Peter Lodberg elsker at se programmet TV 2 Finans. Den nyudnævnte professor MSO i teologi ved Aarhus Universitet sidder og hygger sig med at finde religiøse ord i et program, der ellers handler om aktiekurser og valutamarked.
Ord som ”profetier”, ”forudse” og ”dommedag” florerer nemlig inden for den økonomiske verden og viser derfor, at det religiøse sprog og troens domæne er rykket ind i mange andre sfærer.
Udviklingen er nu ifølge Peter Lodberg slet ikke så underlig. For tro er et almenmenneskeligt grundvilkår, der giver tillid til fremtiden og dybest set handler om en længsel efter mening. Og i en tid, hvor troen på Gud er trængt mere i baggrunden, er det nu i høj grad fænomener som markedet, fodboldhold og en amerikansk præsident, der får os til at tro. På vækst. På sejr. Og på bedre tider.
”Jeg har været meget optaget af en tanke hos Luther, som han formulerer i forhold til det første af De Ti Bud om, at man ikke må have andre guder. For Luther siger, at Gud er det, dit hjerte hænger ved. Og vores moderne hjerter hænger altså ved meget andet end lige netop den kristne Gud. Men pointen er, at det hænger ved noget. Det kan nemlig ikke lade være. For helt grundlæggende er det sådan, at hvor der er liv, er der tro. Og hvor der er tro, er der liv. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at troen kommer før både håbet og kærligheden. Tro handler nemlig helt basalt om en udleverethed til noget, der er større end en selv - og som indgyder tillid.”
Dén formulering er den helt korte udgave af de tanker, der begyndte at tage form, da Peter Lodberg sidste efterår blev spurgt, om han ville skrive en bog på kun 60 sider om ”Tro”. Aarhus Universitetsforlag har haft stor succes med sin serie ”Tænkepauser”, hvor alt fra myrer til magi er blevet omsat til en række korte letforståelige fagbøger, og da både håb og kærlighed allerede var beskrevet, ønskede forlaget nu at kunne lave en samlet pakke med de tre helt centrale begreber.
Læs første kapitel fra bogen her
”Det kan jeg da godt prøve, svarede jeg - og tog en dyb indånding. Og så gik jeg i gang. Men selvom mit første manuskript efter min egen mening sad lige i skabet, så fik jeg det tilbage i hovedet igen. For jeg havde nærmest skrevet en teologisk lærebog, som er det, jeg er vant til. Så jeg måtte begynde forfra. Og det var først, da jeg begyndte at skrive ud fra maven og fik fat i den tanke, at tro netop er noget almenmenneskeligt, at jeg kunne skrive bogen. På den måde har det været en fantastisk proces, som jeg har lært rigtig meget af - for troen er jo netop ikke forbeholdt det religiøse menneske. Også ateisten tror på noget, for uden tro - og dermed tillid - går livet ganske enkelt i stå.”
Alligevel er det ikke til at komme uden om, at Peter Lodberg er teolog, og at det er som sådan, han har skrevet bogen.
”Jeg kigger på begrebet med en teologs blik. Og derfor fylder den religiøse tro og især den kristne mest i bogen. Men for mig at se giver teologien faktisk også den bedste indgang til at forstå, hvad det for eksempel er, der sker, når troen tager overhånd og bliver farlig. Når den går fra en indre overbevisning over i for eksempel vanvid eller vold. Det kan du ikke forstå ved at gå til fænomenet fra religionsvidenskaben eller antropologien og opstille såkaldte ”komparative analyser”. For at nå ind bagved er du nødt til at kigge på det fra troens perspektiv. Og det er der virkelig behov for i dag, hvor nogle bruger den religiøse tro som argument for at drage i hellig krig, eller bruger den til at udgrænse andre former for tro som de forkerte, der skal bekæmpes. Det er nemlig troens bagside - og den er der. Troen lukker op for de dybeste følelser i mennesket, og derfor er det fuldstændig afgørende, hvad det er, vi fylder vores tro med: Giver den os frygt eller tillid?”.
Peter Lodberg trækker derfor også på sine personlige erfaringer i bogen. Ikke mindst fra sin tid som generalsekretær for Det Økumeniske Fællesråd i midten af 1980'erne, hvor han rejste rundt til verdens brændpunkter, blandt andet Balkan og Sydafrika. Her mødte han i 1983 Desmond Tutu for første gang, og den form for tro, som den sydafrikanske ærkebiskop repræsenterer, er for Peter Lodberg i den grad et eksempel til efterfølgelse. Desmond Tutu får derfor også knap tre af de i alt 60 sider i den kompakte bog.
”Tutus teologi er jo virkelig interessant, fordi den er eta-bleret i en situation, hvor han hele tiden har været udfordret og har måttet stille sig selv spørgsmålet: Hvad nytter det egentlig at tro, når tro også kan føre til legitimering af undertrykkelse og vold? Men han insisterer på, at der netop i troen er elementer, vi aldrig må glemme: Troen indbyder til at anerkende andre mennesker med tro. Tro forener, siger Tutu. Og selvfølgelig er der forskel på kristne og muslimer, men de forskelle vil altid være anledning til en samtale - på troens fundament. Det glemmer vi hele tiden. Også fordi det jo nærmest er lettere at gå uden om dialogen og mødet og i stedet blot udpege andre som netop det: de andre. På den måde prikkede han også til min egen magelighed. Men tænk, hvis vi tog hans ord til os. I stedet for at indskrænke verden eller gøre vores egen tro til et værn, vi sætter op imod de andre, så kunne vi gøre verden større.”
Når man skriver en bog om tro, er det selvfølgelig heller ikke til at komme uden om diskussionen om forholdet mellem tro og viden eller fornuft og overtro. For troen skal ofte retfærdiggøre sig selv i et samfund, der ser sig selv som oplyst og vidende. Noget, der for mange netop ses som det stik modsatte af en religiøs overbevisning.
”Senest så vi det jo med sagen om Esben Lunde Larsen (V), der på grund af udtalelser om sin tro på en skabende Gud nærmest fik skudt i skoene, at han på den baggrund var utroværdig som forskningsminister. Så der er stadig en heftig diskussion, når det handler om troens plads i et moderne samfund. Men for mig at se er det hele tiden to forskellige diskussioner, man forsøger at blande sammen. Troen og naturvidenskaben forsøger ikke at svare på de samme spørgsmål. Naturvidenskaben vil forklare, hvordan verden er. Troen forsøger at forklare hvorfor i en form for livstydning. Naturvidenskaben skal netop derfor også passe på ikke at gøre sig selv til en ny form for religion, og samtidig må vi som kristne også indrømme, at vi selv har været med til at grave grøfterne. Ikke mindst gennem den engelske biskop Samuel Wilberforce, der misforstod Darwin og kaldte ham for en kætter, der var farlig for kirken. Darwin havde ellers selv en fin forståelse for, at der sagtens kunne være sameksistens mellem troen og naturvidenskaben.”
Peter Lodberg er udmærket klar over, at hans eget teologiske ståsted på den måde også træder frem i bogen - og at den er skrevet på netop dén baggrund.
”Jeg er helt klart det, man vil kalde erfaringsteolog. Det er også derfor, jeg taler om livstydninger. Jeg mener, at Gud åbenbarer sig i historien og derudover altid i solidaritet med de udsatte. Nogle vil måske kalde det en svag teologi - at jeg netop ikke taler om faste svar, men om tydninger. Men når man som jeg har været i krigszoner, set uhyrlighederne og mødt de flygtende fra for eksempel Balkan, er det ikke en svag teologi, men en nødvendig teologi. De faste svar slår man sig på, og de kan være meget farlige. Også i forhold til den åbenhed, vi før talte om, som Desmond Tutu minder os om. Og samtidig er jeg så også på linje med den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der understregede, at ord ikke gør det alene. Den gode handling er den første - og vigtigste - trosbekendelse. Ellers er troen jo ansvarsfri - og dermed også ligegyldig.”