i den årlige initiativkonkurrence.
Kirstine Helboe Johansen er adjunkt i praktisk teologi ved Aarhus Universitet. Hun vurderer, at folkekirkens udvikling de kommende år vil bære præg af, at kirke og kultur vil skabe flere kontaktflader mellem folk og kirke.
”Kirken melder sig ikke kun ind på det religiøse felt, men er også med til at være en kulturformidlende aktør. Jeg tror, at vi vil se, at alting forandrer sig i takt med samfundet. Hvis det er populært med eksempelvis klatrevægge, så er det noget, kirken vil lade sig inspirere af og tale kirken ind i,” siger hun.
I dag målretter kirken sig især to grupper: børn og unge samt de ældre. Udfordringen bliver at skabe aktiviteter, der henvender sig mere til de mellemliggende livsfaser, vurderer hun.
”Jeg synes, at folkekirkens aktiviteter er karakteriseret af en utrolig idérigdom og en udbredt vilje til at skabe aktiviteter, som gør det muligt at forkynde det kristne budskab i utallige livssituationer. Det særlige er, at de nye aktiviteter er mere rettet mod specifikke grupper. I kirken har man en gudstjeneste, som i princippet er rettet mod alle, men man har kunnet se, at gudstjenesten ikke tiltrækker alle. Kirken følger op på, at der er et behov for at tilpasse aktiviteterne for at vise folk noget, der er relevant for dem,” uddyber Kirstine Helboe Johansen og fremhæver babysalmesang og børnegudstjenester, der har fokus på børnefamiliernes behov.
Samme tendens peger Marie Hedegaard Thomsen, der er samtidsteolog og sognepræst i Hadsten i Østjylland, på.
Hun giver udtryk for, at kirken i stigende grad arbejder med målgrupper, hvor den almindelige gudstjeneste vil optræde i flere former, og at de nye kirkelige initiativer vil give flere anledninger til mødet mellem folk og folkekirke.
”Det, der er smart ved at orientere aktiviteter mod særlige målgrupper, er, at man kan ramme bedre, og at man når ud til folk, man tidligere ikke har nået. Det gør ikke, at folk går i kirke hver søndag, men det gør, at kirken dukker op i menneskers liv oftere, end den tidligere har gjort,” forklarer hun.
Ligeledes peger hun på, at menigheden får en mere fremtrædende rolle i de kirkelige aktiviteter, fordi man selv deltager aktivt i arrangementerne.
”De nye aktiviteter kendetegnes ved, at de er langt mere orienterede mod, at folk skal deltage aktivt frem for at sidde musestille og lytte,” siger hun.
Ifølge teologilektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen er det netop aktivitetskirken, som i fremtiden skal medvirke til at mindske distancen mellem folk og kirke.
”Min tese er, at folkekirken overlever på sine aktiviteter. Kirkens aktiviteter har en betydning både for folks orientering i forhold til kristendommen og for folks trofasthed over for kirken. Hvis du aldrig kommer i nærheden af din kirke, og det gør du ikke, hvis de kun holder almindelige gudstjenester, så øges distancen til kirken, og du risikerer at ende i det segment, der melder sig ud,” siger han.
Ikke alle ser med positive øjne på udviklingen af de nye kirkelige aktiviteter. Agnete Raahauge, der er redaktør for Tidehverv og sognepræst i Hørup Kirke i Sønderjylland, mener, at den kirkelige populisme har taget overhånd, og at gudstjenesterne for ofte nedprioriteres til fordel for kirkelige aktiviteter.
”Meget tyder på, at folkekirken er ved at udvikle sig til en børnehave. Jeg hader ordene 'kirkelige aktiviteter'. Kirken er ikke en aktivitetsbutik. Kirken er kun der, hvor evangeliet forkyndes,” siger hun og henviser til gudstjenesten, begravelser, bryllupper, barnedåb og undervisningen af konfirmander. Hun så helst at de kirkelige aktivitetscentre blev nedlagt, så forkyndelsen af evangeliet er i fokus frem for spaghetti-gudstjenester.
”Præster har gennem århundreder lavet et stort og værdifuldt folkeoplysningsarbejde for at oplyse folk om, hvad kristendommen er, og hvem de selv er. I dag er det afløst af en form for reklameaktivitet, der handler om at lokke folk ind i kirken gennem aktiviteter, der ikke har noget med forkyndelse at gøre,” forklarer hun.
Ifølge Marie Hedegaard Thomsen handler de kirkelige aktiviteter ikke om at lokke, men snarere om at lade det kristne budskab komme til udtryk på andre måder.
” Vores opgave i kirken er at åbne dørene på vid gab. Mennesker kan ikke rammes af evangeliet, hvis de aldrig hører det. Jeg er stor fortaler for, at der skal være en evangelisk nerve i samtlige aktiviteter, vi i kirken beskæftiger os med, men den evangeliske nerve kan se meget forskellig ud. Med målrettede aktiviteter kan man give kirken et andet udtryk end det støvede billede, som nogle mennesker har af kirken. Man skal bare også spørge sig selv, om man gør noget for at fylde kirken med mennesker eller for at fylde mennesker med noget. Det er altid sidstnævnte, der er kirkens opgave,” siger hun.