Niels Jørgen Cappelørn, teologiprofessor, Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Københavns Universitet
”Det er klart, at angsten har det med at pacificere. Men at blive passiv er næsten det værste, man kan gøre. I stedet skal man prøve at se den i øjnene og spørge, ’hvorfor er jeg angst for terror?’. Når man har gjort det, må man gøre noget aktivt for at modvirke årsagen til angst, og det er jo ny terror. Vi skal lade os udfordre og gøre det klart for os, hvor vi selv står, for at prøve, om vi ikke kan modvirke terroren. For at vi kan lære at forholde os til angsten, må vi lære, at vi selv er en del af dens frembringelse i måden, vi behandler mennesker på. Før vi har ændret på vores ekskluderende forhold til danske muslimer, må vi fortsætte med at leve med angsten. Og så skal man i øvrigt altid være forberedt på, at man skal dø. Man skal sørge for ikke at have noget uafgjort i sit liv, der gør, at man ikke tør dø. Der er tit fjendskaber, uenigheder, had og vrede i menneskers liv. Det er alle de negative følelser i livet, som gør det frygteligt at tænke på, at man skal dø. For så skal man dø med det uafgjort.”
Hans Henrik Knoop, lektor i psykologi, Aarhus Universitet
”Følelser som frygt, vrede eller intens glæde er kortvarige sindstilstande, som hurtigt forsvinder igen, hvis man ikke genoplever de begivenheder, der satte dem i gang. En følelse som frygten for terror vil derfor hurtigt fortage sig, hvis man ikke fortløbende bliver mindet om det. Første gang man hører om et terrorangreb, sættes man i akut alarmberedskab, men hvis man igen og igen mindes om terroren uden at kunne gøre noget ved det, vil den kortvarige frygt hos mange gradvist ændre sig til en mere vedvarende tristhed, vrede eller opgivenhed. Det sidste bør man selvfølgelig undgå, hvis det er muligt. Medierne holder desværre ofte frygt ved lige ved at dyrke en eksponering, der får det til at se ud som om, der er mere terror end fred i verden, selv om det er helt forkert. Der er selvfølgelig masser af alvorlige problemer, men der er også meget, som fungerer godt, og det er vigtigt for folk, at de har et retvisende billede af, hvad der foregår, hvis de skal kunne engagere sig og træffe gode beslutninger. Det billede er der mange, som ikke har, og det skyldes blandt andet, at dårlige nyheder bliver betragtet som bedre end gode. At terror for eksempel betragtes som godt stof. Så godt, faktisk, at man må spørge sig selv, om terror overhovedet ville være effektivt, hvis ikke medierne garanterede øjeblikkelig verdensberømmelse til forbryderne.
I nyhedsmedierne betragtes terror ofte som godt stof, og det er overfladisk/sensationelt set rigtig nok, fordi folk reagerer akut på fare. Terror er på den måde en meget effektiv måde at få opmærksomhed på. Men på et mere grundlæggende plan er det selvfølgelig ofte dårligt stof, hvis konsekvensen er, at folk skræmmes fra at engagere sig, eller bare mister troen på, at det kan betale sig.
Dramatiske nyheder er effektivt blikfang, men vi må spørge os selv, om det reelt er en topnyhed, at en psykiatrisk patient slår ud efter nogle medpassagerer i et tysk tog. Jeg vil mene, at det bidrager til et misvisende billede af, hvad der egentlig foregår i verden. Det bidrager til en overdreven angst for terror, der er ligesom en fobi. Alle ved det er åndsvagt at være bange for edderkopper eller åbne pladser. På samme måde handicapper det os, at udvikle en overdreven frygt for terror.”
Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan, Aarhus Universitet
”Den terror, der rammer tæt på os, som det der skete i Nice og økseangrebet i Bayern, påvirker mange af os og får os til at reagere med frygt. Og ofte er det med følelser, der kommer bag på os. Jeg snakkede med en ven i dag, som havde registreret en mørk mand på Skanderborg Station, der gik sådan lidt underligt. Normalt ville det ikke gøre indtryk, men her reagerede min ven ved på en lidt frygtsom måde at lægge særligt mærke til manden. Og sådan vil det være for mange af os: Vi lægger mærke til og bliver bange for noget, der virker usædvanligt. Frygten dukker op som en tanke og en særlig årvågenhed, men det er vigtigt, at vi er i stand til at skyde den fra os igen og ikke generelt går rundt og frygter andre mennesker. Vi må ikke fryse andre mennesker ude, for så mister vi noget af det mest dyrebare i vores samfund. I vores kultur er det ikke nødvendigt at være på vagt, her skal tilliden række langt, og der er ikke nogen grund til at begynde at gardere sig. Hvis vi holder op med at have en grundlæggende tillid til hinanden, så mister vi hele kilden til vores livsmod. Det er opslidende at være i følelsesmæssigt beredskab, for det tærer os sjæleligt. Det er i orden, at vi bliver triste, når vi hører om, hvordan terroren rammer, men vi må ikke overreagere og blive hysteriske. Tværtimod skal vi bruge vores sunde fornuft og troen på det gode.”
Kathrine Lilleør, sognepræst, Sankt Pauls Kirke, København
”Terror betyder jo frygt. Det, terroristerne vil, er at gøre os rædselsslagne. Bliver der begået en forbrydelse, så er der ingen grund til at være bange, når først gerningsmanden er fanget. Der er en slutning. Men det, der kendetegner terror, er, at det bliver ved med at terrorisere. Der er ingen udsigt til, at terroren stopper. Så hvis vi lader frygten gribe os, har terroristerne vundet halvdelen af krigen. Derfor er vi simpelthen nødt til ikke at være bange. Vi skal forstå, at det ikke er det samme som ikke at være agtpågivende. Vi skal tænke os om og imødekomme risikoen for at blive slået ihjel, men bange må vi ikke blive. For så taber vi. Terrorkrigen skal vindes i hjerterne, og sejren begynder med, at vi tvinger os til ikke at være bange. For mit vedkommende afhjælper jeg angsten ved at gå ind i kirken og høre Guds ’Frygt ikke’. Det er for mig den eneste måde at bekæmpe min frygt på.”
Jørgen Due Madsen, overlæge og speciallæge i psykiatri, center for familieudvikling
”Terroren er rædsom og skaber både frygt og distance, og den kan vække ens egne fortællinger og reaktionsmåder. Det minder om det sårbare liv og rokker ved de eksistentielle værdier. Jeg håber, at det kan udfordre til mod, tro og besindighed, og at det er en besindighed på, at der er en kamp mellem det onde og det gode, ikke bare i den store verden, men i vores eget liv. Vi har behov for at beskytte os selv, og det kan lyde så teknisk, men distancen kan være at sige, at statistisk set er det næsten umuligt at blive udsat for et terrorangreb. Det er en måde at imødegå den irrationelle frygt, som terroren skaber. Og så er det vigtigt, at man har nogle relationer, man kan vende tankerne med, og hvor mod, tro, besindighed og de eksistentielle værdier kan udfolde sig i en samtale. Det er en mulighed for at få fat i, hvad det er for grundværdier, man selv står på.”
Merete Pryds Helle, forfatter
”Der er ingen tvivl om, at frygten for terror sætter sig i kroppen på os. Takket være internettet og andre nyhedsmedier kan vi hele tiden følge med i alle katastroferne, og det vedligeholder vores frygt. Vi skal ikke være flove over, at vi bliver bange. Derimod tror jeg, vi skal gøre os bevidste om, at den indre angst og uro findes i os, men at vi ikke vil lade den vinde. Vi skal leve, som vi plejer, men med en bevidst kamp mod den angst, der findes indeni os. Vores kroppe reagerer på ting, vi kan se og høre, og når vi ser noget i fjernsynet eller på internettet, reagerer vi på samme måde, som hvis vi selv havde stået på gaden i Nice. Vores sanser giver os mange af de samme indtryk, og kroppen går i alarmberedskab. Vi skal respektere den uro, men samtidig gå imod den ved at sætte et lille flag op for os selv, hvor der står: ’Jeg vil ikke kues’.”