Lousie Buch Viftrup, formand i den kristne dialogforening IKON, overrasker det dig, at over en tredjedel af voksne danskere tror på ånder?
Nej, egentlig ikke, for på konferencer med IKON har jeg selv mødt mange, der tror på ånder. Jeg tror dog, at det primært er folk, som ikke er bevidste om deres tro, der tror på sådan noget. Det er folk, som ikke er kirkeligt engageret og ikke har et formuleret trosunivers. Men det gør ikke deres overbevisning illegitim.
Kan troen på ånder sidestilles med den kristne tro?
Fra et religionsvidenskabeligt perspektiv er det fair at sammenligne troen på ånder med troen på kristendommen. Man kan ikke sige til folk, at deres tro er mindre værd, og man skal respektere de mennesker, der tror på det – også selvom jeg selv kan synes, det er forkert. Det er jo virkeligt for dem. Men når jeg møder folk, der tror på ånder, stiller jeg dem kritiske spørgsmål om det.
Hvordan opfatter du troen på ånder?
Det er en form for folkereligiøsitet, som har lov at være der. Men for mig giver det ikke mening, for hvor skulle ånderne komme fra? Jeg har ikke selv oplevet det og kan ikke forklare det. Jeg tror ikke selv på det, men jeg har venner, som har været kirkeligt engageret i Afrika, og for dem er troen på ånder begyndt at fylde noget. Det er mennesker, som jeg normalt sammenligner mig med teologisk, og de er begyndt at tro på det i en afrikansk kontekst. Jeg tror, der er noget kulturelt i det.
Hvad mener du om at kontakte et såkaldt clairvoyant medie for at skabe forbindelse til ånder?
Jeg mener, at det ville give bedre mening at bede til Gud, hvis man føler et behov for hjælp i en given situation. At bruge et medie til at få kontakt med en ånd er meget risikabelt, og man skal have en ekstrem tillid til mediet. Jeg synes, at mediet får for meget magt, hvilket jeg vil stille mig kritisk over for. Det er jo tydeligt, at en del folk kontakter de her medier, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en sund ting at gøre.