Hvor de døde ligger uden navn eller minde

Tæt på Odense har kommunen åbnet en skovbegravelsesplads, som er den første i landet, der ikke er kirkeligt indviet. Her kan man blive anonymt begravet i en urne. Kristeligt Dagblad har besøgt stedet med en lokal sognepræst

KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt.
KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt. Foto: Claus Fisker/ Denmark.

Når man kommer ad Landekildevej mod Kohaveskoven ved Tornbjerg sydøst for Odense, modtages man af kunstneren Børge Meiboms monumentale værk, Brændte søjler. Det består af oversavede træer, som er forbrændt og siden stablet oven på hinanden igen. Nu står de med det sortsvedne ydre som en dyster kontrast til det lysende, grønne græs, hvor køerne går.

Sognepræst i Sankt Ansgar Kirke i Odense, Agnete Holm Hvidt, er med på en spadseretur. Vi er på vej til Danmarks første skovbegravelsesplads, hvor man kan få sin urne nedsat i ikke-indviet skovbund under 50 centimeter fynsk muld. Den nye begravelsesplads blev åbnet for kort tid siden, men der er dags dato allerede nedsat otte urner, og flere kan sagtens være på vej, lyder det fra Odense Kommunale Kirkegårde. Begravelsespladsen ligner præcis, hvad navnet lægger op til: En skov.

Begravelsespladsen fylder én hektar af skoven, der er plantet i 1945 som en bondegårdsskov ejet af områdets bønder i fællesskab. Den bliver ikke passet og plejet som en almindelig kirkegård. Den får lov til at udvikle sig sådan, som naturen nu gerne vil.

LÆS OGSÅ: Ny skovkirkegård kan være med til at romantisere døden

Midt i den nyplantede løvskov med en tæt underskov af unge træer står der også en del over 100 år gamle egetræer, og Kohaveskoven gemmer også på to gravhøje fra den tidligere danske begravelseskultur.

Ved den uasfalterede parkeringsplads her ved Landekildegård mødes man af det første tegn på, at der ligger en begravelsesplads længere inde i skoven: et lille kvadratisk blåt og hvidt skilt. Det skal lige afkodes, før man finder ud af, at det er en vejviser til skovbegravelsespladsen. Under de piktogramagtige træer ses nogle små beholdere, som vi efter et øjebliks betænkning bliver enige om er urner.

Det ligner sådan en børnetegning, er Agnete Holm Hvidts umiddelbare reaktion.

Det er jo så enkelt, som det overhovedet kan være, for det er meningen med en ikke-indviet skovbegravelsesplads, at der ikke må være noget indhold eller nogen idemæssig overbygning, sådan som vi er vant til det fra en kirkegård.

Gravstederne er udlagt rundt om de store træer, så kirkegårdsmyndighederne kan markere urnenedsættelserne på et kort og hele tiden er klar over, hvem der er begravet hvor. Men ellers henligger gravpladsen i skovens anonymitet.

Det er ikke muligt for de pårørende at være med til nedsættelsen af urnen, der må ikke opsættes gravminder, og blomster eller pynt lagt i skovbunden bliver fjernet. Det hele foregår på naturens betingelser, med de utallige kvidrende fugle som en stemningsfuld kulisse.

I træet oven over vores hoveder forsvarer en opbragt spætmejse med vred stemme sin nærliggende rede.Vi er standset foran et stort blåt skilt, som detaljeret fortæller om reglerne for den skovbegravelsesplads, der strækker sig ind i skoven foran vores fødder.

Der er mange mennesker, som altid har ønsket sig at blive forenet med naturen, i nogle tilfælde også som en religiøs idé. Ønsket er jo ikke nødvendigvis uden tanke bag og ses også udtrykt på vores kirkegårde. Men det, vi har her, er ikke en kirkegård, men en begravelsesplads, som er helt fri fra nogen religiøs signatur. Men det synes jeg, man må man give plads for. Det er i takt med tidens udvikling, siger Agnete Holm Hvidt.

Så kan man jo godt beklage, at den udvikling har fundet sted. Som præst synes jeg, at der er tale om en nedskrivning af den enkeltes værdi. En kristen begravelse er altid kendetegnet ved et kors. Det er en markering både af døden og opstandelsen og et udtryk for, at dette menneske ikke ligger her alene. Her i skoven er holdningen måske, at der bare er tale om aske, og den betyder ingenting. Så kan man få lov til at blive begravet her, hvor alle mulige mennesker færdes og lufter deres hunde. Der er ikke et navn eller noget andet, så på en eller anden måde er det en form for total udslettelse. Man er blevet visket af en tavle, siger Agnete Holm Hvidt.

Kilde: Uddrag af vedtægt vedtaget af byrådet i Odense Kommune for den ikke-indviede skovbegravelses-plads i den kommunalt ejede Kohaveskov. Gravpladsen blev taget i brug den 5. marts 2014

KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt.
KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt. Foto: Claus Fisker/ Denmark
KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt.
KD Om skav begravelses plads i Odense - Med sognepræst Agnete Holm Hvidt. Foto: Claus Fisker/ Denmark